Brev 119

Søren spørger, om det nu er vejr til at lande og forlade arken, og kalder sig en afsat fyrste på fem og tyve år, »uden Forhaabninger«. Underskriften skal læses både først og sidst, som en parentes af to måner.

Fra Berlin: rejsen er stadig en tåbelighed, Marheinecke er hørt, Schelling ikke begyndt. Resten er instrukser om hende, hvis navn ikke nævnes – mød hende ubemærket mandag og torsdag mellem fire og fem – men »den dybeste Taushed maa hvile derover«.

En bebrejdelse i vennens brev besvares med et foredrag, holdt på værelset i tynde støvler i stedet for korkstøvlerne, fordi de tynde bedre gav »den høitragiske Gang«. Til sidst beder han om alt, hvad der kan fortælles om den unge pige, han ikke nævner.

Han har ventet næsten en måned på svar og skælder ud, og fortæller så, hvordan alt er lagt an på, at hun skal kunne hade ham. Efter underskriften kommer en sangerinde fra Wien, som spiller Elvira og ligner »en vis ung Pige«.

Nytåret begynder med en anke over vennens håndskrift, hvor bogstaverne løber sammen for øjet. Derefter betror Kierkegaard ham det, han ikke har udtalt til et eneste menneske, og hvad han arbejder på: »den videre Udførelse af Enten Eller«.

Spørgsmålet, om hendes billede er dukket op igen, får mange siders svar: nej, han er ikke en, der »sidder og synger i Mørke«. Gigten i hovedet og de søvnløse nætter klarer han uden læge – en læge ville de danske i Berlin vide af, og så kunne det skrives hjem.

Kulde, søvnløshed, skuffelsen over Schelling og ingen adspredelse: det kalder han »den skarpe Examination«, og den lærer et menneske sig selv at kende. Vennen skal fortælle rundt omkring, at han kommer hjem, så snart Schelling er færdig.

»Schelling vrøvler grændseløs«, og dermed er Berlin forbi; han iler hjem, ikke for at bindes af et nyt bånd, men for at gøre Enten – Eller færdig. Bagefter venter en køretur med cigaren tændt og Professoren stolt på bukken.

Dagen efter ankomsten til Berlin er han udmattet af rejsen og allerede i arbejde igen, med de gamle spadsereture op og ned unter den Linden. »at glemme er ikke min Sag«, skriver han: hans lidenskab er at erindre hvert utilbørligt ord, han har talt.

Det vedlagte brev var skrevet lige efter ankomsten; nu er han på benene igen og har fået, hvad han kom efter – »en Idee – et Vink«. Værten er blevet gift, så han bor i ét værelse, hvor også sengen står, og gider ikke tale tysk.

Et arbejde er blevet færdigt, et nyt er i gang, og biblioteket derhjemme er uundværligt. Han skriver til hen ved klokken tre, lister sig så ved stokken hen i restaurationen – så svag, at han tror, han ville falde om og dø, hvis nogen råbte hans navn højt.

Vennen er syg, og Blichers noveller har han ikke; i stedet sender han det bedste, han har – »min Isaak«. Underskriften er Farinelli.

En seddel på to linjer: kom herhen i eftermiddag »saadan ved det Lag Kl. 6«.

Søndagsseddel, lige så kort: kom herhen i aften ved syvtiden, »hvis Du kan«.

Mandag klokken halv fire er han hjemme og »ganske til Din Tjeneste« – og skal vennen ikke på Tuborg i morgen, kan de også nå det inden da.

Bebrejdelsen for ikke at have besøgt en syg ven får det svar, at han har besøgt ham åndeligt; legemligt besøger han ingen. Nedenunder står en tilføjelse: han kan ikke få sig selv til at tro, at der kommer et forår efter denne vinter, og har derfor købt sig en liljekonval.

Et afbud: forvirringen omkring Thorvaldsens begravelse har sat studierne tilbage. Dertil er der vågnet en mistanke om, at det måske er vennens fødselsdag – er det det, må gratulationen undskylde udeblivelsen, og er det ikke, gør overraskelsen samme nytte.

Han kom som Geert Westphaler ind i tre historier og glemte det, han ville tale om: bliver fængselspræstens plads ledig, kunne vennen søge den. Nu står det på skrift, så det bliver husket næste gang de ses.

Kapellaniet i Fredensborg skal være blevet ledigt: »hic Rhodus, hic salta«. Lykkes det, regner han med at se vennen i præsteboligen på søndag – og selv bytte den ud med kroen.

Et par linjer, der spørger, om vennen er syg: han ses aldrig, heller ikke i går hos Mynster.

Løftet om at sende bud var glemt, og han huskede det først ude på landevejen, da solen faldt gennemborende på hans isse. I dag kan det heller ikke lade sig gøre: der skal læses korrektur i eftermiddag.

En middagsindbydelse på to linjer, klokken syv – og under underskriften et enkelt »Svar!«.

En recept: et vinglas af almindelig størrelse, skænket helt fuldt, og så »un, deux, trois abmarschirt«. Vinen har Kierkegaard selv udsøgt hos Capozzi; Emil skal drikke den for sin sundhed på hans, så gør den gavn for to.

En følgeseddel til en forsendelse: her er det lovede, det nye fra »denne frugtbare Aarstids Frembringelser«. Hvad det er, siger brevet ikke.

En billet på halvanden linje. Emil skal komme om til ham i eftermiddag, og »kom ret snart«.

Emil er overanstrengt, og Kierkegaard beder ham forholde sig rolig: han samler alt på én gang om sig selv og synker under vægten, men »Tilværelsen vil forstaaes stykkeviis«. Der er fuldt op at bestille, og alligevel et øjeblik til de par linjer.

Et nytårsbrev, der undrer sig over, hvorfor nytåret er lagt til midvinter – mon for at trøste os i kulden. Med følger »et lille Høitidsoffer til Deres Høiærværdighed« fra udflyttergården i annekset og et spørgsmål om, hvornår man dog får Emil at se.

En invitation med kort varsel: vil Emil spise til aften med ham i aften? Maden er allerede bestilt, han henter ham kl. 6 eller 6½ på værelset, og »Svar udbedes«.

I sagen om Edvard Smidt kan han intet gøre; en anden er allerede anbefalet. Emil så forstemt ud, da han gik i dag, og får tilbudt råd og bistand – og den besked, at han ikke skal lade sig forstyrre af »mine Monologer«.

Emil rejser måske tidligt i morgen, så Kierkegaard vælger det visse og træffer ham med en billet i stedet. Den skal ikke standse ham, men give rejsen fart med gode ønsker: »Fornøi Dig, forfrisk Dig, – hils Carl.«

En billet på to linjer: Emil bedes komme hen til ham i eftermiddag. Mere står der ikke.

Emil ville vist have læst noget op, men gik for tidligt; i eftermiddag kommer Levin kl. 3¼ og bliver, så længe Kierkegaard kan holde ud. Han er ophængt og tilmed syg – rejs nu, og »blæs hele Verden et Stykke«, ham selv med.

Noget, han glemte at sige om morgenen: der er ikke længe til sommerferien, og Emil trænger til adspredelse og legemlig anstrengelse. Og så det, ét menneske vanskeligt kan sige et andet – Seneca mener, at en 30-årig bør kunne være sin egen læge.

Hele brevet lyder: »Dette lader sig ikke gjøre.« Hvad det drejer sig om, står der ikke.

Nogen har i dag sagt, at Emil ikke befinder sig vel, og det stemmer ikke med det, hans billet lod ane. Derfor spørges der ligeud: »Du er da ikke syg?«

Nytårshilsen til Horsens: pustet er vel overstået, og Emil kan lykønskes med at være taget med en trumf: »langt, langt hellere springe i det«, end krybe i det. Om sig selv skriver Kierkegaard kun, at alt er ved det gamle.

Emil Boesen skriver hjem fra Horsens: søndag i præstekjole fra 9 til 3½, et underligt publikum i hospitalskirken, hestemarked uden for vinduerne. Han beder Kierkegaard om tre ting – besøg hos hans far, besøg hos Louise Holtermann, og et brev.

Først en påmindelse om håndskriften: det er slet ikke bogstaver, men små prikker på uhyre fint papir. Så svar på de tre ønsker – de to første »lader sig ikke gjøre« – og et råd om prædikentemaer: lad tankerne flagre på spadsereturen.

Emil Boesen indbyder til sit eget bryllup, onsdag den 1. maj kl. 6 (eller 7) i Frue Kirke. Han kommer ikke selv med indbydelsen, for han er blevet »dygtig forkjølet« og må se at blive den kvit igen – svar udbedes.

Emil Boesen takker – sent – for Indøvelse i Christendom: det brev, han ville skrive, måtte tage lang tid, og en times tid kunne ikke være nok, men inden jul skal takken være sagt. Han fortæller også, at hans søster Louise er død.