Brev 59

»Hvad man giører, giør man snart« – Dette omtrent siger De i en modtagen venskabelig lille Billet, hvormed fulgte en stor Bog. Efter dette Princip skulde jeg endnu før og snarere have besvaret denne Billet, endskiøndt den kun er et Par Dage gammel. Men dog kommer dette Svar – naar det ikke skal regnes til Svar paa Tilskrifter, der fordre det øieblikligt, da jeg naturligviis giør Undtagelser – hos mig, der hører til de procrastinerende Naturer, umaadelig hastigt. Jeg faaer Breve, der undertiden vente eet eller halvandet Aar paa Svar – og dog faar det. Sædvanligst er dog et Brev, hvorpaa jeg intet, eller næsten intet kan svare til Skriverens Tilfredshed, det, som maa bie længst. Jeg er ikke ganske i det klare med, om Deres Billet hører under denne Kategorie; det kom jo ganske an paa, om De har skrevet den i Forventning af Svar; og da hvilket? – Men jeg vil helst antage, at De har ventet et Svar, og det et saadant, som jeg ikke kan give; i Følge heraf svarer jeg ikke, eller først om halvandet Aar – Da jeg muligen kunde være lovlig Undskyldt for slet ikke at svare. De seer heraf, denne Billet er intet Svar paa Deres. At den imidlertid bringer dennes og Bogens Forfatter en oprigtig og hiertelig Tak for begge Dele, og tillige for den mærkværdige Bogs uventede, overraskende Forgænger – er noget, der følger af simpel Høflighed, og ligger saaledes paa en Maade udenfor Svaret. Saameget i det mindste vil jeg da ogsaa sige: at det interessanteste i Deres Billet var mig Efterretningen om, at Oplaget af »den store Bog« er udsolgt – et Phæno[104]men i Vor Literaturhistorie, som kan behøve at studeres, ved at studere Bogen. Dette har jeg foresat mig, og allerede læst to Gange i »Enten – Eller« i to Dage. Dette siger ikke lidt hos mig, der aldrig læser danske Bøger (»Aldrig« betyder naturligviis aldrig reent aldrig.) Ja, jeg maa jo dog engang, i det mindste som extraordinarius Professor histor. literar. (og i følge Tillægget hertil i min Bestalling) lære at kiende en dansk Forfatter, som jeg hidtil kun »in der Ferne« har beundret, men hvis elskværdige Personlighed vist nok langt oftere, end han troer, er mig nær.