Brev 41

Det er dog aabenbart, at vi idag gjorde Din lille Søn Uret, at det var os, der gik for stærkt, os, eller mig, der var Skyld i, at han begyndte at græde, hvortil han, barnlig forstaaet, var fuldkommen berettiget. Det er i denne Anledning jeg skriver dette og sender Medfølgende.

Thi see hvad Verden – hvorved ifølge Balles Lærebog forstaaes Himmel og Jord, med Alt hvad som deri befindes, men hvorved jeg dog nærmest forstaaer: Alt hvad som deri befindes af Menneskers Mængde – angaaer, da er dette mit Raad til Enhver: alt i Forhold til som han formaaer det, at blæse hele Verden et Stykke. Du erindrer maaskee et af Grim̄s Eventyr. Det er som sædvanligt; der er En, der vandrer ud i Verden, han gaaer og gaaer og bliver ved at gaae langt langt bort, indtil han standser ved en Mølle. In parenthesi bemærket seer man heraf, hvor let, men i en anden Forstand hvor vanskeligt ja hvor umuligt det er, naar man boer i Kiøbenhavn, at gaae paa Eventyr; thi for at gaae paa Eventyr maatte man vel først og fremmest udenfor Porten, men det er jo umuligt, at komme ud af Porten uden at være kommet til en Mølle. Dette vil sige, Møllen ligger En for nær, til at der kan blive noget Eventyr; og denne er jo Forskjellen mellem Virkeligheden og Eventyret: Nærhed og Fjernhed; skaf Fjernheden, den uendelige Fjernhed, saa har man Eventyret, saa er en hvilken[1v]somhelst Gjenstand, en Mølle, en Hest, et Faar, Bu-Koen, ja selv hvad man i Virkeligheden stundom maaskee er allermeest keed af, et Menneske et eventyrligt Noget, som nu Møllen i dette Eventyr. Altsaa Vandringsmanden standser ved denne Mølle. Med Forundring opdager han, at denne Mølle gaaer for fulde Seil – og det uagtet det er ganske blikstille. Her maa man give Vandringsmanden Ret, jeg troer næsten man vilde forundre sig derover selv om det var [71]Tilfældet med den Mølle paa Volden, ligeoverfor hvilken man boer. Vandringsmanden gaaer nu videre. 2 Miil derfra træffer han paa en Mand, der lægger Fingeren paa det ene Næsebor og blæser med det andet – op paa hiin Mølle; og deraf kom det, at den gik for fulde Seil. Saaledes skal man, end ikke bruge begge Næsebor, men phlegmatisk lægge Fingeren paa det ene Næsebor og med det andet blæse hele Verden et Stykke.

Men derimod, et lille Barn – ja om det var nok saa lille bitte; og en lille Uret mod dette lille Barn – ja om den var nok saa lille bitte: det er naar jeg er Den, som har gjort det denne lille Uret mig en høist vigtig Gjenstand, Noget [2r] jeg ingenlunde blæser ad. Jeg lader meget nødig Solen gaae ned uden at have gjort det godt igjen; men paa denne Aarstid, hvor Dagen er saa kort, kan det saa let skee, at Solen er gaaet ned, inden det har været mig muligt at bøde paa Skaden. Dog da det i det borgerlige Liv er saa viseligt indrettet, at Vægteren først Kl. 8 siger, at Dagen tager af, saa kan jeg dog maaskee naae, at komme før Solens Nedgang. Magistraten, Politiet ere jo Autoriteter, forsaavidt er Vægteren igjen ogsaa en Autoritet, vistnok ikke en astronomisk, men dog en Autoritet, og for Børn noget nær en astronomisk Autoritet; thi de Ældre, der have sat sig op mod al Autoritet, de rette sig da ikke mere i Henseende til at gaae i Seng o: D: efter Vægterens Forskrift, men Børnene gjøre det dog nok endnu.

Saa hils da det lille Menneske fra mig af og forær ham medfølgende Æske Legetøi fra den fremmede Mand, der idag gik saa stærkt med ham. Og Du, min kjære Julie, Du som – ja, det er vistnok til Straf, fordi Du idag gik saa hurtigt – Du som nu har været nødsaget til at gaae desto langsommere, idet Du langsomt har maattet stave Dig frem i min ulæselige Skrift, Du modtage til Slutning en Forsikkring om den Hengivenhed, med hvilken jeg forbliver Din Dig