Brev 186

I stedet for en gave fra Königstraße – pakker overlever sjældent posten – får Jette et brev på papir med tre berlinske bygninger i rammen. Så kan hun rejse i Berlin hjemme i dagligstuen og se den uhyre stenkumme foran museet.

Jettes brev deler nummer med Wilhelms: det læses under Brev 194, hvor onklen tilgiver hendes tavshed og glæder sig over, at det lille tørklæde er »nydeligt«.

Eftersom en fødselsdag indtræffer én gang om året, må Jette også have haft en i år. Lykønskningen kommer så enten et års tid for sent eller nogle dage for tidligt – »blæse være med Datoer og Aarstal«.

Til gengæld for Jettes frugtstykke sender onklen et blomsterstykke, han har siddet oppe en hel nat for at gøre færdigt. Hun må love ikke at hænge det op eller nævne hans navn: »for det er saa flaut«.

Onklen har igen glemt fødselsdagen og trøster sig med, at Jette må gøre gengæld. Med brevet følger en »Trøster«, som ikke er til at lægge under hovedet, men til trøst i alle livets tilfælde – helst som ren luksus.

Gaven kommer dagen efter konfirmationen, med vilje: højtideligheden vil onklen nødig blande sammen med foræringer. Han gik selv op og ned i de tomme værelser, mens de andre var i kirke, og når frem til, at »Lykønskningen er den bedste Gave«.

Naturen er i uorden – med Jeronimus fristes han til at sige, at verden ikke står til påske – og så kan en fødselsdag vel også glemmes. Til gengæld for Jettes cigarfoderal følger et par kaffekopper: tobak og kaffe hører sammen.

Et efterbrev i hælene på det forrige: pakken blev glemt og må nu have sit eget brev med. Og ja – han havde virkelig glemt fødselsdagen, indtil man mindede ham om den hos onkel Christians.

Klaverudtoget kommer for sent, og skylden er bogbinderens – ligesom dengang Jettes egen gave til onklen kom bagefter: »Ja de Bogbindere de Bogbindere!« Hun kan glæde sig ved musikken eller gemme noderne til en bedre tid.

Han har glemt dagen igen og vender i moderne stil sagen om: det er de andre, der tager fejl af datoen. Så alvoren – forskellen på den deltagelse, der varer fødselsdagens tolv timer, og den, der er fordelt over årets 365 dage.

To linjer med en forsendelse: den udgave af Figaro, han havde tiltænkt Jette, var ikke at få, og derfor følger »Apothekeren og Doctoren« med.

Brevet til Sophie kunne ikke nå hende på landet og ligger nu i et brev til Jette, der skal åbne og læse det. Hvilket af brevene der er konvolut om det andet, er ikke til at afgøre – som med klokkestrengens to snore.