Brev 159.5
At jeg var grusom, det er sandt; at jeg, ikke just for min Dyds Skyld menende mig forpligtet i et høiere Forhold, af Kjerlighed maatte være det, er vist; at Du har lidt ubeskriveligt, forstaaer jeg; at jeg dog alligevel har lidt meest, troer og veed jeg. Nok herom.
Dit Ægteskab med Schlegel har vel nu fæstnet sig saaledes, at jeg, Gud være lovet, endeligen tør vove, hvad jeg vover. I Afskedens Time, o hvor gjerne havde jeg ikke villet gjøre det, havde naturligviis ogsaa gjort det, hvis ikke Din dog noget hensynsløse Fortvivlelse havde tvunget mig til at bruge Grusomhed. Fra den Tid har jeg bestandigt, blot afventende Øieblikket, ønsket at turde vove det, fordi jeg bestandigt har følt mig i en Taknemlighedens Gjeld til Dig, og redeligt holdt hvad Du til Afskeed bad mig om »stundom at mindes Dig« En tidlang har jeg troet at burde bevare Tausheden til min Død, men da har jeg igjen forstaaet, at det dog paa en anden Maade maaskee var grusomt, saa længe at forholde Dig, hvad dog muligt kunde glæde – Gud give blot, at det er Dig tjenligt.
Nu vover jeg det.
Tak
Tegnforklaring
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Schlegel
- Brev 159 · 19. november 1849
Han skriver til ægtemanden først: her er et brev til Deres kone, afgør selv, om hun skal have det. Indeni byder han Regine forligelse »anden Gang« – skriftligt, fordi hans personlighed engang har virket alt for stærkt.
- Brev 159.1 · november 1849
Udkastet, hvor brevet endnu er ved at blive til: taksigelsen skrives om igen og igen – »Du min Læremester« – og til sidst noterer han, hvilke punktummer der skal med, og hvad der falder ud.
- Brev 159.2 · november 1849
Til Regines mand beder Kierkegaard om samtykke til at give hende forklaringen på forholdet, og betinger sig, at intet brev går frem uden at Schlegel har læst det. Arbejdsdelingen er klar: han vil selv »sørge for hendes Udødelighed«.
- Brev 159.3 · november 1849
Kladden til et følgebrev: om modtageren vil åbne det indlagte brev, er helt op til ham selv – »jeg tilskynder Dem ikke« – og han skal betænke sagen alene, før han taler med den pige, Kierkegaard engang var forlovet med.
- Brev 159.4 · november 1849
Til Regine selv gør han regnskabet op: hans skyld er, at han »rev Dig med ud paa Strømmen«, og målt mod den er hendes ingen. Hendes fars død har fået ham til at bryde tavsheden.
- Brev 159.5 · november 1849 ← dette brev
At han var grusom, er sandt; at hun har lidt ubeskriveligt, forstår han; at han selv har lidt mest, ved han. Ægteskabet har fæstnet sig, og så tør han endelig: »Nu vover jeg det.«
- Brev 159.6 · november 1849
Faderens død har »omstemt og bestemmet« ham: han byder hende forligelse anden gang, og skriftligt, for ikke at overvælde hende. Efterskriften siger tørt, at han egentlig havde ventet, at hun gjorde det første skridt.
- Brev 159.7 · november 1849
Næsten det samme brev en gang til, nu med en tilføjelse: han har holdt, hvad hun bad om ved afskeden, »at jeg stundom vilde mindes Dig«. Resten står ord for ord – grusomheden, tavsheden, tilbuddet om forligelse.
- Brev 159.8 · november 1849
Afskriften af det, der faktisk blev sendt den 19. november 1849 – og af svaret: »en moraliserende Indignations-Skrivelse« fra manden, og brevet til hende uåbnet retur.
- Brev 159.9 · november 1849
Hvilken dato han hævede forlovelsen, husker han ikke; holdepunkterne har han måttet læse sig til i Fædrelandet. Den hvide Dame gik i teatret den aften, Mynster prædikede den 17., det første brev fra Berlin er af 31. oktober.
- Brev 160 · november 1849
En kort viljeserklæring på et stykke papir: efter hans død skal skrifterne tilegnes hende og hans afdøde far. »Hun skal tilhøre Historien.«