Brev 42
At Du var en behjertet Qvinde med Mod i Brystet, det har jeg egentligen altid troet om Dig; men at Du havde Knuder i Brystet – hvad er det for Knuder!
Dog Spøg til Side – ih, nei vist ei, om muligt Spøg frem; Sagen har vel været alvorlig nok, er nu derimod, som jeg haaber, saa lykkelig overstaaet, at, under denne Antagelse, Lægen, hvis han forstaaer sin Kunst, ikke har videre at gjøre end at ordinere det Opmuntrende, Spøgens hjertestyrkende Formildelse, dette underlige Flygtige, et Sublimat, der stundom er stærkere og vægtfyldigere end den meest fortættede Alvor, og dog, just som Naphta, hurtigt, hurtigt fordampet, vel at mærke efter at have frembragt sin Virkning.
Overhovedet er der to Ting, to Midler, begge til indvendig Brug, som, beklageligt nok, Lægerne i vor Tid glemme eller undlade at ordinere – ak, endnu mere beklageligt, at hverken det Ene eller det Andet er saa let at [1v] overkomme, selv om Lægen huskede paa at ordinere det. Det Ene, som anvendes naar Alt er vel overstaaet – en lille Dosis, en Draabe er nok, for Meget deraf er fordærveligt, kan endog frembringe den modsatte Virkning – det er Spøg, en heldig anbragt Spøg, et lykkeligt Indfald, et ubetaleligt overraskende Noget, et snurrigt spøgefuldt Tilfældigt, en Vending, der med eet Slag og i et Nu vender op og ned paa Alt o: s: v:. Denne Medicin indtages ligegyldigt hvilken Tid paa Dagen, om det er paa fastende Hjerte eller lige efter at man har spiist gjør [73]Intet til Sagen, kun Eet fordres ubetinget, at man er absolut oplagt. Naar saa er – og naar saa Medicinen er af den ægte Slags, saa er Virkningen ubetalelig. Det er sandt nok, naar Alt er vel overstaaet, saa kommer man sig jo alligevel; ganske vist, men man glemme ikke, at det Sjelelige, hvis det væsentligen er i et Menneske, er som en Springfjeder, og at det just derfor med Hensyn til Ens [2r]fuldkomne Helbredelse, saa man ganske bliver sig selv igjen, er af stor Vigtighed med dette gaadefulde Tryk, som frembringes naar den beskrevne Medicin er den rette og er indtaget i det rette Øieblik.
Altsaa Spøgen er det Ene; det Andet, som Lægerne nutildags heller ikke ordinere er: Præsten. Det var Skik i en ældre Tid, og jeg priser baade denne Skik og denne ældre Tid, men afholder mig fra videre Oplysninger om Brugen af denne Medicin; thi, Gud skee Lov, Du er jo ikke i det Tilfælde, at der kunde være Tale om at ordinere »Præsten«, eller rettere Du er jo i lige det modsatte Tilfælde.
Min kjære Julie; dersom jeg vilde sige, at nu havde jeg ikke Mere at tilføie, saa vilde dette, for at erindre om Digterens Ord, være: »allenfals – Løgn i min Hals«; det er meget mere saa, at det er som Pennen, hvis jeg saa tør sige, bad for sig, at den maatte faae Lov til at blive ved, da den nu engang har faaet Lov til at begynde. Heller ikke [2v] er det, fordi jeg vil vise Pennen, at jeg er Herre i Huset, at som jeg vil og hvor jeg vil, der skal Skabet, eller for at holde Udtrykket mere ind i Charakteren, der skal Punktum staae: det er heller ikke derfor, at jeg afbryder. Nei, Grunden er en ganske anden, tillige af den Beskaffenhed, at det kun kunde falde mig ind at anføre den, naar Den, til hvem jeg taler er mig kjer, ogsaa derved, at jeg veed, jeg er i denne Henseende forstaaet: jeg har bogstaveligen ikke mere Tid.
Dog Eet endnu, lad mig takke Dig, for hvad jeg veed at vurdere og altsaa at beundre, den Takt fra Din Side, at Du ikke svarer paa et saadant Brev fra mig. Slige Skrivelser befordres med »den flyvende Post« og ere i en vis Forstand som skrevne af Postillonen; at faae Bud med ham tilbage er en Umulighed, og et Svar med Posten vilde forstyrre det Hele. Derfor har det fornøiet mig saa meget, at Du strax har forstaaet dette; thi at blive forstaaet, om det ogsaa kun er en lille bitte Smule, det er en stor Fornøielse og en Fornøielse, som saare sjeldent bliver mig til Deel.
[74]Befind Dig nu vel kjæreJulie; Mod i Brystet har Du, behold det, men bort med Knuderne. Det kunde glæde mig meget i dette Øieblik at see Dig og tale med Dig; deraf følger ikke, at det imorgen paa samme Tid vilde glæde mig lige saa meget. Sligt er Stemning, som kommer og gaaer; men hvorledes end slig Stemning vexler saa forbliver jeg dog, bekymret som jeg blev for Dig i Anledning af denne Fare, med særdeles Hengivenhed
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Julie Thomsen
- Brev 40 · februar 1847
Julie Thomsen har bebrejdet sin fætter, at han aldrig kommer på besøg, og får til svar et meget langt brev om hvorfor: »jeg er egentligen forelsket i Omgangen med min Pen.« Pennen narrer ham fra besøget og bagefter gerne brevet fra ham igen – men denne gang, lover han, skal det ikke lykkes den.
- Brev 41 · 1847–48
Kierkegaard gik for stærkt med Julies lille søn, så drengen græd, og sender nu en æske legetøj »fra den fremmede Mand«. Hele verden kan man blæse et stykke, lyder rådet undervejs; en lille uret mod et lille barn kan man ikke.
- Brev 42 · januar 1849 ← dette brev
Julie har haft knuder i brystet, og faren er, håber han, overstået. Så ordinerer Kierkegaard det, lægerne glemmer: en enkelt dråbe spøg, og til slut »bort med Knuderne«.