Julie Augusta Thomsen

Julie Thomsen har bebrejdet sin fætter, at han aldrig kommer på besøg, og får til svar et meget langt brev om hvorfor: »jeg er egentligen forelsket i Omgangen med min Pen.« Pennen narrer ham fra besøget og bagefter gerne brevet fra ham igen – men denne gang, lover han, skal det ikke lykkes den.

Kierkegaard gik for stærkt med Julies lille søn, så drengen græd, og sender nu en æske legetøj »fra den fremmede Mand«. Hele verden kan man blæse et stykke, lyder rådet undervejs; en lille uret mod et lille barn kan man ikke.

Julie har haft knuder i brystet, og faren er, håber han, overstået. Så ordinerer Kierkegaard det, lægerne glemmer: en enkelt dråbe spøg, og til slut »bort med Knuderne«.

Kierkegaard gik for stærkt med Julies lille søn, så drengen græd, og sender nu en æske legetøj »fra den fremmede Mand«. Hele verden kan man blæse et stykke, lyder rådet undervejs; en lille uret mod et lille barn kan man ikke.

Julie har haft knuder i brystet, og faren er, håber han, overstået. Så ordinerer Kierkegaard det, lægerne glemmer: en enkelt dråbe spøg, og til slut »bort med Knuderne«.

Oluf Bang takker på vers. Lægen tør ikke gå ind i filosofiens allerhelligste, men vil tage »den sorte Guldsnits Bog« frem, når koleraen giver ham ro – og den stilles i fruens bogskab, ikke hos doktorbøgerne.