Henrik Lund

På en aftentur i måneskin kommer Henrik Lund i tanke om onklens fødselsdag og sætter sig straks til at skrive, så brevet kan nå frem på selve dagen. Hvad lykønskningen skal gælde, »for hvad«, får onklen selv lov at bestemme.

Henrik Lund takker for, at onklen mødte op ved hans afrejse fra København for at sige farvel – en opmærksomhed, der vinder i værdi ved ikke at vises »Alle og Enhver eller hver Dag«. Hele brevet er den tak.

Henrik Lund tager onklens »spøgefulde Critik« pænt og går videre til vanskeligheden: hvad skal han skrive om, når der på grænsevagten intet sker? Dagene ligner hinanden, og han er henvist til sit eget selskab og til de bøger, han kan skaffe.

Onklen har bedt om at høre om fugleverdenen på Fyn, og Henrik Lund leverer: kragerne holder torvet rent efter torvedag, allikerne skriger om Sankt Knuds tårn, og en aften i måneskin gav uglerne »en sjelden Concert«.

Onklen bad om en oversigt over trækfuglenes ankomsttider, og Henrik Lund har gået i skovene selv og spurgt landmænd og zoologer: storken sidst i marts, svalen sidst i april, nattergalen 10.-12. maj. Skovskaden findes virkelig – udstoppet i et vindue på Østergade.

Endnu et år må lykønskningen sendes skriftligt i stedet for bringes mundtligt – men vejen er ligegyldig, mener Henrik Lund med hin byzantinske kristen, når den blot til sidst ender i Sophia-Kirken. Andre emner holder han bevidst ude af brevet.

Flere gange har Henrik Lund revet brevet itu igen, fordi det forekom ham »saa dumt, saa tomt, saa flaut«. Dette får lov at leve: om fuglene er her intet at skrive, de er alle fløjet på nær en gulspurv, der ligner et vissent blad.

Bøgerne når også over til Hørup, og »som Du taler, taler ingen anden«. Men Henrik Lund afviser onklens ord om, at han keder sig: fuldt fornøjet med den ørkesløse stilling som underlæge er han ikke, men så vidt er det heller ikke kommet.

En seddel til studenten H. Lund på store Købmagergade, og hele beskeden lyder: »En Mark er en Mark og en Mand er en Mand.« Hvad den drejer sig om, står der ikke.

Svaret kommer omgående, for »Udsættelse er en farlig Ting« – en tese onklen belyser med sin egen forhærdede obstruktion, der har sat tingene i baglås. Han skriver det udtrykkeligt ikke for at konsultere Henrik som læge, men for at oplyse sin tese.

En seddel til Frederiks Hospital: kan Henrik træffe onklen i aften »til sædvanlig Tid og Sted«, og ellers komme ud til ham i morgen formiddag mellem elleve og tolv. Hvor det sædvanlige sted var, siger sedlen ikke.

Søren bruger den første halve side på at undskylde, at han aldrig skriver, og resten på nyhederne fra Borgerdydskolen: en snustobaksdåse i afskedsgave, tre nye lærere, og en professor med dårligt ben, der møder op til time »med een Tøffel og een Støvle«.

Fra Berlin: rejsen er stadig en tåbelighed, Marheinecke er hørt, Schelling ikke begyndt. Resten er instrukser om hende, hvis navn ikke nævnes – mød hende ubemærket mandag og torsdag mellem fire og fem – men »den dybeste Taushed maa hvile derover«.

En bebrejdelse i vennens brev besvares med et foredrag, holdt på værelset i tynde støvler i stedet for korkstøvlerne, fordi de tynde bedre gav »den høitragiske Gang«. Til sidst beder han om alt, hvad der kan fortælles om den unge pige, han ikke nævner.

Han har ventet næsten en måned på svar og skælder ud, og fortæller så, hvordan alt er lagt an på, at hun skal kunne hade ham. Efter underskriften kommer en sangerinde fra Wien, som spiller Elvira og ligner »en vis ung Pige«.

To linjer og en underskrift: Kierkegaard indestår for de bøger, student Henrich Sigvard Lund måtte låne, og tilføjer, at han selv er »Eier af Stedet No 2 paa Nytorv«.

Fra Berlin: han hører Marheineke, Werder og Schelling, og til Schelling er trængslen så stor, at det de første timer næsten var »forbunden med Livsfare«. Steffens har skuffet ham fra katedret; ham foretrækker han at læse.

Søren beroliger Carl: han skal bare skrive, stavningen er god nok. Selv fortæller han fra Berlin om hundene, der spændes for mælkevognene, og egernene i Thiergarten – og bemærker, at Carl nu er kommet i »Trøie og Buxer«.

Carls brev var kort, og Søren driller: sømmer det sig for et fornuftvæsen, »der gaar i Trøie og Buxer«? Selv fortæller han om sin nye støvlepudser, der ligner den gamle på en prik, men er langt mere omhyggelig.

I stedet for en gave fra Königstraße – pakker overlever sjældent posten – får Jette et brev på papir med tre berlinske bygninger i rammen. Så kan hun rejse i Berlin hjemme i dagligstuen og se den uhyre stenkumme foran museet.

Han er flyttet til Jägerstraße og håber, gadenavnet ikke varsler ilde. I julen samledes Berlins danske – talrige som græshopperne i Ægypten – om æbleskiver og juletræ, og entreen til Fausts Wintergarten viste, at »der var ikke stort at see«.

Svaret begynder på anden side, fordi en kunstner har ladet »das unvordenkliche Seyn« gå i forvejen – og Michael skal vise stedet til onkel Peter og hilse, at det er Schellings yndlingsudtryk. Ellers er det blevet smukt vintervejr.

Michael har troet, at hans onkel kører i kane; det overlader han til berlinerne, for kanekørsel har han altid fundet for koldt. Til gengæld har han set elleve personer i én vogn med én hest på vej til Charlottenburg.

Michael Lund lykønsker sin onkel med fødselsdagen fra forposten på vej mod Kolding – første gang han tilbringer dagen uden for København. Kvartererne skifter mellem det meget fine, en usel bondestue og halmhytter på marken, og han har nu »lugtet Krudtet«.

Ét ark, to breve: Sophie drilles for at have skrevet lige før et bal, og Carl får historien om stokken hos kunstdrejeren – da onklen endelig trådte ind, slog han en rude i stykker og betalte den i stedet for at købe stokken.

Jette får et kort svar og grunden til det: Schelling læser nu to timer daglig. Wilhelm bliver udnævnt til »Dux« og bemyndiget til at hilse Christian, Peder og Ferdinand – gerne ved at stille dem i geled.

En seddel til studenten H. Lund på store Købmagergade, og hele beskeden lyder: »En Mark er en Mark og en Mand er en Mand.« Hvad den drejer sig om, står der ikke.

På en aftentur i måneskin kommer Henrik Lund i tanke om onklens fødselsdag og sætter sig straks til at skrive, så brevet kan nå frem på selve dagen. Hvad lykønskningen skal gælde, »for hvad«, får onklen selv lov at bestemme.

Svaret kommer omgående, for »Udsættelse er en farlig Ting« – en tese onklen belyser med sin egen forhærdede obstruktion, der har sat tingene i baglås. Han skriver det udtrykkeligt ikke for at konsultere Henrik som læge, men for at oplyse sin tese.

Henrik Lund takker for, at onklen mødte op ved hans afrejse fra København for at sige farvel – en opmærksomhed, der vinder i værdi ved ikke at vises »Alle og Enhver eller hver Dag«. Hele brevet er den tak.

Henrik Lund tager onklens »spøgefulde Critik« pænt og går videre til vanskeligheden: hvad skal han skrive om, når der på grænsevagten intet sker? Dagene ligner hinanden, og han er henvist til sit eget selskab og til de bøger, han kan skaffe.

Onklen har bedt om at høre om fugleverdenen på Fyn, og Henrik Lund leverer: kragerne holder torvet rent efter torvedag, allikerne skriger om Sankt Knuds tårn, og en aften i måneskin gav uglerne »en sjelden Concert«.

Onklen bad om en oversigt over trækfuglenes ankomsttider, og Henrik Lund har gået i skovene selv og spurgt landmænd og zoologer: storken sidst i marts, svalen sidst i april, nattergalen 10.-12. maj. Skovskaden findes virkelig – udstoppet i et vindue på Østergade.

Endnu et år må lykønskningen sendes skriftligt i stedet for bringes mundtligt – men vejen er ligegyldig, mener Henrik Lund med hin byzantinske kristen, når den blot til sidst ender i Sophia-Kirken. Andre emner holder han bevidst ude af brevet.

Flere gange har Henrik Lund revet brevet itu igen, fordi det forekom ham »saa dumt, saa tomt, saa flaut«. Dette får lov at leve: om fuglene er her intet at skrive, de er alle fløjet på nær en gulspurv, der ligner et vissent blad.

Bøgerne når også over til Hørup, og »som Du taler, taler ingen anden«. Men Henrik Lund afviser onklens ord om, at han keder sig: fuldt fornøjet med den ørkesløse stilling som underlæge er han ikke, men så vidt er det heller ikke kommet.

En seddel til Frederiks Hospital: kan Henrik træffe onklen i aften »til sædvanlig Tid og Sted«, og ellers komme ud til ham i morgen formiddag mellem elleve og tolv. Hvor det sædvanlige sted var, siger sedlen ikke.