Brev 206

En seddel til studenten H. Lund på store Købmagergade, og hele beskeden lyder: »En Mark er en Mark og en Mand er en Mand.« Hvad den drejer sig om, står der ikke.

På en aftentur i måneskin kommer Henrik Lund i tanke om onklens fødselsdag og sætter sig straks til at skrive, så brevet kan nå frem på selve dagen. Hvad lykønskningen skal gælde, »for hvad«, får onklen selv lov at bestemme.

Svaret kommer omgående, for »Udsættelse er en farlig Ting« – en tese onklen belyser med sin egen forhærdede obstruktion, der har sat tingene i baglås. Han skriver det udtrykkeligt ikke for at konsultere Henrik som læge, men for at oplyse sin tese.

Henrik Lund takker for, at onklen mødte op ved hans afrejse fra København for at sige farvel – en opmærksomhed, der vinder i værdi ved ikke at vises »Alle og Enhver eller hver Dag«. Hele brevet er den tak.

Henrik Lund tager onklens »spøgefulde Critik« pænt og går videre til vanskeligheden: hvad skal han skrive om, når der på grænsevagten intet sker? Dagene ligner hinanden, og han er henvist til sit eget selskab og til de bøger, han kan skaffe.

Onklen har bedt om at høre om fugleverdenen på Fyn, og Henrik Lund leverer: kragerne holder torvet rent efter torvedag, allikerne skriger om Sankt Knuds tårn, og en aften i måneskin gav uglerne »en sjelden Concert«.

Onklen bad om en oversigt over trækfuglenes ankomsttider, og Henrik Lund har gået i skovene selv og spurgt landmænd og zoologer: storken sidst i marts, svalen sidst i april, nattergalen 10.-12. maj. Skovskaden findes virkelig – udstoppet i et vindue på Østergade.

Endnu et år må lykønskningen sendes skriftligt i stedet for bringes mundtligt – men vejen er ligegyldig, mener Henrik Lund med hin byzantinske kristen, når den blot til sidst ender i Sophia-Kirken. Andre emner holder han bevidst ude af brevet.

Flere gange har Henrik Lund revet brevet itu igen, fordi det forekom ham »saa dumt, saa tomt, saa flaut«. Dette får lov at leve: om fuglene er her intet at skrive, de er alle fløjet på nær en gulspurv, der ligner et vissent blad.

Bøgerne når også over til Hørup, og »som Du taler, taler ingen anden«. Men Henrik Lund afviser onklens ord om, at han keder sig: fuldt fornøjet med den ørkesløse stilling som underlæge er han ikke, men så vidt er det heller ikke kommet.