Brev 214
Enhver anden Bog som findes i mit Bibliothek skulde jeg, skjønt ellers ikke just tilbøilig til at gjøre Udlaan, med Fornøielse tilstille Dem til Deres og Deres sproglige Forelskelses fuldkomne Raadighed; med mine opbyggelige Taler maa jeg gjøre en Undtagelse. Dersom det nemlig var ene sandt, at Forelskelse gjør blind, skulde jeg ingen Betænkelighed have, men det er destoværre ogsaa sandt, baade for Alvor og i Spøg, at den gjør seende: saa man seer Græsset gro, seer Skjønhed, hvor der ingen er, seer Styrelsens Finger, da man jo ellers ikke kunde blive tagen ved Næsen, seer Tegn og underlige Gjerninger, seer Regel og Hensigtsmæssighed, seer det Tilkommende i Forklarelsens Sky, øger Anelsens Bedrag til hvad der ikke er, men som nu er i forøget Maalestok, lytter en Vellyd ud der kun er dannet af Beundringens Gjenlyd o: s: v: o: s: v: thi man seer Alt. Men hvor fortryllende end disse Syner kunne være for Søndagsbarnet, Virkelighedens Gjenstand kan let komme til at spille en tvetydig og næsten comisk Rolle derved. De erindrer maa[336]ske, at Jacob Böhmes Øie første Gang oplodes for Beskuelsen af Treenighedens himmelske Glands ved at betragte Sollysets Reflex paa en Tintalerken: godt nok for J.B. flaut nok for Talerkenen. Heldigviis fik Talerkenen aldrig Noget at vide derom.
Tro nu ikke at jeg vil spotte over Deres linguistiske Studium, som havde jeg slet ingen Sympathie for mikroskopiske Iagttagelser, tro hell. ikke, at mine opbyggelige Taler nu pludselig blive sig selv usikkre, tro endnu mindre, at det er en tom Høflighed hvad der sagdes om min Beredvillighed til at laane Dem Bøger; thi tro, at hvis Deres Billet intet Andet havde indholdt end Ønsket om at laane Talerne, hvis den ikke, saa at sige, havde viist Tænderne eller det linguistiske Maskinerie i fuld Gang, saa havde jeg øieblikkeligen tilstillet Dem – mit eneste Exemplar. Denne Grund kunde jeg ogsaa angive, jeg har kun eet eneste, som jeg dog stundom selv seer i.
Tegnforklaring
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Israel Levin
- Brev 212 · 1844–48
Kom i formiddag kl. 11½. Kierkegaard går ud fra, at Levin har tid: at ligge »i Kævl med hele Selskabet« regnes ikke for nogen virksomhed.
- Brev 213 · februar – marts 1845
Kierkegaard siger nej til at skrive i skrivebog: han er for gammel til det for sin egen skyld, og »Kladderie kunde let blive Kludderie«. Med brevet følger et svar, han skrev for længe siden og glemte at sende.
- Brev 214 · februar – marts 1845 ← dette brev
Enhver anden bog i biblioteket må Levin låne, men ikke de opbyggelige taler: en sproglig forelskelse ser for meget. Jacob Böhme så Treenighedens glans i en tintallerken – godt nok for ham, »flaut nok for Talerkenen«.
- Brev 215 · marts – april 1845
Der må iles. Kierkegaard sender tak for ulejligheden og indlagt i takken et vederlag for arbejdet og tiden – med et NB, der »paa det Bestemteste« frabeder sig enhver forevigelse af skrifttegnene.
- Brev 216 · marts – april 1845
Levin har ikke kunnet læse skrift i mørke, og det gør ham til »den forlorne Literatus«: skrøbeligheden er tilgivet, det manglende lys mindre. Kom så i eftermiddag kl. 3½.
- Brev 217 · maj – juni 1845
Bliver Levin i byen, eller tager han på landet? Kierkegaard kunne få brug for at tale med ham i næste uge, men Levin må »paa ingen Maade« lave om på sine planer for sommeren.
- Brev 218 · januar – februar 1846
Et afbud og en ny tid: i morgen kommer Levin forgæves, hvis han kommer, og det er »saa vist ikke min Skyld« – men lørdag kl. 10½, om Kierkegaard tør bede.
- Brev 219 · januar – februar 1846
Hele sedlen er en aftale flyttet en dag: ingen korrektur modtaget mandag, altså tirsdag kl. 3¼.
- Brev 220 · januar – februar 1846
Man venter i trykkeriet, Kierkegaard står i trykkeriet og venter, og han venter videre, når han går derfra. Overilelser frygter han ikke af Levins stilistiske nøjagtighed, men »hver Dag er mig kostbar«.