Brev 55

[1r]De venter vel neppe Brev fra mig; det skulde glæde mig om De gjorde det, thi saa vidste jeg da at mit Brev fandt sin Plads. Men jeg har jo Lov til at holde mig forpligtet til at skrive Dem til; denne Consequens af at tage sig af Folk kommer De til at underkaste Dem idetmindste denne Gang hvad min Person angaaer.

Thi om jeg end ikke – hvad De jo spaaede mig – her har tænkt mere paa Dem end jeg gjorde i Kjøbenhavn – det vilde ikke have været mig let at fyldestgjøre denne Spaadom – saa har jeg dog vel ialfald tænkt ligesaa meget, og denne Tænken er stegen eftersom jeg efterhaanden blev vant til de nye Forhold og fik gjort Alting mere og mere dagligdags omkring mig. Og nu er snart Alt igjen dagligdags omkring mig; jeg har vænnet mig til – saa nogenledes at sige – at være hverken Kjød eller [94]Fisk ɔ: hverken dansk eller tydsk Præst men begge Dele tillige, fremdeles har jeg vænnet mig til at være Ægtemand. Hvad det Sidste angaaer, saa er der jo en Hær af Muligheder, hvad det Første angaaer, saa vil det vel blive som det er [1v] indtil Tydskerne igjen engang falder paa at oprøre Vandet for os. Saa kan det nok være at det Sidste bliver værre end det Første; saaledes troer jeg.

Hveranden Søn- og Helligdag præker jeg i det tydske Sprog hveranden i det danske; det er en uheldig Omstændighed, om man end kan sige, hvad jeg til min egen usigelige Forbauselse har kunnet sige lige fra Begyndelsen af, at det er mig lettere at udarbeide en tydsk Prædiken end en dansk. Kan De løse den Gaade? I Begyndelsen var det mig besværligt at holde en tydsk Prædiken, fordi jeg ikke turde undvære Papiret. Jeg var nærved i Fortvivlelse at tage Papiret igjen ogsaa paa dansk indtil jeg lod Desperationen tage en anden Retning og lagde det tilside ogsaa paa tydsk. Siden den Tid er det mig ligemeget, hvilket Tungemaal jeg skal bruge. Hvad der er mig piinligt og besværligt er nærmest kun Afvexlingen og det, at jeg frygter for, mit danske Sprog dog omsider maa lide derved.

Hvad her almindeligviis og fornemmelig fordres af en Præst er, at han kan spise og drikke godt og tale gemytligt og jovialt med Folk navnlig ved Barnedaab og Bryllupper samt Begravelser. Hvad Andet han kan præstere ansees for mindre vigtigt; i Kirke gaae meget faa. Kirken er en af de smukkeste, jeg har seet; bygget i en reen, ægte gothisk Stiil.

Af Ovenstaaende vil De ogsaa kun[2r]ne forstaae, at jeg i Regelen er mere tilfreds med mine tydske Prædikener end med mine danske; det er et Faktum, der mange Gange har bedrøvet mig. Oftere har jeg troet at have holdt en virkelig god Prædiken paa tydsk; næsten aldrig har jeg haft denne Følelse hvad de danske angaaer. Imidlertid – jeg mener at turde sige eller formode om mig selv, at jeg i det Væsentlige har vundet som Prædikant, i Udviklingens Klarhed – rigtignok desværre især paa tydsk – og i Foredragets Liv. Jeg haaber at kunne sige det til denne Time, jeg haaber ogsaa at kunne holde mig, ihvorvel det er vanskeligt, hvor man ingen Interesse eller Gjenklang formaaer at vække. At de politiske Forhold hertil bidrager Noget, vil De let slutte. Dog veed jeg, at De Tydsksindede ikke have Noget imod mig, og – man har sagt mig [95]– at jeg ved min Tiltrædelse her gjorde et godt Indtryk paa dem. At jeg ikke deeltager i nogetsomhelst Politisk, vil De vide.

Det uheldigste Sted en Prædikant kan befinde sig paa, troer jeg nu rigtignok ogsaa er en Kjøbstad; der er næsten ingen Tilhørerkreds at samle. I en Hovedstad er det der dog formedelst Mængden af Indbyggerne.

Besynderligt nok – der var et Ord, De sagde mig den sidste Gang, jeg talte med Dem, som ofte er kommet mig i Tanke. Det var i Anledning af de Ord, hvormed jeg tog Afskeed med Menigheden – eller rettere mine Tilhørere paa Christianshavn. Der kan De see – sagde De – hvor farligt det er at være Taler. Deres Ord berørte mig i Øieblikket noget øm[2v]findtligt, og jeg kunde ikke fremføre Spørgsmaalet: hvorfor. Nu har det ofte klinget i min Sjæl. Men nu kan jeg vel aldrig faae det besvaret, vel neppe engang om jeg talte med Dem.

Jeg har begyndt at læse en Afhandling om Dem i »Tidskrift för Literatur, Bergstedt, Stockholm«. De har vel sagtens læst den til liden Opbyggelse. Jeg har endnu kun læst Begyndelsen og uden Opbyggelse.

Det er først i den senere Tid, at mit Embede begynder at levne mig nogen Tid for mig selv. Jeg har Planen til et Par Skrifter i Hovedet; men naar de komme videre veed jeg ikke. Thi at prædike og holde Taler er for mig endnu i stræng Forstand at producere, og derfor har jeg ikke synderlig Kraft tilovers for noget Andet.

Det vil vel være overflødigt at bemærke, at mit Brev ikke er af det Slags Breve, der venter den regelrette Følge af et Svar, ligesom det er overflødigt at bemærke, at hvis det kom saaledes, saa kom det godt. Jeg har skrevet Dem til, fordi jeg ofte har savnet Dem og længtes efter at tale med Dem. Farvel! Gud være med Dem!