Johan Frederik Schlegel

Han skriver til ægtemanden først: her er et brev til Deres kone, afgør selv, om hun skal have det. Indeni byder han Regine forligelse »anden Gang« – skriftligt, fordi hans personlighed engang har virket alt for stærkt.

Udkastet, hvor brevet endnu er ved at blive til: taksigelsen skrives om igen og igen – »Du min Læremester« – og til sidst noterer han, hvilke punktummer der skal med, og hvad der falder ud.

Til Regine selv gør han regnskabet op: hans skyld er, at han »rev Dig med ud paa Strømmen«, og målt mod den er hendes ingen. Hendes fars død har fået ham til at bryde tavsheden.

At han var grusom, er sandt; at hun har lidt ubeskriveligt, forstår han; at han selv har lidt mest, ved han. Ægteskabet har fæstnet sig, og så tør han endelig: »Nu vover jeg det.«

Afskriften af det, der faktisk blev sendt den 19. november 1849 – og af svaret: »en moraliserende Indignations-Skrivelse« fra manden, og brevet til hende uåbnet retur.