Henriette Lund

I stedet for en gave fra Königstraße – pakker overlever sjældent posten – får Jette et brev på papir med tre berlinske bygninger i rammen. Så kan hun rejse i Berlin hjemme i dagligstuen og se den uhyre stenkumme foran museet.

Jettes brev deler nummer med Wilhelms: det læses under Brev 194, hvor onklen tilgiver hendes tavshed og glæder sig over, at det lille tørklæde er »nydeligt«.

Eftersom en fødselsdag indtræffer én gang om året, må Jette også have haft en i år. Lykønskningen kommer så enten et års tid for sent eller nogle dage for tidligt – »blæse være med Datoer og Aarstal«.

Til gengæld for Jettes frugtstykke sender onklen et blomsterstykke, han har siddet oppe en hel nat for at gøre færdigt. Hun må love ikke at hænge det op eller nævne hans navn: »for det er saa flaut«.

Onklen har igen glemt fødselsdagen og trøster sig med, at Jette må gøre gengæld. Med brevet følger en »Trøster«, som ikke er til at lægge under hovedet, men til trøst i alle livets tilfælde – helst som ren luksus.

Gaven kommer dagen efter konfirmationen, med vilje: højtideligheden vil onklen nødig blande sammen med foræringer. Han gik selv op og ned i de tomme værelser, mens de andre var i kirke, og når frem til, at »Lykønskningen er den bedste Gave«.

Naturen er i uorden – med Jeronimus fristes han til at sige, at verden ikke står til påske – og så kan en fødselsdag vel også glemmes. Til gengæld for Jettes cigarfoderal følger et par kaffekopper: tobak og kaffe hører sammen.

Et efterbrev i hælene på det forrige: pakken blev glemt og må nu have sit eget brev med. Og ja – han havde virkelig glemt fødselsdagen, indtil man mindede ham om den hos onkel Christians.

Klaverudtoget kommer for sent, og skylden er bogbinderens – ligesom dengang Jettes egen gave til onklen kom bagefter: »Ja de Bogbindere de Bogbindere!« Hun kan glæde sig ved musikken eller gemme noderne til en bedre tid.

Han har glemt dagen igen og vender i moderne stil sagen om: det er de andre, der tager fejl af datoen. Så alvoren – forskellen på den deltagelse, der varer fødselsdagens tolv timer, og den, der er fordelt over årets 365 dage.

To linjer med en forsendelse: den udgave af Figaro, han havde tiltænkt Jette, var ikke at få, og derfor følger »Apothekeren og Doctoren« med.

En seddel, der trækker et tilbud tilbage: han kan alligevel ikke låne Jette sit eksemplar af »aus meinem Leben« – den bog kan hun sagtens få fat i andetsteds.

Brevet til Sophie kunne ikke nå hende på landet og ligger nu i et brev til Jette, der skal åbne og læse det. Hvilket af brevene der er konvolut om det andet, er ikke til at afgøre – som med klokkestrengens to snore.

Jette får et kort svar og grunden til det: Schelling læser nu to timer daglig. Wilhelm bliver udnævnt til »Dux« og bemyndiget til at hilse Christian, Peder og Ferdinand – gerne ved at stille dem i geled.

Kierkegaard er kommet hjem fra Berlin uden at høre fra Peter, og så går profeten til bjerget. Han spørger til Jettes helbred og tilbyder at komme ud, men bliver helst i byen og udholder varmen: »Mit Værelse er mit Rhodus«.

Fra Berlin: rejsen er stadig en tåbelighed, Marheinecke er hørt, Schelling ikke begyndt. Resten er instrukser om hende, hvis navn ikke nævnes – mød hende ubemærket mandag og torsdag mellem fire og fem – men »den dybeste Taushed maa hvile derover«.

Han har ventet næsten en måned på svar og skælder ud, og fortæller så, hvordan alt er lagt an på, at hun skal kunne hade ham. Efter underskriften kommer en sangerinde fra Wien, som spiller Elvira og ligner »en vis ung Pige«.

Kulde, søvnløshed, skuffelsen over Schelling og ingen adspredelse: det kalder han »den skarpe Examination«, og den lærer et menneske sig selv at kende. Vennen skal fortælle rundt omkring, at han kommer hjem, så snart Schelling er færdig.

Søren beroliger Carl: han skal bare skrive, stavningen er god nok. Selv fortæller han fra Berlin om hundene, der spændes for mælkevognene, og egernene i Thiergarten – og bemærker, at Carl nu er kommet i »Trøie og Buxer«.

Carls brev var kort, og Søren driller: sømmer det sig for et fornuftvæsen, »der gaar i Trøie og Buxer«? Selv fortæller han om sin nye støvlepudser, der ligner den gamle på en prik, men er langt mere omhyggelig.

I stedet for en gave fra Königstraße – pakker overlever sjældent posten – får Jette et brev på papir med tre berlinske bygninger i rammen. Så kan hun rejse i Berlin hjemme i dagligstuen og se den uhyre stenkumme foran museet.

Eftersom en fødselsdag indtræffer én gang om året, må Jette også have haft en i år. Lykønskningen kommer så enten et års tid for sent eller nogle dage for tidligt – »blæse være med Datoer og Aarstal«.

Til gengæld for Jettes frugtstykke sender onklen et blomsterstykke, han har siddet oppe en hel nat for at gøre færdigt. Hun må love ikke at hænge det op eller nævne hans navn: »for det er saa flaut«.

Onklen har igen glemt fødselsdagen og trøster sig med, at Jette må gøre gengæld. Med brevet følger en »Trøster«, som ikke er til at lægge under hovedet, men til trøst i alle livets tilfælde – helst som ren luksus.

Gaven kommer dagen efter konfirmationen, med vilje: højtideligheden vil onklen nødig blande sammen med foræringer. Han gik selv op og ned i de tomme værelser, mens de andre var i kirke, og når frem til, at »Lykønskningen er den bedste Gave«.

Naturen er i uorden – med Jeronimus fristes han til at sige, at verden ikke står til påske – og så kan en fødselsdag vel også glemmes. Til gengæld for Jettes cigarfoderal følger et par kaffekopper: tobak og kaffe hører sammen.

Et efterbrev i hælene på det forrige: pakken blev glemt og må nu have sit eget brev med. Og ja – han havde virkelig glemt fødselsdagen, indtil man mindede ham om den hos onkel Christians.

Klaverudtoget kommer for sent, og skylden er bogbinderens – ligesom dengang Jettes egen gave til onklen kom bagefter: »Ja de Bogbindere de Bogbindere!« Hun kan glæde sig ved musikken eller gemme noderne til en bedre tid.

Han har glemt dagen igen og vender i moderne stil sagen om: det er de andre, der tager fejl af datoen. Så alvoren – forskellen på den deltagelse, der varer fødselsdagens tolv timer, og den, der er fordelt over årets 365 dage.

To linjer med en forsendelse: den udgave af Figaro, han havde tiltænkt Jette, var ikke at få, og derfor følger »Apothekeren og Doctoren« med.

En seddel, der trækker et tilbud tilbage: han kan alligevel ikke låne Jette sit eksemplar af »aus meinem Leben« – den bog kan hun sagtens få fat i andetsteds.

Brevet til Sophie kunne ikke nå hende på landet og ligger nu i et brev til Jette, der skal åbne og læse det. Hvilket af brevene der er konvolut om det andet, er ikke til at afgøre – som med klokkestrengens to snore.

Han er flyttet til Jägerstraße og håber, gadenavnet ikke varsler ilde. I julen samledes Berlins danske – talrige som græshopperne i Ægypten – om æbleskiver og juletræ, og entreen til Fausts Wintergarten viste, at »der var ikke stort at see«.

Svaret begynder på anden side, fordi en kunstner har ladet »das unvordenkliche Seyn« gå i forvejen – og Michael skal vise stedet til onkel Peter og hilse, at det er Schellings yndlingsudtryk. Ellers er det blevet smukt vintervejr.

Michael har troet, at hans onkel kører i kane; det overlader han til berlinerne, for kanekørsel har han altid fundet for koldt. Til gengæld har han set elleve personer i én vogn med én hest på vej til Charlottenburg.

Jette får et kort svar og grunden til det: Schelling læser nu to timer daglig. Wilhelm bliver udnævnt til »Dux« og bemyndiget til at hilse Christian, Peder og Ferdinand – gerne ved at stille dem i geled.

Børnene har lagt et tæppe for hans fod, og takken bliver også et forbehold: dér hvor vejen er rosenstrøet, går han aldrig, så tæppet bliver nok lagt væk og gemt – men farveblandingen er »lykkeligt valgt«. Brevet standser midt i et ord.