Brev 159.3
Indlagte Brev er fra mig (S. Kierkegaard) til Dem.
Det angaaer den Pige, med hvem jeg engang havde den Ære at være forlovet, og med hvem jeg fra den Dag, Forlovelsen hævedes, aldrig har vexlet og aldrig har villet vexle eet Ord.
[256]Det er nu overladt til Dem selv, om De vil aabne dette Brev eller ikke; men for Alt raadfør Dem ikke med hende desangaaende, betænk selv først Sagen, førend De taler til hende desangaaende; og læg Dem ogsaa dette vel paa Sinde, jeg tilskynder Dem ikke til at aabne Brevet.
For det Tilfældes Skyld, at De beslutter Dem til ikke at aabne det, blot Eet endnu. Jeg mener med dette Skridt hvortil jeg religieust er blevet bestemmet, at have gjort det Eneste og det Yderligste, hvortil jeg kan være forpligtet mod hende, og altsaa dermed, at have indfriet mit senere Ansvar, »at man skal forliges med sin Modstander, medens man er med ham paa Veien.«
Men at jeg intimerer skriftligt er fordi jeg ønskede at give baade Dem og hende fuld Ro og Upaavirkethed. Min personlige Nærværelse – der, hvad jeg senere har fattet en Formodning om, maaskee den første Gang jeg nærmede mig hende, har virket for stærkt, og, uden at jeg har brugt nogen Overtalelse, bevæget hende til et Skridt, hun maaskee ikke havde gjort, hvis jeg skriftligt havde henvendt mig til hende – kunde muligt atter forstyrre paa den ene eller paa den anden Maade baade Dem og hende, bevæge til Noget, som dog ikke ønskes, ell. afholde fra Noget, som dog maaskee ønskes. Derfor har jeg heller ikke til personlig Tilnærmelse benyttet Leiligheden, der rigeligt har tilbudt sig, maaskee været tilbudt.
Det vilde have smertet mig, det vilde have bedrøvet min Aand, om jeg skulde være død uden at finde Leiligheden til dette Skridt, hvorfor ogsaa hvad der ubetinget beskæftiger mig er, at jeg har gjort Skridtet som jeg nu har gjort, et Skridt, hvortil jeg bestandig har erkjendt mig forpligtet, medens jeg naturligviis fra det Øieblik hun blev Deres, har forstaaet, at De, hvis der skulde gjøres Noget, ogsaa af mig bør behandles [257]som Instantsen, hvilken hun, ved at blive Deres Hustru, selv har underlagt sig og forsaavidt ogsaa min Sag med hende.
Jeg har den Ære o:s:v:
[3r]Indlagte Brev er fra mig (S. Kierkegaard) til Dem.
Det angaaer den Pige, med hvem jeg engang havde den Ære at være forlovet, og med hvem jeg fra den Dag, Forlovelsen hævedes, aldrig har vexlet og aldrig har villet vexle et Ord.
Det er nu overladt til Dem selv, om De vil aabne dette Brev eller ikke; men for Alt betænk selv først Sagen vel, førend De taler til hende desangaaende; og læg Dem ogsaa dette vel paa Sinde: jeg tilskynder Dem ikke til at aabne det.
Tegnforklaring
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Schlegel
- Brev 159 · 19. november 1849
Han skriver til ægtemanden først: her er et brev til Deres kone, afgør selv, om hun skal have det. Indeni byder han Regine forligelse »anden Gang« – skriftligt, fordi hans personlighed engang har virket alt for stærkt.
- Brev 159.1 · november 1849
Udkastet, hvor brevet endnu er ved at blive til: taksigelsen skrives om igen og igen – »Du min Læremester« – og til sidst noterer han, hvilke punktummer der skal med, og hvad der falder ud.
- Brev 159.2 · november 1849
Til Regines mand beder Kierkegaard om samtykke til at give hende forklaringen på forholdet, og betinger sig, at intet brev går frem uden at Schlegel har læst det. Arbejdsdelingen er klar: han vil selv »sørge for hendes Udødelighed«.
- Brev 159.3 · november 1849 ← dette brev
Kladden til et følgebrev: om modtageren vil åbne det indlagte brev, er helt op til ham selv – »jeg tilskynder Dem ikke« – og han skal betænke sagen alene, før han taler med den pige, Kierkegaard engang var forlovet med.
- Brev 159.4 · november 1849
Til Regine selv gør han regnskabet op: hans skyld er, at han »rev Dig med ud paa Strømmen«, og målt mod den er hendes ingen. Hendes fars død har fået ham til at bryde tavsheden.
- Brev 159.5 · november 1849
At han var grusom, er sandt; at hun har lidt ubeskriveligt, forstår han; at han selv har lidt mest, ved han. Ægteskabet har fæstnet sig, og så tør han endelig: »Nu vover jeg det.«
- Brev 159.6 · november 1849
Faderens død har »omstemt og bestemmet« ham: han byder hende forligelse anden gang, og skriftligt, for ikke at overvælde hende. Efterskriften siger tørt, at han egentlig havde ventet, at hun gjorde det første skridt.
- Brev 159.7 · november 1849
Næsten det samme brev en gang til, nu med en tilføjelse: han har holdt, hvad hun bad om ved afskeden, »at jeg stundom vilde mindes Dig«. Resten står ord for ord – grusomheden, tavsheden, tilbuddet om forligelse.
- Brev 159.8 · november 1849
Afskriften af det, der faktisk blev sendt den 19. november 1849 – og af svaret: »en moraliserende Indignations-Skrivelse« fra manden, og brevet til hende uåbnet retur.
- Brev 159.9 · november 1849
Hvilken dato han hævede forlovelsen, husker han ikke; holdepunkterne har han måttet læse sig til i Fædrelandet. Den hvide Dame gik i teatret den aften, Mynster prædikede den 17., det første brev fra Berlin er af 31. oktober.
- Brev 160 · november 1849
En kort viljeserklæring på et stykke papir: efter hans død skal skrifterne tilegnes hende og hans afdøde far. »Hun skal tilhøre Historien.«