Brev 2
Længe før end jeg havde ventet, modtog jeg Svar fra Dig. Ikke saa længe som Du maatte blive efter mit Brev tøvede jeg efter Dit, og det er mig [12]kjært, at Du har fundet Behag i det. Hvad det angaaer, at Du troer, at jeg har læst Ciceros Breve, saa er det slet ikke Tilfælde, jeg har ikke læst et eneste af dem. Næste Aar kommer jeg formodentlig til at læse dem. Endnu er vel Artium ei saa vanskelig; men den kan maaskee blive det til den Tid jeg skal op; thi der er en Mand ved Navn Asp, cand:theolog: et juris, som har skrevet en Bog angaaende Artiums Forstrængelse. Han forlanger saaledes, at der skal gives op til denne Examen Stereometrie og Trigonometrie, han forlanger, at der skal skrives tydsk og fransk Stiil, og at det engelske Sprog ikke burde saaledes forsømmes, som det hidtil er bleven; men, at det skulde læres og at der ogsaa i dette Sprog skulde skrives Stiil. Han foreslaaer ogsaa, at den, der fik 0 i nogen Ting, skulde tage en nye Examen i denne Videnskab til Foraaret. En Ting, han i sin Bog klager over, er at de latinske Medicinere blive tilsidesatte for Barbersvende. Dog vil jeg ikke haabe, at hans Forslag gaae igjenem, da det vilde være i høi Grad ubehageligt for mig, dersom jeg skulde til at tage fat paa det engelske Sprog, det sidste Aar jeg er i Skolen. Allerede fra sidste Examen er det bestemt, at jeg først kommer op i Aaret 1830, da jeg er vel ung. Religion og Ny Testamente læser Bindesbøll, Historie læser naturligviis Warncke med mig. Mathematik læser Marthensen med mig, Ursin har gandske forladt Skolen. Græsk læser jeg med Professoren, noget, som jeg ei troede vilde finde Sted, da han forrige Aar blev meget kjed af, at læse Græsk med 1ste A.
At Professorens Sygdom har været meget farlig maa Du heller ei troe, da han allerede i lang Tid har læst med os og hans Been er [1v] fuldkommen helbredet. Naar Du skriver ham til, skal Du ikke udlade Dig for fuldstændig angaaende Aarsagen til denne Sygdom, da Du veed, at jeg kun har den igjenem hans Karl.
Kan Du skaffe mig Noget at vide om Fritz Lange, om hans Øine forbedre sig, eller endog blive slettere, skal det være mig meget kjerkomment. Her har jeg hørt, at han, der, hvor han opholdt sig havde taget store Briller paa efter Doctorens Raad, og at han er falden paa Gaden og faaet Stumperne ind i Øinene, og deraf er bleven gandske blind, dette troer jeg dog ikke og haaber det heller ikke.
Jeg har meget rigtig funden den Bog, som Du forlangte og Fader har ligeledes opfyldt Dit Ønske, at kjøbe en dansk Bibel, hvilke Bøger efter [13]Dit Forlangende følge med i en lille Kasse indsyt i Læret snøret og forseglet.
Til Frue Fenger er den i Brevet anmodede Hilsen overbragt, og hun bad at hilse ham meget kjærligt. Den ene Bog nemlig: P: Halds Disputats, havde hun modtaget og den er allerede afsendt. Den anden (Bispernes Hyrdebrev af 1817), lovede hun, at vilde see, at faae fat paa og den kunde da i dette Tilfælde sendes med de øvrige.
Jeg haaber, at Du befinder Dig vel som de Fleste hos os paa Petrea nær, der har skrantet i nogen Tid. Nicoline er i god Bedring, Fingeren er saavidt kommen sig; men den er endnu Noget øm.
Alle hilse Dig, Fader, Moder, Nicoline, Lund, Petrea, Niels, Md: Lund, Ole Lunds Døttre; men fornemlig være Du hilset
Khavn 25 Martii 1829
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
P.C. Kierkegaard
- Brev 1 · 8. marts 1829
Søren bruger den første halve side på at undskylde, at han aldrig skriver, og resten på nyhederne fra Borgerdydskolen: en snustobaksdåse i afskedsgave, tre nye lærere, og en professor med dårligt ben, der møder op til time »med een Tøffel og een Støvle«.
- Brev 2 · 25. marts 1829 ← dette brev
Søren har ikke læst et eneste af Ciceros breve, som Peter ellers tror. Til gengæld frygter han en mand ved navn Asp, der vil skærpe studentereksamen – og at skulle »tage fat paa det engelske Sprog« i sit sidste skoleår.
- Brev 3 · 15. juli 1829
Faderen sender Peter et kreditiv på 60 Fr. d'or til Göttingen og en nøje anvisning på det høflige følgebrev, der skal med. Han kan ikke få Søren til at skrive – og nederst lover Søren at gøre det snart, »for tillige at gjendrive Fader«.
- Brev 4 · 27. februar 1842
Kierkegaard har hørt nok Schelling i Berlin – læren om potenser »røber den høieste Impotens« – og rejser hjem. Til gengæld har han opdaget, at det har sin betydning at rejse; det skylder han Schelling.
- Brev 5 · 18.–19. januar 1843
Forretningerne har aldeles forstyrret Kierkegaards tankerækker, så han har fået Chr. Lund til at overtage bestyrelsen af stedet og sælge det. Lettelsen er så stor, at han kunne have kastet sig på knæ »som Robinson da han saae Fredag«.
- Brev 6 · 5.–6. februar 1843
Kierkegaard beder Peter brænde hans forrige brev – det gør han selv ved alle breve, han modtager. Ellers har han det godt efter omstændighederne: benene vakler af og til, men løbe kan han »ret ligerviis som Strudsen«.
- Brev 7 · 18. februar 1843
Kierkegaard har hørt, at Peter er kommet i uenighed med biskop Mynster, og skriver for at vise sin deltagelse; rygtet tør han af »criteria interna« antage for sandt. Så følger tre punkter fra en mand, der ellers sjældent giver råd uopfordret.
- Brev 8 · 6. maj 1843
Regnskabet er gjort op: kassen viser 335 rigsdaler, og Peter bliver 82 rigsdaler og 3 mark skyldig. Det haster ikke – på mandag rejser Kierkegaard til Tyskland og skriver igen, når han er hjemme.
- Brev 9 · 29. juni 1843
Kierkegaard er kommet hjem fra Berlin uden at høre fra Peter, og så går profeten til bjerget. Han spørger til Jettes helbred og tilbyder at komme ud, men bliver helst i byen og udholder varmen: »Mit Værelse er mit Rhodus«.
- Brev 10 · 2.–3. juli 1843
Kierkegaard minder Peter om de 80 rigsdaler, han har til gode: »jeg havde tilintetgjort Dit Beviis«, for det var nok, at broderen selv vidste det. Han skynder ikke på sagen – men kan godt bruge pengene.
- Brev 11 · 16.–17. maj 1844
Søren takker for indbydelsen og forklarer, hvorfor han nok ikke kommer: han nåede til Roskilde med billet videre til Sorø, blev træt, kørte hjem og gik i seng. Nevøen Poul vil han dog gerne se; onkelrollen kalder han »en kjær Ansættelse«.
- Brev 12 · 17. januar 1845
På Athenæum ligger et lånebevis underskrevet Kierkegaard på en bog, der aldrig kom tilbage: Greverne af Mansfeldt. Underskriften er ikke hans, og han sender bibliotekarens forespørgsel videre til Peter – helst så han alt sådant vrøvleri blive »paa Bloksbjerget«.
- Brev 13 · 10.–11. februar 1845
Rygtet siger, at biskoppen vil stille Peter over for valget: enten døbe eller forsage embedet. Kierkegaard tror ikke, det kommer så vidt, men minder om »en Masse Sluddermadser«, der vil kunne leve længe af sagen, hvis broderen vover det yderste.
- Brev 14 · 18. februar 1845
»Dit Brev modtaget – brændt.« Kierkegaard fastholder, at sagen langtfra er afgjort, og beder Peter lade være med at udvikle resignationens højeste for Jette for tidligt – hun skal ikke være udmattet, hvis faren udebliver.
- Brev 15 · 10. marts 1845
Kierkegaard gør rede for sin kildekritik: rygtet hørte han først på anden hånd, dagen efter af manden selv, tredje dag af en pålidelig kilde – fjerde dag skrev han. Og Povel skal lære »Velvillie og Ærbødighed« for den onkel, han så godt som aldrig har set.
- Brev 16 · 19. marts 1846
Om den store afsluttende bog er Kierkegaard ligeglad: læs den eller lad være, »Du vil fortryde begge Dele«. Indbydelsen til præstegården svarer han ved at sende ønsket og lysten af sted straks; sig selv in corpore lover han ikke.
- Brev 17 · 19. maj 1847
Kierkegaard er fyldt 34, og det havde han ikke ventet: både han og faderen mente, at ingen i familien blev ældre end 34 år, og at faderen skulle overleve dem alle. Men nej: »jeg gaaer i mit 35te Aar«.
- Brev 18 · 22. december 1847
Nu er huset solgt, til madam Bützov, enke efter en mægler. Peter beholder sin første prioritet på 7000 rigsdaler, Kierkegaard tager selv en anden på 5000 – og er så »fortumlet i Hovedet« af forretningerne, at han beder om svar med omgående post.
- Brev 19 · december 1848
Søren har med glæde læst en ytring af broderen i konventet og ville glæde sig endnu mere over at høre, at han havde meldt sig ud: alt, hvad der vil virke »ved Hjælp af Tallet«, er af det onde. Til sidst beder han Peter tilintetgøre brevet, når han har læst det.
- Brev 20 · november 1849
Brevet skal åbnes efter hans død: fru Regine Schlegel arver ubetinget »al den Smule«, han kan efterlade sig, og vil hun ikke modtage det, kan hun give det til de fattige. En forlovelse var ham lige så forpligtende som et ægteskab.
- Brev 21 · december 1849
Kierkegaard takker for artiklen i Kirketidenden og siger i samme åndedrag, at den har »berørt mig smerteligt«. Sammenstillingen med Martensen mangler efter hans mening det væsentlige: at han selv har bragt ofre, hvor Martensen har haft profit.
- Brev 22 · august 1851
Et par linjer i en konvolut med påskriften »At aabne efter min Død«. Indeni siger Kierkegaard rent ud, hvem den unævnte er, som hele forfattervirksomheden er tilegnet: hans forlovede engang, fru Regine Schlegel.