Brev 77
Tilgiv, at jeg uleiliger Dem! Jeg vilde bede Dem have den Godhed at tilstille Deres Frue medfølgende, for hende bestemte lille Pakke.
Som hiint standhaftige Tretal, om hvilket Socrates taler, hellere vilde finde sig i Alt end at blive et Firtal: med en saadan Vedholdenhed har jeg, vistnok plagende Dem, holdt fast ved min første Beslutning, at De skulde have et Exemplar af Alt hvad der kommer fra mig. Jeg erkjender fuldk., hvor sandt det er, hvad De engang i en Samtale yttrede, at jeg overøser Dem med Bøger; jeg erkjender det i den Grad, at jeg forstaaer, at det er Dem, Hr E., der, medens jeg har været vedholdende i at følge min Lyst, har viist Standhaftighed eller Taalmodighed ved at ville finde Dem i, at udholde disse stadige Overøsninger.
Tillad da, at jeg engang gjør en lille Forandring. De modtager herved et Exemplar af en lille Bog. Men samtidigen er en anden udkommet, og Exemplaret af den har jeg tilladt mig at bestemme for Deres Frue. Det er saa vist ikke af Oeconomie, eller som om jeg var blevet forandret, nei, men da jeg alligevel havde bestemt et Exemplar for Deres Frue, frygtede jeg, at det da skulde blive altfor galt med disse Overøsninger, naar det nu endog blev to Exemplarer.
Tegnforklaring
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Heiberg og Th. Gyllembourg
- Brev 70 · 16. marts 1836
Seks ekstra aftryk af Fl. Post nr. 82 og 83 følger med, og forsinkelsen er ikke hans skyld – det har hr. Langhoff nok allerede fortalt. Afhandlingen har fornøjet ham »endnu mere ved den nye Gjennemlæsning«.
- Brev 71 · 28. juli 1838
Ét punkt foruroliger: Kierkegaard frygter, det kan se ud, som om han har søgt at slippe forbi det værn, professorens første brev indeholdt. Han beder ham huske ytringerne med det »adskilligt modificerende Amen« og bebuder et besøg.
- Brev 72 · 29. marts 1846
En pakke med to eksemplarer: det ene skal videre til Hverdags-Historiens forfatter, som udgiveren er vejen til, det andet er til professoren selv. At sende ham bøger er kært at gøre og kan derfor »ikke blive mig en Vane«.
- Brev 73 · 2. april 1846
Eksemplaret er afleveret til Hverdagshistoriens forfatter, og Heiberg roser en kritik, der begynder med at være modtagende. Han fremhæver publikummet og dets hund – og opdagelsen af, at nutiden har fundet mediationen mellem at tie og at tale i »Snak«.
- Brev 74 · 6. april 1846
Billetten kom torsdag aften, fredag gik turen til broderen ved Sorø, og nu svares der straks. Ordsproget siger, at kun »den døve Vise« kan modstå smiger; Kierkegaard er ingen af delene, men når den myndige roser, er det jo ikke smiger.
- Brev 75 · 26. april 1846
Anmeldelsen af »To Tidsaldre« har givet så meget at tænke over, at takken først kommer nu – og bliver til et forsvar for personerne: Claudine er tænkt som en nyere Heloise, og Ferdinand Bergland forlader sin elskede af kærlighed, ikke »af Frygt for Næringssorger«.
- Brev 76 · 1849
Endnu et lille skrift, og en frygt for, at modtageren nødig synker dybere i en gæld, han gentagne gange har lovet at gengælde. Kierkegaard vender regnskabet om – han er selv skyldneren, »samtlige disse ubetydelige Gavers ubetydelige Forf.«
- Brev 77 · august 1851 ← dette brev
Professoren har engang sagt, at han bliver overøst med bøger, og det erkendes: denne gang går det ene af to samtidige eksemplarer til fruen. Vedholdenheden er som Sokrates' tretal, der hellere fandt sig i alt end at blive et firtal.
- Brev 78 · august 1851
Bogen behøver hun ikke at læse; den ville kun kede. Men i den nævnes en lille artikel af Inter et Inter om en skuespillerindes krise, og bliver den ikke læst af hende, er den efter forfatterens mening ikke kommet til sin bestemmelse.