Brev 78
[1r]8. Brev 78, bl. [1r], med dedikation på konvolut, bl. [1r] Ikke er det, end i fjerneste Maade, Meningen hermed, at ville endog blot foranledige Dem til at læse en lille Bog, der dog til syvende og sidst, og maaskee længe før, vel vilde kjede og trætte.
Nei. Men i Bogen omtales etsteds en lille æsthetisk Artikel af en Pseudonym Inter et Inter »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« »Fædrelandet« 1848 No 188-91. Dersom De i sin Tid er blevet tilfældigviis opmærksom paa denne Artikel: det vilde være mig kjert, at turde vide, at De, Frue Heiberg, er vidende om, at denne lille Artikel hører til i mit Forfatterskab; og det vil sees af denne Bog. Skulde De ikke i sin [136]Tid være blevet opmærksom paa denne Artikel, da var det Forfatterens Ønske, at De vilde finde en ledig Time, der kunde udfyldes med at læse den. Thi hvis De – hvad jeg udbeder mig blot for et Øieblik og for denne Sag – hvis De tillader mig at tale saaledes: oprigtigt talt, den lille Artikel forholder sig særligt til Dem. Hvad enten den i sin Tid er blevet læst af Mange eller kun af Faa – naar den ikke er blevet læst af Dem, er den, efter Forfatterens Mening, ikke kommet til sin Bestemmelse. Dersom den derimod er blevet læst af Dem – hvis den da fandtes at være om ikke i fuldkommen saa dog i lykkeligere Overeensstemmelse med Deres Tanker om den Sag: da har den, efter Forfatterens Mening, ganske naaet sin Bestemmelse.
Tegnforklaring
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
Heiberg og Th. Gyllembourg
- Brev 70 · 16. marts 1836
Seks ekstra aftryk af Fl. Post nr. 82 og 83 følger med, og forsinkelsen er ikke hans skyld – det har hr. Langhoff nok allerede fortalt. Afhandlingen har fornøjet ham »endnu mere ved den nye Gjennemlæsning«.
- Brev 71 · 28. juli 1838
Ét punkt foruroliger: Kierkegaard frygter, det kan se ud, som om han har søgt at slippe forbi det værn, professorens første brev indeholdt. Han beder ham huske ytringerne med det »adskilligt modificerende Amen« og bebuder et besøg.
- Brev 72 · 29. marts 1846
En pakke med to eksemplarer: det ene skal videre til Hverdags-Historiens forfatter, som udgiveren er vejen til, det andet er til professoren selv. At sende ham bøger er kært at gøre og kan derfor »ikke blive mig en Vane«.
- Brev 73 · 2. april 1846
Eksemplaret er afleveret til Hverdagshistoriens forfatter, og Heiberg roser en kritik, der begynder med at være modtagende. Han fremhæver publikummet og dets hund – og opdagelsen af, at nutiden har fundet mediationen mellem at tie og at tale i »Snak«.
- Brev 74 · 6. april 1846
Billetten kom torsdag aften, fredag gik turen til broderen ved Sorø, og nu svares der straks. Ordsproget siger, at kun »den døve Vise« kan modstå smiger; Kierkegaard er ingen af delene, men når den myndige roser, er det jo ikke smiger.
- Brev 75 · 26. april 1846
Anmeldelsen af »To Tidsaldre« har givet så meget at tænke over, at takken først kommer nu – og bliver til et forsvar for personerne: Claudine er tænkt som en nyere Heloise, og Ferdinand Bergland forlader sin elskede af kærlighed, ikke »af Frygt for Næringssorger«.
- Brev 76 · 1849
Endnu et lille skrift, og en frygt for, at modtageren nødig synker dybere i en gæld, han gentagne gange har lovet at gengælde. Kierkegaard vender regnskabet om – han er selv skyldneren, »samtlige disse ubetydelige Gavers ubetydelige Forf.«
- Brev 77 · august 1851
Professoren har engang sagt, at han bliver overøst med bøger, og det erkendes: denne gang går det ene af to samtidige eksemplarer til fruen. Vedholdenheden er som Sokrates' tretal, der hellere fandt sig i alt end at blive et firtal.
- Brev 78 · august 1851 ← dette brev
Bogen behøver hun ikke at læse; den ville kun kede. Men i den nævnes en lille artikel af Inter et Inter om en skuespillerindes krise, og bliver den ikke læst af hende, er den efter forfatterens mening ikke kommet til sin bestemmelse.