Brev 57

[1r][100]Det har ikke hændt saa ganske sjeldent i den senere Tid, at jeg har truffet mig selv i en Samtale med Dem saaledes som den kan føres naar den man taler til er mange Mile borte og man altsaa af de Præmisser, man fra forrige Tider har, selv maa udføre Svarene. Hvad vi nu have talt om vil jeg ikke bebyrde Dem med. Dog er der een Ting, der har givet Anledning til saadanne Samtaler og som egentlig skulde have staaet i det forrige Brev, jeg skrev til Dem; da imidlertid det, der skulde været omtalt alt var passeret forlængesiden, saa glemte jeg det dengang og erindrede det først nogle Dage efter. Jeg veed jo nemlig, at De undertiden forraader et Bekjendtskab til det, der staaer i Bladene, der næsten grændser til det Vidunderlige, og saaledes kan det jo ogsaa være, at De i afvigte Efteraar bemærkede en kort Strid – jeg husker ikke længer om den gik gjennem flere end to Nummere – udi det berømmelige Blad Dannevirke forstørstedelen om Dem. Jeg fattede allerede dengang den Beslutning ved [1v] Leilighed at lade Dem vide, at jeg ikke har skrevet Nogetsomhelst om Dem og ladet det trykke nogetsomhelst Sted siden jeg blev Præst og allermindst skulde jeg gjøre det i noget Dagblad. Som jeg blev Præst med en stor Utilbøielighed til at tale offentlig, saaledes har jeg nu ogsaa faaet en stor Utilbøielighed til at lade noget trykke. Den første Utilbøielighed har jeg maattet overvinde, den anden bliver det mig maaskee ogsaa engang beskikket at beseire.

Og hvorfor skulde jeg saa ikke lade Dem vide, at Menneskenes Tal i Verden ved mig er blevet forøget, idet min Kone for en Maanedstid siden fødte mig en Datter.

Saa kan De ogsaa gjerne modtage Meddelelse om, at foruden adskillige andre Kampe i mit indvortes Menneske føres der ogsaa den, at jeg ganske overordentlig gjerne vilde holde Bibellæsning i min Menighed men kan ikke overvinde en Frygt, som holder mig tilbage og denne Frygt er en sand Proteus. Snart klæder den sig paa som min Uformuenhed, snart som en Umulighed i at faae nogen til at høre dem, snart som en Umulighed i at finde en Tid til dem, der kan behage Folk.

[101]Hvis De overhovedet vilde skrive mig til – men De har maaskee opgivet det – saa vilde jeg spørge Dem om dette [2r] mærkværdige Selskab, der efter Berlingeren har dannet sig i Kjøbenhavn, der søger Sandheden i Religionen efter at have drukket sig fuld i Negationen. Jeg troer næsten det er første Gang et ret levende Ønske har rørt sig hos mig om at være blevet i Kjøbenhavn, da jeg læste hiin Annonce. Saa havde man dog noget at kæmpe imod og man behøvede ikke først selv at nævne Modstanderen. Naar man saaledes har gaaet og maattet tale og virke netop igjennem lutter Ligegyldighed, der ikke engang gider udtale sig selv, maa det dog være en Lettelse engang at see Fjenden fare frem i Harnisk og med Sværd. Men maaskee det kun er Bajazzo, der har klædt sig ud for at udføre en fingeret Fægtning. See dette kunde jeg nok have Lyst at vide, men jeg erholder vel nok Kundskab derom paa en eller anden Maade.

Vi have her havt en Psalmebogsstrid, hvori jeg heller ikke har deeltaget uagtet jeg egentlig har været Part i Sagen, da jeg gjerne vilde indføre her Conventets. Vi bruge her den gamle Pontoppidanske, og da jeg nu troer denne for min Menighed er haard Mad og jeg gjerne gav den Melk saa forsøgte jeg at gjøre en Forandring, hvilket Forsøg strandede ikke paa Menighedens Modstand men paa Udenforstaaendes Indblanding. Jeg tilstaaer forresten, at ogsaa for mig selv er den Pontoppidanske Psalmebog temmelig haard Mad. Ak, var det blot Sagen selv, der ved denne Leilighed havde sat de Enkelte [2v] i Bevægelse og ikke Egennytte, Indbildskhed, Fordom og Hovmod, saa havde jeg ikke havt saameget haard Mad – i anden Forstand – at fordøie, som jeg nu fik.

Hvor længes jeg efter engang igjen at tale med Dem, men det vil desværre neppe skee for det Første, thi der er ingen Udsigt til at jeg saasnart skulde komme til Kjøbenhavn. Man forlader nødigt Kone og Børn og heller ikke ere Reisemidlerne overflødige.

Har De aldrig talt med den gamle Excellence paa Espe – Otto Moltke. Det er en fortræffelig Mand af den gamle Skole, og dog var han endnu ifjor saa livlig og havde Interesse for alt med sine 83 Aar. Nu er han desværre bleven greben af Hypochondri og nedtrykt legemligt og sjeleligt. Det faldt mig kun ind at spørge Dem derom, fordi De jo kjender [102]Alverden, saa at det paa Athenæums Trappe var risikeerligt at møde Nogen, naar man gik ned med Dem. Samme Grev Moltke er min Kones Bedstefader.

Gud befalet!