Carl Ferdinand Lund

Søren beroliger Carl: han skal bare skrive, stavningen er god nok. Selv fortæller han fra Berlin om hundene, der spændes for mælkevognene, og egernene i Thiergarten – og bemærker, at Carl nu er kommet i »Trøie og Buxer«.

Carls brev var kort, og Søren driller: sømmer det sig for et fornuftvæsen, »der gaar i Trøie og Buxer«? Selv fortæller han om sin nye støvlepudser, der ligner den gamle på en prik, men er langt mere omhyggelig.

Brevet findes – det står bare på bagsiden af Sophies ark. Under Brev 193 svarer onklen Carl, som »ikke noksom« kan takke for de to bøger, han har fået.

Carl har vist tænkt, at onklen glemmer netop hans fødselsdag. Svaret er en skriverpult, han længe har holdt øje med hos kunsthandleren – og en bemærkning om, at Victor Eremita kunne have brugt motivet, hvis fortalen til Enten–Eller ikke var ældre.

En kort forespørgsel: bogbinder Møller har sendt nogle bøger, og onklen vil vide, om Carl har sat dem på hans regning, så de ikke kommer til at »betale dem to Gange«.

Onklen sender en bog til fødselsdagen og afviser på forhånd mistanken om, at han skulle have glemt både dagen og Carl: »deri tager Du dog Feil«.

Ét ark, to breve: Sophie drilles for at have skrevet lige før et bal, og Carl får historien om stokken hos kunstdrejeren – da onklen endelig trådte ind, slog han en rude i stykker og betalte den i stedet for at købe stokken.

Fra Berlin: rejsen er stadig en tåbelighed, Marheinecke er hørt, Schelling ikke begyndt. Resten er instrukser om hende, hvis navn ikke nævnes – mød hende ubemærket mandag og torsdag mellem fire og fem – men »den dybeste Taushed maa hvile derover«.

Han har ventet næsten en måned på svar og skælder ud, og fortæller så, hvordan alt er lagt an på, at hun skal kunne hade ham. Efter underskriften kommer en sangerinde fra Wien, som spiller Elvira og ligner »en vis ung Pige«.

Søren beroliger Carl: han skal bare skrive, stavningen er god nok. Selv fortæller han fra Berlin om hundene, der spændes for mælkevognene, og egernene i Thiergarten – og bemærker, at Carl nu er kommet i »Trøie og Buxer«.

Carls brev var kort, og Søren driller: sømmer det sig for et fornuftvæsen, »der gaar i Trøie og Buxer«? Selv fortæller han om sin nye støvlepudser, der ligner den gamle på en prik, men er langt mere omhyggelig.

Carl har vist tænkt, at onklen glemmer netop hans fødselsdag. Svaret er en skriverpult, han længe har holdt øje med hos kunsthandleren – og en bemærkning om, at Victor Eremita kunne have brugt motivet, hvis fortalen til Enten–Eller ikke var ældre.

En kort forespørgsel: bogbinder Møller har sendt nogle bøger, og onklen vil vide, om Carl har sat dem på hans regning, så de ikke kommer til at »betale dem to Gange«.

Onklen sender en bog til fødselsdagen og afviser på forhånd mistanken om, at han skulle have glemt både dagen og Carl: »deri tager Du dog Feil«.

I stedet for en gave fra Königstraße – pakker overlever sjældent posten – får Jette et brev på papir med tre berlinske bygninger i rammen. Så kan hun rejse i Berlin hjemme i dagligstuen og se den uhyre stenkumme foran museet.

Han er flyttet til Jägerstraße og håber, gadenavnet ikke varsler ilde. I julen samledes Berlins danske – talrige som græshopperne i Ægypten – om æbleskiver og juletræ, og entreen til Fausts Wintergarten viste, at »der var ikke stort at see«.

Svaret begynder på anden side, fordi en kunstner har ladet »das unvordenkliche Seyn« gå i forvejen – og Michael skal vise stedet til onkel Peter og hilse, at det er Schellings yndlingsudtryk. Ellers er det blevet smukt vintervejr.

Michael har troet, at hans onkel kører i kane; det overlader han til berlinerne, for kanekørsel har han altid fundet for koldt. Til gengæld har han set elleve personer i én vogn med én hest på vej til Charlottenburg.

Ét ark, to breve: Sophie drilles for at have skrevet lige før et bal, og Carl får historien om stokken hos kunstdrejeren – da onklen endelig trådte ind, slog han en rude i stykker og betalte den i stedet for at købe stokken.

Jette får et kort svar og grunden til det: Schelling læser nu to timer daglig. Wilhelm bliver udnævnt til »Dux« og bemyndiget til at hilse Christian, Peder og Ferdinand – gerne ved at stille dem i geled.