Brev 173

Hvis Du tænker, tænker Du maaskee som saa: Onkel Søren har saa meget at tænke paa, forsaavidt er det da intet Under at han kan glemme Noget, men dog er det underligt af ham, altid just at glemme min Fødselsdag, eller glemme min Confirmations-Dag naar han dog saa nøiagtigt kan erindre de Andres.

Seer Du vel, min kjære Carl, denne Slutning er ganske urigtig, den: fra mine mange Beskæftigelser til at glemme Din Confirmations-Dag ell. Geburtsdag. Det er lige omvendt. Jeg har tvertimod oftere tænkt paa disse Dage end paa de Andres Fødselsdage tilsammen. Sagen er denne. Da Tiden til Confirmationsdag nærmede sig, gik jeg om for at see efter en lille Foræring. Da traf jeg hos en Kunsthandler en Skriverpult, der forekom mig saa nydelig, at det i samme Øieblik var mig klart, at det maatte være Præsenten. Aber, den var dyr. Hvad gjorde jeg saa? Saa lod jeg den Fugl fare, men ingenlunde for at glemme den Sag. Jeg tænkte tvertimod: lad der nu tillige gaae nogen Tid til, saa kan jeg omtrent, uden at gjøre nogen paafaldende [1v] Forskjel i Forhold til de Andre, tilstille Carl den for ham bestemte Gave.

Den følger hermed. Du vil see, at jeg dog egentligen ikke kan siges at have glemt Dig; ja, jeg har mangen Gang holdt lidt Øie med Skriverpulten, at den ikke skulde komme bort. Og dersom ikke Fortalen til Enten – Eller var ældre saa vilde jeg næsten tro at Victor Eremita havde benyttet dette Motiv; thi der taler han just om, hvorledes han hver Dag [285]gik forbi en Marchandiser hos hvem der stod en Secretair, som havde gjort et dybt Indtryk paa ham, indtil han kjøbte Secretairen, der for ham blev saa vigtig.

Ogsaa ønskede jeg at Du skulde lære noget af dette Tilfælde, thi der er dog Noget at lære. Du kan nemlig lære, og dette vil Livet engang bekræfte Dig, at de fleste Mennesker ere saaledes, at de, naar de synes at have glemt Noget, saa have de ogsaa glemt det, medens der saa [2r] igjen er Andre, der mere snaksomme just derfor ikke egentligen kan siges at tænke paa Andre. Men stundom kan der være et Msk., der kan see saa glemsom ud, og dog i sit stille Sind netop være Den, der omhyggeligt erindrer – som nu jeg erindrer min yngste Neveu

Og derfor modtag nu min kjære Carl hvad der længere Tid har været Dig bestemt i et Par Aar (thi jeg husker det nok, at de forsømte Geburtsdage gik forud for Confirmations-Dagen), modtag det ledsaget af mine gode Ønsker, modtag det som en Erindring om den Dag, for hvilken det nærmest blev bestemt, modtag det som en Erindring om Den, der vistnok til daglig Brug ikke kan synes at være følsom, men som dog nok derfor kan have baade Følelse og Deeltagelse.