Brev 83
| [1r]Min kjære Emil! | d. 1 Jan. 42. |
Glædeligt Nytaar. Tak for det Gl. Tak for Brevet, som jo paa en Maade tilhører begge, da jeg modtog det i det gl. og besvarer det i det ny. Lad mig imidlertid gjøre en almdl. Bemærkning din Skrift betræffende. Du skriver saa utydeligt, at det er forskrækkeligt, det ene Bogstav løber saa blødt over i det andet, at det Hele løber sammen, men et saadant Sammenløb er ikke det Total-Indtryk man kunde ønske.
Du spørger om min Elvira er ligesaa interessant nærved, dette Spørgsmaal er jeg paa en Maade noget nærmere ved at kunne besvare, da jeg i Aften i en Loge har siddet Scenen ualmdl. nær. Dette Svar er Du vel ikke tilfreds med, men mer kan jeg ikke sige. Forøvrigt skal man ikke spøge med Sligt, Lidenskaben har som bekjendt en ganske egen Dialektik.
Hvad for øvrigt den Historie angaaer, i hvilken jeg paa en Maade spiller Hoved-Rollen, jeg mener den i Kiøbenhavn, da kan Du nok begribe, at den ikke saaledes er afsluttet. Jeg har visselig handlet forsvarligt, ell. maaskee rettere ridderligt, og kun forsaavidt maaskee uforsvar[154]ligt. At gjøre hende ulykkelig, kan Du vel begribe ikke var min Hensigt. Hvordan Sagen egl. hænger sammen, og hvad min Hensigt er, derom har jeg aldrig udtalt mig end ikke til et eneste Msk. At Du har været brav nok til ikke at trænge ind paa mig, brav nok til at blive uforandret den samme, til at troe skjøndt Du ikke saae, det skal jeg vist ikke saa let glemme Dig. Istedetfor at alle Verdens Angreb har ladet mig uanfægtede, ell. blot lokket et Smiil paa mine Læber og en Sarcasme over dem, saa har Du altid været mig langt nærmere paa Livet, idet Du bestandig indskjærpede mig, at jeg skulde tage lidt mere Hensyn til mig selv. Deraf var det mig klart, at Du, skjøndt Du ikke ret kunde hitte Rede i det Hele, vel aldrig vilde sigte mig for Egoisme men snarere for en overspændt Sympathie. End ikke til Dig har jeg villet udtale mig, fordi jeg ingenlunde ansaae Sagen for afgjort, og min Ridderlighed [1v] forbyder mig at tale til Trediemand om mit sande Forhold til en Pige. Af et af Dine foregaaende Breve seer jeg, at hun aabenbart har betroet sig til hendes Søstre. Det maa hun om, mig kan det hverken friste til at blive lidt vred paa hende, ell. til at følge hendes Exempel, ikke til det Første, fordi jeg i en vis Forstand maatte ønske det, ikke til det Sidste, fordi jeg altid er mig selv. Hun har faaet en Magt over mig ved mig, som hun ved sig selv aldrig havde faaet, jeg har betroet hende ved hvilket Middel der er størst Sandsynlighed for at binde mig, dette Middel har jeg tilladt hende at bruge imod mig. Alt dette behøvede jeg visselig ikke at have gjort, og dog fortryder jeg det ingenlunde. At blive klog paa mig er og bliver altid en vanskelig Sag, jeg har om man saa vil desto værre et saadant Herredømme over mine Følelser, naar jeg vil skjule dem, at man ikke let skal see mig i Kortet. At lade hende hele hendes Liv blive staaende mell. 11 og 5 var aldrig min Hensigt. Kan hun hade mig, nu vel, saa er hun frelst, mskligt talt. At hun har mig at takke derfor, det veed hun ikke, og skal hell. aldrig faa det at vide. Kan hun det ikke, skimter der dog bestandigt for hende et Haab, nu vel, saa faae vi at see. Jeg skal ved Leilighed personligt forvisse mig derom. Som jeg i et foregaaende Brev har sagt: at bedrage hele Verden, det er mig en ligegyldig Ting, men jeg sætter i Sandhed ikke min Ære i at bedrage en ung Pige. At lade hende ahne mit uhyre stormfulde Liv og dets Smerter og derpaa sige hende paa Grund heraf forlader jeg Dig, det vilde have været at knuse hende, det vilde have været usselt, at indvie hende i mine [155]Sorger og saa ikke vilde være hende behjælpelig i at bære det Indtryk, hun fik deraf. Hun er stolt, Familien ligesaa i høieste Grad. At vække dette hos hende at kaste hende i Familiens Arme, at stille Alt saaledes, at det ved denne Fortolkning blev desperat, var det eneste, der lod sig gjøre. At gjøre det er ikke saa let, og jeg tør vel sige, at der hører min øvede Forstillelse, mit Kjendskab til Lidenskab o: s: v: dertil. – Saa meget vil jeg blot sige Dig. Detaillen kan og vil jeg her ikke ud[2r]vikle. Du har været mig trofast, da Du egl. Intet vidste, Du vil vist ikke være det mindre nu, da Du seer, at jeg, saavidt jeg troer, at jeg tør gjøre det, aabner mig for Dig. Mine Breve til alle andre Msker lyde naturligviis fra en ganske anden Kant, det vil sige, de nævne hende ikke, og ere altid skrevne i munter Overgivenhed, med al mulig Ironi. Hvad jeg vil skjule, det skjuler jeg, og end ikke Fraværelse og allehaande blandede Følelser paa Grund af Fraværelse etc formaae at dirke mig op. Kun til Dig betroer jeg mig, det er jeg vant til og jeg bygger paa Din Taushed, for Himlens Skyld ikke et Ord til noget Msk om hvad jeg her har skrevet; dermed vil jeg ogsaa bede Dig at tilgive mig, at jeg ikke før har sagt ell. skrevet Dig det til. Der faldt engang jeg talte med Dig nogle forblommede Ord, som Du vel lagde Mærke til, men dog ingenlunde paaagtede tilstrækkeligt. Jeg maae handle som jeg bedst kan. Jeg betroer mig ikke til noget andet Msk. uden til Dig, fordi jeg veed Du kan tie. Sæt en Uvedkommende kjendte min Stemning, saa var formdl. Alt forspildt. Jeg vilde da ikke faae at vide, om hun er istand til at hade mig. Om mig er der nu som altid slet ikke Spørgsmaal. Det er det Du egl. bebreider mig, men det faaer nu saa at være. Jeg er vant til at herske over mine Følelser og de skal forstumme. Jeg arbeider og dermed Punktum. Kun det vil jeg sige en Barmhjertigheds-Gjerning gjør jeg aldrig mod hende, hun er for god til man skulde vise Barmhjertighed mod hende. Tavshed. Jeg kan vel begribe, at Du egl. ikke forundrer Dig over, hvad jeg her skriver Dig til, har Du Noget at sige, saa skriv, Du er og bliver dog altid det Msk, der ene af Alle har Sæde og Stemme i mine mange og mangelunde Tankers Raad. Skriv kraftigt og – tydeligt – og hurtigt –
Du spørger, hvad det er jeg arbeider paa. Svar: det vilde blive for vidtløftigt nu at fortælle Dig, kun saa meget: det er den videre Udførelse af Enten Eller.
[156]Vær stærk min kjære Emil! Ikke vil jeg fremstille mig som det Forbillede, det være langtfra mig, men troe mig, jeg har mangelunde Smerter, mange tunge Øieblikke, men endnu har jeg ikke fortvivlet. Den Tid maa imidlertid komme da jeg ogsaa for Verden maa kaste Masken, maa vise, hvad der boer i mig. Det vil vist ikke blive en Tid uden Kamp og Gjenvordigheder, jeg frygter den med Guds Hjælp ikke; men ogsaa dertil hørte, at jeg maatte staae alene, at den Vedkommende først maatte faae et andet Indtryk af mig.
Endnu engang vær stærk, du har bedet mig om at holde paa Dig, det kan jeg vel ikke og det behøves vel hell. ei, men mine Breve kan dog ikke gjøre Dig svag.
Hils din Fader og Moder. Modtag min Hilsen min kjære Emil.
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Emil Boesen
- Brev 79 · 17. juli 1838
Søren spørger, om det nu er vejr til at lande og forlade arken, og kalder sig en afsat fyrste på fem og tyve år, »uden Forhaabninger«. Underskriften skal læses både først og sidst, som en parentes af to måner.
- Brev 80 · 31. oktober 1841
Fra Berlin: rejsen er stadig en tåbelighed, Marheinecke er hørt, Schelling ikke begyndt. Resten er instrukser om hende, hvis navn ikke nævnes – mød hende ubemærket mandag og torsdag mellem fire og fem – men »den dybeste Taushed maa hvile derover«.
- Brev 81 · 16. november 1841
En bebrejdelse i vennens brev besvares med et foredrag, holdt på værelset i tynde støvler i stedet for korkstøvlerne, fordi de tynde bedre gav »den høitragiske Gang«. Til sidst beder han om alt, hvad der kan fortælles om den unge pige, han ikke nævner.
- Brev 82 · 14. december 1841
Han har ventet næsten en måned på svar og skælder ud, og fortæller så, hvordan alt er lagt an på, at hun skal kunne hade ham. Efter underskriften kommer en sangerinde fra Wien, som spiller Elvira og ligner »en vis ung Pige«.
- Brev 83 · 1. januar 1842 ← dette brev
Nytåret begynder med en anke over vennens håndskrift, hvor bogstaverne løber sammen for øjet. Derefter betror Kierkegaard ham det, han ikke har udtalt til et eneste menneske, og hvad han arbejder på: »den videre Udførelse af Enten Eller«.
- Brev 84 · 16. januar 1842
Spørgsmålet, om hendes billede er dukket op igen, får mange siders svar: nej, han er ikke en, der »sidder og synger i Mørke«. Gigten i hovedet og de søvnløse nætter klarer han uden læge – en læge ville de danske i Berlin vide af, og så kunne det skrives hjem.
- Brev 85 · 6. februar 1842
Kulde, søvnløshed, skuffelsen over Schelling og ingen adspredelse: det kalder han »den skarpe Examination«, og den lærer et menneske sig selv at kende. Vennen skal fortælle rundt omkring, at han kommer hjem, så snart Schelling er færdig.
- Brev 86 · 27. februar 1842
»Schelling vrøvler grændseløs«, og dermed er Berlin forbi; han iler hjem, ikke for at bindes af et nyt bånd, men for at gøre Enten – Eller færdig. Bagefter venter en køretur med cigaren tændt og Professoren stolt på bukken.
- Brev 87 · 10. maj 1843
Dagen efter ankomsten til Berlin er han udmattet af rejsen og allerede i arbejde igen, med de gamle spadsereture op og ned unter den Linden. »at glemme er ikke min Sag«, skriver han: hans lidenskab er at erindre hvert utilbørligt ord, han har talt.
- Brev 88 · 15. maj 1843
Det vedlagte brev var skrevet lige efter ankomsten; nu er han på benene igen og har fået, hvad han kom efter – »en Idee – et Vink«. Værten er blevet gift, så han bor i ét værelse, hvor også sengen står, og gider ikke tale tysk.
- Brev 89 · 25. maj 1843
Et arbejde er blevet færdigt, et nyt er i gang, og biblioteket derhjemme er uundværligt. Han skriver til hen ved klokken tre, lister sig så ved stokken hen i restaurationen – så svag, at han tror, han ville falde om og dø, hvis nogen råbte hans navn højt.
- Brev 90 · oktober 1843
Vennen er syg, og Blichers noveller har han ikke; i stedet sender han det bedste, han har – »min Isaak«. Underskriften er Farinelli.
- Brev 91 · 1843–44
En seddel på to linjer: kom herhen i eftermiddag »saadan ved det Lag Kl. 6«.
- Brev 92 · 1843–44
Søndagsseddel, lige så kort: kom herhen i aften ved syvtiden, »hvis Du kan«.
- Brev 93 · 1843–44
Mandag klokken halv fire er han hjemme og »ganske til Din Tjeneste« – og skal vennen ikke på Tuborg i morgen, kan de også nå det inden da.
- Brev 94 · 1843–44
Bebrejdelsen for ikke at have besøgt en syg ven får det svar, at han har besøgt ham åndeligt; legemligt besøger han ingen. Nedenunder står en tilføjelse: han kan ikke få sig selv til at tro, at der kommer et forår efter denne vinter, og har derfor købt sig en liljekonval.
- Brev 95 · 31. marts 1844
Et afbud: forvirringen omkring Thorvaldsens begravelse har sat studierne tilbage. Dertil er der vågnet en mistanke om, at det måske er vennens fødselsdag – er det det, må gratulationen undskylde udeblivelsen, og er det ikke, gør overraskelsen samme nytte.
- Brev 96 · maj – juni 1844
Han kom som Geert Westphaler ind i tre historier og glemte det, han ville tale om: bliver fængselspræstens plads ledig, kunne vennen søge den. Nu står det på skrift, så det bliver husket næste gang de ses.
- Brev 97 · juni 1844
Kapellaniet i Fredensborg skal være blevet ledigt: »hic Rhodus, hic salta«. Lykkes det, regner han med at se vennen i præsteboligen på søndag – og selv bytte den ud med kroen.
- Brev 98 · 1844–48
Et par linjer, der spørger, om vennen er syg: han ses aldrig, heller ikke i går hos Mynster.
- Brev 99 · 1844–48
Løftet om at sende bud var glemt, og han huskede det først ude på landevejen, da solen faldt gennemborende på hans isse. I dag kan det heller ikke lade sig gøre: der skal læses korrektur i eftermiddag.
- Brev 100 · 1844–48
En middagsindbydelse på to linjer, klokken syv – og under underskriften et enkelt »Svar!«.
- Brev 101 · 1844–48
En recept: et vinglas af almindelig størrelse, skænket helt fuldt, og så »un, deux, trois abmarschirt«. Vinen har Kierkegaard selv udsøgt hos Capozzi; Emil skal drikke den for sin sundhed på hans, så gør den gavn for to.
- Brev 102 · 1844–48
En følgeseddel til en forsendelse: her er det lovede, det nye fra »denne frugtbare Aarstids Frembringelser«. Hvad det er, siger brevet ikke.
- Brev 103 · 1844–48
En billet på halvanden linje. Emil skal komme om til ham i eftermiddag, og »kom ret snart«.
- Brev 104 · 1844–48
Emil er overanstrengt, og Kierkegaard beder ham forholde sig rolig: han samler alt på én gang om sig selv og synker under vægten, men »Tilværelsen vil forstaaes stykkeviis«. Der er fuldt op at bestille, og alligevel et øjeblik til de par linjer.
- Brev 105 · 1844–48
Et nytårsbrev, der undrer sig over, hvorfor nytåret er lagt til midvinter – mon for at trøste os i kulden. Med følger »et lille Høitidsoffer til Deres Høiærværdighed« fra udflyttergården i annekset og et spørgsmål om, hvornår man dog får Emil at se.
- Brev 106 · 1844–48
En invitation med kort varsel: vil Emil spise til aften med ham i aften? Maden er allerede bestilt, han henter ham kl. 6 eller 6½ på værelset, og »Svar udbedes«.
- Brev 107 · 1844–48
I sagen om Edvard Smidt kan han intet gøre; en anden er allerede anbefalet. Emil så forstemt ud, da han gik i dag, og får tilbudt råd og bistand – og den besked, at han ikke skal lade sig forstyrre af »mine Monologer«.
- Brev 108 · 1844–48
Emil rejser måske tidligt i morgen, så Kierkegaard vælger det visse og træffer ham med en billet i stedet. Den skal ikke standse ham, men give rejsen fart med gode ønsker: »Fornøi Dig, forfrisk Dig, – hils Carl.«
- Brev 109 · 1844–48
En billet på to linjer: Emil bedes komme hen til ham i eftermiddag. Mere står der ikke.
- Brev 110 · 1844–48
Emil ville vist have læst noget op, men gik for tidligt; i eftermiddag kommer Levin kl. 3¼ og bliver, så længe Kierkegaard kan holde ud. Han er ophængt og tilmed syg – rejs nu, og »blæs hele Verden et Stykke«, ham selv med.
- Brev 111 · 1848
Noget, han glemte at sige om morgenen: der er ikke længe til sommerferien, og Emil trænger til adspredelse og legemlig anstrengelse. Og så det, ét menneske vanskeligt kan sige et andet – Seneca mener, at en 30-årig bør kunne være sin egen læge.
- Brev 112 · oktober – november 1849
Hele brevet lyder: »Dette lader sig ikke gjøre.« Hvad det drejer sig om, står der ikke.
- Brev 113 · oktober – november 1849
Nogen har i dag sagt, at Emil ikke befinder sig vel, og det stemmer ikke med det, hans billet lod ane. Derfor spørges der ligeud: »Du er da ikke syg?«
- Brev 114 · 7. januar 1850
Nytårshilsen til Horsens: pustet er vel overstået, og Emil kan lykønskes med at være taget med en trumf: »langt, langt hellere springe i det«, end krybe i det. Om sig selv skriver Kierkegaard kun, at alt er ved det gamle.
- Brev 115 · 7. marts 1850
Emil Boesen skriver hjem fra Horsens: søndag i præstekjole fra 9 til 3½, et underligt publikum i hospitalskirken, hestemarked uden for vinduerne. Han beder Kierkegaard om tre ting – besøg hos hans far, besøg hos Louise Holtermann, og et brev.
- Brev 116 · 12. april 1850
Først en påmindelse om håndskriften: det er slet ikke bogstaver, men små prikker på uhyre fint papir. Så svar på de tre ønsker – de to første »lader sig ikke gjøre« – og et råd om prædikentemaer: lad tankerne flagre på spadsereturen.
- Brev 117 · 29. april 1850
Emil Boesen indbyder til sit eget bryllup, onsdag den 1. maj kl. 6 (eller 7) i Frue Kirke. Han kommer ikke selv med indbydelsen, for han er blevet »dygtig forkjølet« og må se at blive den kvit igen – svar udbedes.
- Brev 118 · 20. december 1850
Emil Boesen takker – sent – for Indøvelse i Christendom: det brev, han ville skrive, måtte tage lang tid, og en times tid kunne ikke være nok, men inden jul skal takken være sagt. Han fortæller også, at hans søster Louise er død.
- Brev 119 · 25. september 1851
Boesen takker for de tre sidste bøger; den om forfattervirksomheden forundrede ham først – det var, »som om Du sagde Farvel«. Hjemme ligger den lille Johannes i vuggen, og Louise, som storken bed slemt i brystet, er rask igen og pynter huset med blomster.