Brev 16
Tak for Dit Brev; det var mig kjært. Blæse med den store »afsluttende Bog«, læs den ell. læs den ikke, Du vil fortryde begge Dele; men i ethvert Tilfælde har jeg en reen Samvittighed, at jeg ikke forpligter Nogen til at læse, allermindst da dem, hvem jeg som et Venskabets Tegn sender et Fri-Exemplar. Du veed, at jeg saa omtrent hele Dagen igjennem ikke bestiller Andet end at gaae og øve mig i den existentielle Dialektik, og deraf vil Du let slutte hvor utilbøielig jeg er til egl. at indlade mig angaaende mine Frembringelser selv med en dygtig Dialektiker, fordi jeg frygter for, at det varer for længe inden vi faae et fælles Udgangspunkt. Saaledes har jeg derfor levet hen nu i al den Tid jeg har været Forfatter eller været »Pseudonymerne behjælpelig i at blive det«, jeg har aldrig talt med noget Menneske om hvad jeg vil, om Præstationen; jeg har roligt hørt de forskjelligste Indvendinger, som jeg med eet eneste Ord kunde have afviist, hvis dette Ord ikke netop havde stridt mod mit Tausheds-Princip, der altid beholder sin Betydning som Epigram over d. 19d theocentriske Aarhundredes ulidelige Snaksomhed. At en saadan Existeren er høit Spil og forfærdelig anstrængende veed jeg vel, jeg vidste det forud, jeg veed det af Erfaring; desto mere takker jeg Gud for, at det lykkes mig, tænk Dig dog, at jeg saaledes uafbrudt i nu paa 5te Aar kan udholde hver evige Dag at være i een og den samme fra Aar til Aar voxende Produktionens Spænding, og dog endnu have min gl. Glæde over Tilværelsen, over Menneskene, over den ubetydeligste Gjenstand i Naturen. Lad mig saa kun sætte nogle Penge til, lad dem saa kun tegne mig i Carrikatur, lad dem saa kun lee af mig, hvo der vil, jeg er [1v] saa langt fra at have Noget at klage over, at jeg atter og atter takker for det Gode, der er mig forundt. Men tale om hvad jeg gjør ell jeg vil, det kan jeg ikke; jeg er saa punktlig, at jeg endnu i disse Dage igjen har oplevet et Exempel, thi jeg veed det jeg vil om nogle Dage blive misforstaaet af en Mand, som jeg, da jeg sidst talte med ham, kunde have sagt, hvad han nu faaer at vide, hvad der altsaa den sidste Gang, jeg talte med ham, ikke blot var Noget, jeg vilde, men Noget jeg havde udført, skjøndt det dog ikke var publici juris.
Dog nok herom, efter et Øieblik at have ladet Din Tanke dvæle ved min selvtilfredse Eensomhed i den soelrige Stad, vil jeg lade min Tanke dvæle ved Din lykkelige Huslighed derude i landlig Eensomhed. Du skal have Tak for Din Indbydelse, der jo for at gjøre Besværgelsen fuldstændig lader Jette og Povel træde til, hvorfor Du bedes at takke hver især: Jette ved at tilføie den Forsikkring, at jeg dog af og til tænker paa hende, at jeg endnu med Taknemlighed mindes det Besøg, hun aflagde hos mig, at jeg villigt vedgaaer min Gjeld til hende; Povel ved at tilføie den Formaning, at han vænner sig til at huske paa sin Onkel: Søren. Du seer jeg respekterer Stridskræfterne, som det sømmer sig den Eenlige at respektere de ægteskabelige Demonstrationer. Da jeg desuden netop nu faaer lidt Fritid, var det dog muligt, at den Ønskets Lyst efter engang at besøge Dig, der er i min [2r] Sjel, ved at forene sig med de allerede seierrige Indbydere drog mig ganske i bogstavelig Forstand over paa deres Side – saa jeg kom derud. Men hvis ikke, nu ja, Ønsket, Lysten, den broderlige Deeltagelse, der vil derud, det er jo dog det Bedste, Personen med sin Indolents, Særhed o: s: v:, som paa den Maade skulde befordres derud, det mindre Gode. Saa afgaaer da strax det Bedste ved dette Brev paa Indbydelsens Vink, det tager Veien lige [36]derud, og tager afsted i samme Øieblik som jeg modtog Brevet – Resten, jeg selv in corpore, kommer maaskee og kommer maaskee ikke.
Lev vel; fryd Dig ved Trygheden i Din Præstegaard, nu da vel al Fare er dragen over, saa den eneste Forandring blev, at Du jo fik en ny Fløi bygget op; hav ret megen Glæde ved Din huslige Lykke. Er det end videnskabeligt en mislig Sag at begynde med Intet, ægteskabeligt er det i sin Orden at begynde med saa lidt som muligt, som Du jo begyndte med Jettes Sygelighed for nu at glædes ved det Vundne og det vundne Haab, at Den, som haver, skal der gives. Hils hende fra mig; hils Poul, vor kjære Neveu, Familiens Opretholder; vær selv hilset
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- usikker læsning i kilden
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
P.C. Kierkegaard
- Brev 1 · 8. marts 1829
Søren bruger den første halve side på at undskylde, at han aldrig skriver, og resten på nyhederne fra Borgerdydskolen: en snustobaksdåse i afskedsgave, tre nye lærere, og en professor med dårligt ben, der møder op til time »med een Tøffel og een Støvle«.
- Brev 2 · 25. marts 1829
Søren har ikke læst et eneste af Ciceros breve, som Peter ellers tror. Til gengæld frygter han en mand ved navn Asp, der vil skærpe studentereksamen – og at skulle »tage fat paa det engelske Sprog« i sit sidste skoleår.
- Brev 3 · 15. juli 1829
Faderen sender Peter et kreditiv på 60 Fr. d'or til Göttingen og en nøje anvisning på det høflige følgebrev, der skal med. Han kan ikke få Søren til at skrive – og nederst lover Søren at gøre det snart, »for tillige at gjendrive Fader«.
- Brev 4 · 27. februar 1842
Kierkegaard har hørt nok Schelling i Berlin – læren om potenser »røber den høieste Impotens« – og rejser hjem. Til gengæld har han opdaget, at det har sin betydning at rejse; det skylder han Schelling.
- Brev 5 · 18.–19. januar 1843
Forretningerne har aldeles forstyrret Kierkegaards tankerækker, så han har fået Chr. Lund til at overtage bestyrelsen af stedet og sælge det. Lettelsen er så stor, at han kunne have kastet sig på knæ »som Robinson da han saae Fredag«.
- Brev 6 · 5.–6. februar 1843
Kierkegaard beder Peter brænde hans forrige brev – det gør han selv ved alle breve, han modtager. Ellers har han det godt efter omstændighederne: benene vakler af og til, men løbe kan han »ret ligerviis som Strudsen«.
- Brev 7 · 18. februar 1843
Kierkegaard har hørt, at Peter er kommet i uenighed med biskop Mynster, og skriver for at vise sin deltagelse; rygtet tør han af »criteria interna« antage for sandt. Så følger tre punkter fra en mand, der ellers sjældent giver råd uopfordret.
- Brev 8 · 6. maj 1843
Regnskabet er gjort op: kassen viser 335 rigsdaler, og Peter bliver 82 rigsdaler og 3 mark skyldig. Det haster ikke – på mandag rejser Kierkegaard til Tyskland og skriver igen, når han er hjemme.
- Brev 9 · 29. juni 1843
Kierkegaard er kommet hjem fra Berlin uden at høre fra Peter, og så går profeten til bjerget. Han spørger til Jettes helbred og tilbyder at komme ud, men bliver helst i byen og udholder varmen: »Mit Værelse er mit Rhodus«.
- Brev 10 · 2.–3. juli 1843
Kierkegaard minder Peter om de 80 rigsdaler, han har til gode: »jeg havde tilintetgjort Dit Beviis«, for det var nok, at broderen selv vidste det. Han skynder ikke på sagen – men kan godt bruge pengene.
- Brev 11 · 16.–17. maj 1844
Søren takker for indbydelsen og forklarer, hvorfor han nok ikke kommer: han nåede til Roskilde med billet videre til Sorø, blev træt, kørte hjem og gik i seng. Nevøen Poul vil han dog gerne se; onkelrollen kalder han »en kjær Ansættelse«.
- Brev 12 · 17. januar 1845
På Athenæum ligger et lånebevis underskrevet Kierkegaard på en bog, der aldrig kom tilbage: Greverne af Mansfeldt. Underskriften er ikke hans, og han sender bibliotekarens forespørgsel videre til Peter – helst så han alt sådant vrøvleri blive »paa Bloksbjerget«.
- Brev 13 · 10.–11. februar 1845
Rygtet siger, at biskoppen vil stille Peter over for valget: enten døbe eller forsage embedet. Kierkegaard tror ikke, det kommer så vidt, men minder om »en Masse Sluddermadser«, der vil kunne leve længe af sagen, hvis broderen vover det yderste.
- Brev 14 · 18. februar 1845
»Dit Brev modtaget – brændt.« Kierkegaard fastholder, at sagen langtfra er afgjort, og beder Peter lade være med at udvikle resignationens højeste for Jette for tidligt – hun skal ikke være udmattet, hvis faren udebliver.
- Brev 15 · 10. marts 1845
Kierkegaard gør rede for sin kildekritik: rygtet hørte han først på anden hånd, dagen efter af manden selv, tredje dag af en pålidelig kilde – fjerde dag skrev han. Og Povel skal lære »Velvillie og Ærbødighed« for den onkel, han så godt som aldrig har set.
- Brev 16 · 19. marts 1846 ← dette brev
Om den store afsluttende bog er Kierkegaard ligeglad: læs den eller lad være, »Du vil fortryde begge Dele«. Indbydelsen til præstegården svarer han ved at sende ønsket og lysten af sted straks; sig selv in corpore lover han ikke.
- Brev 17 · 19. maj 1847
Kierkegaard er fyldt 34, og det havde han ikke ventet: både han og faderen mente, at ingen i familien blev ældre end 34 år, og at faderen skulle overleve dem alle. Men nej: »jeg gaaer i mit 35te Aar«.
- Brev 18 · 22. december 1847
Nu er huset solgt, til madam Bützov, enke efter en mægler. Peter beholder sin første prioritet på 7000 rigsdaler, Kierkegaard tager selv en anden på 5000 – og er så »fortumlet i Hovedet« af forretningerne, at han beder om svar med omgående post.
- Brev 19 · december 1848
Søren har med glæde læst en ytring af broderen i konventet og ville glæde sig endnu mere over at høre, at han havde meldt sig ud: alt, hvad der vil virke »ved Hjælp af Tallet«, er af det onde. Til sidst beder han Peter tilintetgøre brevet, når han har læst det.
- Brev 20 · november 1849
Brevet skal åbnes efter hans død: fru Regine Schlegel arver ubetinget »al den Smule«, han kan efterlade sig, og vil hun ikke modtage det, kan hun give det til de fattige. En forlovelse var ham lige så forpligtende som et ægteskab.
- Brev 21 · december 1849
Kierkegaard takker for artiklen i Kirketidenden og siger i samme åndedrag, at den har »berørt mig smerteligt«. Sammenstillingen med Martensen mangler efter hans mening det væsentlige: at han selv har bragt ofre, hvor Martensen har haft profit.
- Brev 22 · august 1851
Et par linjer i en konvolut med påskriften »At aabne efter min Død«. Indeni siger Kierkegaard rent ud, hvem den unævnte er, som hele forfattervirksomheden er tilegnet: hans forlovede engang, fru Regine Schlegel.