Brev 214

Enhver anden Bog som findes i mit Bibliothek skulde jeg, skjønt ellers ikke just tilbøilig til at gjøre Udlaan, med Fornøielse tilstille Dem til Deres og Deres sproglige Forelskelses fuldkomne Raadighed; med mine opbyggelige Taler maa jeg gjøre en Undtagelse. Dersom det nemlig var ene sandt, at Forelskelse gjør blind, skulde jeg ingen Betænkelighed have, men det er destoværre ogsaa sandt, baade for Alvor og i Spøg, at den gjør seende: saa man seer Græsset gro, seer Skjønhed, hvor der ingen er, seer Styrelsens Finger, da man jo ellers ikke kunde blive tagen ved Næsen, seer Tegn og underlige Gjerninger, seer Regel og Hensigtsmæssighed, seer det Tilkommende i Forklarelsens Sky, øger Anelsens Bedrag til hvad der ikke er, men som nu er i forøget Maalestok, lytter en Vellyd ud der kun er dannet af Beundringens Gjenlyd o: s: v: o: s: v: thi man seer Alt. Men hvor fortryllende end disse Syner kunne være for Søndagsbarnet, Virkelighedens Gjenstand kan let komme til at spille en tvetydig og næsten comisk Rolle derved. De erindrer maa[336]ske, at Jacob Böhmes Øie første Gang oplodes for Beskuelsen af Treenighedens himmelske Glands ved at betragte Sollysets Reflex paa en Tintalerken: godt nok for J.B. flaut nok for Talerkenen. Heldigviis fik Talerkenen aldrig Noget at vide derom.

Tro nu ikke at jeg vil spotte over Deres linguistiske Studium, som havde jeg slet ingen Sympathie for mikroskopiske Iagttagelser, tro hell. ikke, at mine opbyggelige Taler nu pludselig blive sig selv usikkre, tro endnu mindre, at det er en tom Høflighed hvad der sagdes om min Beredvillighed til at laane Dem Bøger; thi tro, at hvis Deres Billet intet Andet havde indholdt end Ønsket om at laane Talerne, hvis den ikke, saa at sige, havde viist Tænderne eller det linguistiske Maskinerie i fuld Gang, saa havde jeg øieblikkeligen tilstillet Dem – mit eneste Exemplar. Denne Grund kunde jeg ogsaa angive, jeg har kun eet eneste, som jeg dog stundom selv seer i.