Brev 212

Kierkegaard siger nej til at skrive i skrivebog: han er for gammel til det for sin egen skyld, og »Kladderie kunde let blive Kludderie«. Med brevet følger et svar, han skrev for længe siden og glemte at sende.

Enhver anden bog i biblioteket må Levin låne, men ikke de opbyggelige taler: en sproglig forelskelse ser for meget. Jacob Böhme så Treenighedens glans i en tintallerken – godt nok for ham, »flaut nok for Talerkenen«.

Der må iles. Kierkegaard sender tak for ulejligheden og indlagt i takken et vederlag for arbejdet og tiden – med et NB, der »paa det Bestemteste« frabeder sig enhver forevigelse af skrifttegnene.

Levin har ikke kunnet læse skrift i mørke, og det gør ham til »den forlorne Literatus«: skrøbeligheden er tilgivet, det manglende lys mindre. Kom så i eftermiddag kl. 3½.

Bliver Levin i byen, eller tager han på landet? Kierkegaard kunne få brug for at tale med ham i næste uge, men Levin må »paa ingen Maade« lave om på sine planer for sommeren.

Et afbud og en ny tid: i morgen kommer Levin forgæves, hvis han kommer, og det er »saa vist ikke min Skyld« – men lørdag kl. 10½, om Kierkegaard tør bede.

Hele sedlen er en aftale flyttet en dag: ingen korrektur modtaget mandag, altså tirsdag kl. 3¼.

Man venter i trykkeriet, Kierkegaard står i trykkeriet og venter, og han venter videre, når han går derfra. Overilelser frygter han ikke af Levins stilistiske nøjagtighed, men »hver Dag er mig kostbar«.