Brev 193

Dit Brev af 15^d har jeg rigtigt modtaget, og jeg seer deraf, at »Du næsten er færdig til at tage paa Bal«, hvad jeg derimod ikke seer og hell. ikke saa ganske indseer er, hvorledes Du kan tilføie, »at Du dog ikke kan lade denne Leilighed gaae ubenyttet hen uden at takke mig etc«. Er Øieblikket før et Bal da saa gunstig en Leilighed til at skrive mig til? Eller vil Du dermed sige, at Du i Din Balpynt tænkte paa, at det kunde være ret morsomt, om jeg nu kom ind af Døren for at see Dig? Dog nok herom, som det er mig kjært at Du har benyttet Leiligheden, saaledes vil jeg ogsaa haabe, at Leiligheden ikke har voldet Dig Uleilighed, at Du fE ikke er kommen Din hvide Kjole for nær med Blæk o: s: v:. Du tog da altsaa paa Bal; dersom jeg havde været tilstæde ved hiin Leilighed, saa vilde jeg maaskee idet Du gik ud af Døren have sagt til Dig, tag Dig iagt, pas vel paa, at Du holder Dig rank og lige, ikke synker ned i den ene Side. Nu er det bag efter; men maaskee kommer Du paa flere Baller.

[311]Du er dog den man kan faae Oplysninger hos, og det glæder mig. Sibbern har altsaa faaet mit Brev.

Jeg haaber Du har moret Dig godt paa Ballet hos Fru Eckardt og vil ønske Dig, at det ikke bliver det sidste.

Lev vel min kjære Sophie, modtag min Hilsen

Du skriver, at Du ikke noksom kan takke mig for de tvende Bøger, det glæder mig, thi saa bliver der altid en Deel til mig, naar Henrich tager Sit; thi det er jo ham, der har bestemt Valget. Den Nytaarspresent jeg havde tiltænkt mig selv, har jeg ikke været saa heldig med. I længer Tid havde jeg i Forbigaaende betragtet en tynd Stok, som stod i Vinduet hos en Kunstdreier; jeg kunde ikke ret beslutte mig til at kjøbe den. Endelig steeg min Lyst en Dag saa høit, at jeg traadte ind i Boutiquen; hvad skeer, idet jeg vil lukke Døren, slaaer jeg en stor Rude i Stykker, hvorpaa jeg besluttede at betale Ruden og ikke kjøbe Stokken.

Det glæder mig at see, at Dit Brev er lidt vidtløftigere end sidst. Ellers pleier man ikke at opfordre en Skribent til Vidtløftighed, men Dig vedbliver jeg bestandig at opfordre dertil.

Min Støvlepudser (ikke Støvlepusser) befinder sig vel, vilde formdl. befinde sig endnu bedre, naar han vidste, at Du erkyndigede Dig til hans Befindende.

»Du maa for Tidens Knaphed slutte Dit Brev som min hengivne Neveu«, denne Vending er ikke heldig, og jeg holder mig overbeviist om, at det ikke blot er i en snever Vending at Du forbliver etc.

Her fryser det vel ikke haardt, men stadigt, saa Skøiteløbere altid kan faae deres Lyst styret. Det er vel ligesaa hos Eder, og om Du end endnu ikke er Kunstner saa er Du dog »amateur«, og Beundrer af Henrich og Michael (ikke Micarl).

Da Rammen om dette Brev formdl. vil friste Dig, saa har jeg indrettet det saaledes, at Du kan klippe den fri.