Brev 73
Den Erkjendtlighedsgjæld, hvori jeg er kommen til Dem ved Modtagelsen af Deres to sidste Skrifter, som De har havt den Godhed at sende mig, vil De for det Første tillade mig at give hvad man kalder Beviis for, om hvilket jeg ønsker, at det ogsaa i indvortes Henseende maa betragtes som et Beviis.
Det til Forfatteren af En Hverdagshistorie bestemte Exemplar af Den litterære Anmeldelse har jeg besørget i hans Hænder. En saa anerkjendende og dertil saa grundig, saa varm og dertil saa skarpsindig Bedømmelse maa naturligvis være ham i høieste Grad kjær og behagelig, og det vil vist ikke vare længe, før jeg kan forelægge Dem hans egen Bevidnelse deraf.
Ogsaa jeg har med stor Fornøielse læst denne Critik. Hvad man i vore saakaldte critiske (d. e. vragende, vrængende og næserynkende) Tider aldeles har glemt, nemlig at [1v] Critiken maa begynde med at være receptiv, inden den skrider til sit productive Værk, Dette viser sig her practisk, og paa en glimrende Maade. Med nobel Selvfornægtelse har Critikeren underordnet sig sin Gjenstand; han synes at ville være saa receptiv, at han gjør Afkald paa al egen Construction og Frembringelse; men just derved bliver han i eminent Grad virkelig construerende og producerende, og ender ikke i Negativitet. Deres Skildring af den nuværende Tid i Modsætning til det forrige Aarhundrede anseer jeg for at være et lille Mesterstykke i dybsindig og skarpsindig Opfatning og i pi[129]quant og træffende Satire. Specielt takker jeg for Skildringen af Publicum og sammes Hund, men endnu mere for den fortræffelige Udvikling af Begreberne at tie og at tale. Robert i »Amors Genistreger« mener, at der ikke gives nogen Middelvei mellem begge, og jeg selv har engang anført den samme Modsætning som [2r] Exempel paa dem, i hvilke principium exclusi medii har Gyldighed. Men De har meget rigtigt opdaget, at Nutiden har fundet Mediationen mellem begge, nemlig i Snak.
Med Hensyn paa Climaci Indlæg da vilde det blive for vidtløftigt, om jeg i en Billet som denne vilde fremsætte de Bemærkninger og Indvendinger, jeg har gjort under Læsningen. Jeg finder vel engang Leilighed til en nærmere Explication desangaaende.
| 2 April 1846. | JL Heiberg. |
Tegnforklaring
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
Heiberg og Th. Gyllembourg
- Brev 70 · 16. marts 1836
Seks ekstra aftryk af Fl. Post nr. 82 og 83 følger med, og forsinkelsen er ikke hans skyld – det har hr. Langhoff nok allerede fortalt. Afhandlingen har fornøjet ham »endnu mere ved den nye Gjennemlæsning«.
- Brev 71 · 28. juli 1838
Ét punkt foruroliger: Kierkegaard frygter, det kan se ud, som om han har søgt at slippe forbi det værn, professorens første brev indeholdt. Han beder ham huske ytringerne med det »adskilligt modificerende Amen« og bebuder et besøg.
- Brev 72 · 29. marts 1846
En pakke med to eksemplarer: det ene skal videre til Hverdags-Historiens forfatter, som udgiveren er vejen til, det andet er til professoren selv. At sende ham bøger er kært at gøre og kan derfor »ikke blive mig en Vane«.
- Brev 73 · 2. april 1846 ← dette brev
Eksemplaret er afleveret til Hverdagshistoriens forfatter, og Heiberg roser en kritik, der begynder med at være modtagende. Han fremhæver publikummet og dets hund – og opdagelsen af, at nutiden har fundet mediationen mellem at tie og at tale i »Snak«.
- Brev 74 · 6. april 1846
Billetten kom torsdag aften, fredag gik turen til broderen ved Sorø, og nu svares der straks. Ordsproget siger, at kun »den døve Vise« kan modstå smiger; Kierkegaard er ingen af delene, men når den myndige roser, er det jo ikke smiger.
- Brev 75 · 26. april 1846
Anmeldelsen af »To Tidsaldre« har givet så meget at tænke over, at takken først kommer nu – og bliver til et forsvar for personerne: Claudine er tænkt som en nyere Heloise, og Ferdinand Bergland forlader sin elskede af kærlighed, ikke »af Frygt for Næringssorger«.
- Brev 76 · 1849
Endnu et lille skrift, og en frygt for, at modtageren nødig synker dybere i en gæld, han gentagne gange har lovet at gengælde. Kierkegaard vender regnskabet om – han er selv skyldneren, »samtlige disse ubetydelige Gavers ubetydelige Forf.«
- Brev 77 · august 1851
Professoren har engang sagt, at han bliver overøst med bøger, og det erkendes: denne gang går det ene af to samtidige eksemplarer til fruen. Vedholdenheden er som Sokrates' tretal, der hellere fandt sig i alt end at blive et firtal.
- Brev 78 · august 1851
Bogen behøver hun ikke at læse; den ville kun kede. Men i den nævnes en lille artikel af Inter et Inter om en skuespillerindes krise, og bliver den ikke læst af hende, er den efter forfatterens mening ikke kommet til sin bestemmelse.