Brev 216
Er det ikke som jeg siger; De er og bliver den forlorne Literatus. Ikke engang at kunne læse Skrift – i Mørke. Denne Skrøbelighed er Dem tilgivet, mindre derimod, at De ikke sørgede for det til »Skriftlæsning« fornødne Lys. Kom saa i Eftermiddag Kl. 3½.
Tegnforklaring
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
Israel Levin
- Brev 212 · 1844–48
Kom i formiddag kl. 11½. Kierkegaard går ud fra, at Levin har tid: at ligge »i Kævl med hele Selskabet« regnes ikke for nogen virksomhed.
- Brev 213 · februar – marts 1845
Kierkegaard siger nej til at skrive i skrivebog: han er for gammel til det for sin egen skyld, og »Kladderie kunde let blive Kludderie«. Med brevet følger et svar, han skrev for længe siden og glemte at sende.
- Brev 214 · februar – marts 1845
Enhver anden bog i biblioteket må Levin låne, men ikke de opbyggelige taler: en sproglig forelskelse ser for meget. Jacob Böhme så Treenighedens glans i en tintallerken – godt nok for ham, »flaut nok for Talerkenen«.
- Brev 215 · marts – april 1845
Der må iles. Kierkegaard sender tak for ulejligheden og indlagt i takken et vederlag for arbejdet og tiden – med et NB, der »paa det Bestemteste« frabeder sig enhver forevigelse af skrifttegnene.
- Brev 216 · marts – april 1845 ← dette brev
Levin har ikke kunnet læse skrift i mørke, og det gør ham til »den forlorne Literatus«: skrøbeligheden er tilgivet, det manglende lys mindre. Kom så i eftermiddag kl. 3½.
- Brev 217 · maj – juni 1845
Bliver Levin i byen, eller tager han på landet? Kierkegaard kunne få brug for at tale med ham i næste uge, men Levin må »paa ingen Maade« lave om på sine planer for sommeren.
- Brev 218 · januar – februar 1846
Et afbud og en ny tid: i morgen kommer Levin forgæves, hvis han kommer, og det er »saa vist ikke min Skyld« – men lørdag kl. 10½, om Kierkegaard tør bede.
- Brev 219 · januar – februar 1846
Hele sedlen er en aftale flyttet en dag: ingen korrektur modtaget mandag, altså tirsdag kl. 3¼.
- Brev 220 · januar – februar 1846
Man venter i trykkeriet, Kierkegaard står i trykkeriet og venter, og han venter videre, når han går derfra. Overilelser frygter han ikke af Levins stilistiske nøjagtighed, men »hver Dag er mig kostbar«.