Brev 159.7
[1r]Din Faders Død har omstemt og bestemmet mig; jeg havde tænkt det anderledes, at min Døds Nærmelse skulde være blevet Anledningen til et første og sidste Ord, med mindre Du selv maatte have forlangt det før. men redeligt har jeg holdt hvad Du til Afskeed bad: at jeg stundom vilde mindes Dig.
Grusom var jeg, det er sandt; hvorfor? ja, det veed Du ikke.
Tiet har jeg, det er vist; kun Gud veed, hvad jeg har lidt – give Gud, at jeg ikke, selv nu, taler dog for tidligt!
Gifte mig kunde jeg ikke; selv om Du endnu var fri, jeg kunde det ikke.
Imidlertid, Du har elsket mig, som jeg Dig; jeg skylder Dig meget – og Du er nu gift: vel, jeg byder Dig, anden Gang, hvad jeg kan og tør og bør byde Dig: Forligelse.
Jeg gjør det skriftligt, for ikke at overraske eller overvælde Dig. Min Personlighed har maaskee eengang virket for stærkt; det skal ikke skee anden Gang. Men overvei for Gud i Himlens Skyld alvorligt, om Du tør indlade Dig derpaa, og i saa Fald om Du strax vil tale med mig, eller først vexle nogle Breve.
[262]Er Dit Svar: nei – nu, saa vilde Du, for en bedre Verdens Skyld, erindre, at jeg har gjort ogsaa dette Skridt.
Tegnforklaring
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Schlegel
- Brev 159 · 19. november 1849
Han skriver til ægtemanden først: her er et brev til Deres kone, afgør selv, om hun skal have det. Indeni byder han Regine forligelse »anden Gang« – skriftligt, fordi hans personlighed engang har virket alt for stærkt.
- Brev 159.1 · november 1849
Udkastet, hvor brevet endnu er ved at blive til: taksigelsen skrives om igen og igen – »Du min Læremester« – og til sidst noterer han, hvilke punktummer der skal med, og hvad der falder ud.
- Brev 159.2 · november 1849
Til Regines mand beder Kierkegaard om samtykke til at give hende forklaringen på forholdet, og betinger sig, at intet brev går frem uden at Schlegel har læst det. Arbejdsdelingen er klar: han vil selv »sørge for hendes Udødelighed«.
- Brev 159.3 · november 1849
Kladden til et følgebrev: om modtageren vil åbne det indlagte brev, er helt op til ham selv – »jeg tilskynder Dem ikke« – og han skal betænke sagen alene, før han taler med den pige, Kierkegaard engang var forlovet med.
- Brev 159.4 · november 1849
Til Regine selv gør han regnskabet op: hans skyld er, at han »rev Dig med ud paa Strømmen«, og målt mod den er hendes ingen. Hendes fars død har fået ham til at bryde tavsheden.
- Brev 159.5 · november 1849
At han var grusom, er sandt; at hun har lidt ubeskriveligt, forstår han; at han selv har lidt mest, ved han. Ægteskabet har fæstnet sig, og så tør han endelig: »Nu vover jeg det.«
- Brev 159.6 · november 1849
Faderens død har »omstemt og bestemmet« ham: han byder hende forligelse anden gang, og skriftligt, for ikke at overvælde hende. Efterskriften siger tørt, at han egentlig havde ventet, at hun gjorde det første skridt.
- Brev 159.7 · november 1849 ← dette brev
Næsten det samme brev en gang til, nu med en tilføjelse: han har holdt, hvad hun bad om ved afskeden, »at jeg stundom vilde mindes Dig«. Resten står ord for ord – grusomheden, tavsheden, tilbuddet om forligelse.
- Brev 159.8 · november 1849
Afskriften af det, der faktisk blev sendt den 19. november 1849 – og af svaret: »en moraliserende Indignations-Skrivelse« fra manden, og brevet til hende uåbnet retur.
- Brev 159.9 · november 1849
Hvilken dato han hævede forlovelsen, husker han ikke; holdepunkterne har han måttet læse sig til i Fædrelandet. Den hvide Dame gik i teatret den aften, Mynster prædikede den 17., det første brev fra Berlin er af 31. oktober.
- Brev 160 · november 1849
En kort viljeserklæring på et stykke papir: efter hans død skal skrifterne tilegnes hende og hans afdøde far. »Hun skal tilhøre Historien.«