Brev 17
Onsdag.
Den Fødselsdag, til hvilken Du gratulerer, og om hvilken Du siger, at den »i de Dage, mod Sædvane, flere Gange har været Dig i Tanker,« den Fødselsdag har ogsaa ofte og længe forud været mig i Tanker. Jeg blev nemlig 34 Aar gammel. Dette er i en vis Forstand kommet mig aldeles uventet. Det forundrede mig allerede meget i sin Tid – ja, nu kan jeg da gjerne sige det uden at frygte for at forstyrre – at Du blev 34 Aar [37]gl. Baade Fader og jeg havde den Idee, at ingen i vor Familie skulde blive over 34 Aar. Hvorlidet jeg nemlig ellers var enig med Fader, saa havde vi i enkelte sære Ideer et væsentligt Berøringspunkt, og i saadanne Samtaler var Fader altid næsten begeistret for mig, fordi jeg med levende Phantasie kunde udmale og med dristig Consequents forfølge Ideen. Det var overhovedet besynderligt med Fader, at hvad han havde meest af var hvad man mindst tænkte paa, var Phantasie, rigtignok tungsindig Phantasie. Det 34de Aar skulde altsaa være Grændsen, og Fader skulde overleve os alle. Saaledes er det nu ikke skeet – jeg gaaer i mit 35te Aar.
Hvad mit Brev til Dig iøvrigt angaaer, da synes Du ikke ganske at have forstaaet det, saaledes som jeg har meent det. Min Mening var ikke just nu i disse Dage at sælge, men jeg ønskede at indhente Dit Svar paa det Spørgsmaal, om Du vilde forøge Din Prioritet paa den foreslaaede Maade, hvilket, som jeg bemærkede, ogsaa vilde convenere mig, naar jeg engang besluttede mig til at sælge.
At have en 1ste Prioritet paa 10,000 rd forekom mig, [1v] at maatte være ret ønskeligt for Dig. Videre skal jeg ikke tilføie herom, da Du jo selv godt maa indsee, hvad der kan tale derfor, og bedre end jeg, hvorvidt Noget kunde tale derimod. Min Mening er blot, at Ønsket er saaledes, at det samstemmer med Din Interesse. Naar dette er saaledes, saa kan Du altsaa gjøre mig en Tjeneste ved at opfylde mit Ønske, og Tjenesten er tillige saaledes, at jeg glad kan tage imod den, fordi den ikke er forbunden med nogen Opoffrelse fra Din Side, da Din Eiendom anbragt i en saadan 1ste Prioritet ubetinget er lige saa sikker som i hvilketsomhelst Papir, vel endog sikkrere.
Du indseer vel selv, at en 1ste Prioritet paa 7000rd i mit Huus er en meget lille 1ste Prioritet; men paa den anden Side, da Du jo har en 1ste Prioritet, saa vil jeg ikke kunde tilbyde nogen Anden andet Vilkaar end en anden Prioritet, hvilken nu engang ikke er saa let at faae. Du, som har en lille første Prioritet er altsaa den Eneste, til hvem jeg kan henvende mig, og selv om Du var en Anden end Du er, vilde der dog være en Billighed i, at en saadan Anden, hvis han forøvrigt kunde det, føiede mit Ønske.
Betænk Dig nu, om Du vil gjøre det. Du veed i en vis Forstand vel ikke meget om mit Liv, dets Hensigt og Øiemeed, men Du veed dog at det [38]er meget anstrænget, hvilket Du i en vis Forstand maaskee ikke synes om – maaskee dog fordi Du ikke kjender det. Der er en Taushed nødvendig i Forhold til mit Liv, og netop ved Tausheden faaer det sin Kraft. Selv om jeg vilde tale, vilde dog det som er mig [2r] det Vigtigste og som dybest bestemmer mit Liv, være det jeg maatte fortie. Deraf fremkommer et Misforhold i Forhold til Enhver, der har ell. hvem jeg kunde ønske at give et Krav paa en nærmere Fortrolighed. Jeg har derfor aldrig villet give det Skin af som havde jeg noget fortroligt Forhold til noget Msk, netop fordi jeg vidste, at selv om han ikke opdagede Misforholdet saa indsaae jeg det. I Forhold til de Par Msk, som jeg har haft lidt nøiere Omgang med (thi i vidtløftig Forstand har jeg haft Omgang med Utallige) har jeg selv en enkelt Gang gjort dem opmærksom paa, at der i vort Forhold var et Misforhold, og tilføiet at Forholdet, saaledes som jeg havde det til dem, var mig kiært, men at nogen egentlig Fortrolighed var mig umulig.
Saaledes nu ogsaa i Forhold til Dig. Jeg kan godt forstaae, at det maa støde Dig eller dog være Dig underligt, at Du i Forhold til et Msk, der dog vistnok maa have gjennemgaaet meget i sit Indre, qua Broder ikke er nærmere vidende. Lad det saaledes være, og betænk, om det dog ikke er en Art Redelighed, at jeg netop har udtrykt, at dette var Tilfældet. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg fra Begyndelsen af i Lidelser, som maaskee Faae have Forestilling om, fordi jeg har faaet Styrke til at skjule dem, gladere og gladere erkjender, at Styrelsen har forundt mig uendeligt mere end jeg nogensinde havde ventet. Selv nu, efter uafbrudt at have arbeidet saaledes i adskillige Aar, uden een eneste udvortes Opmuntring, og derpaa allerede i lang Tid en Gjenstand for Pøbelagtighedens og Raahedens og Nysgjerrighedens væmmelige Behandling Dag ud og Dag ind, selv nu paaskjønner jeg taknemlig, at jeg arbeider lettere og sundere end før, ja, at dette virkeligen har tjent mig til Gode, og givet mig een Streng mere paa mit Instrument, ak, istedenfor at beskadige de gamle Strenge. See, vil Du glæde Dig med mig derover, saa er det mig kjært.
Forøvrigt kunde jeg ogsaa ønske at tale engang noget længere med Dig, især nu da jeg er bleven 34 Aar gl., og jeg, successivt rykker det nærmere, om muligt at forandre noget i min ydre Livs-Stilling ved dog at betrygge mit Udkomme. Men i denne Henseende ønsker jeg ikke at [39]forhaste mig, der er i Henseende til min Arbeiden forundt mig saa megen Lykke, at jeg endeligen ikke travlt maa forurolige mit Sind. Jeg kommer derfor nok engang ned til Dig og bliver nogle Dage. Hils Jette, Poul.
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- rettet af udgiverne
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
P.C. Kierkegaard
- Brev 1 · 8. marts 1829
Søren bruger den første halve side på at undskylde, at han aldrig skriver, og resten på nyhederne fra Borgerdydskolen: en snustobaksdåse i afskedsgave, tre nye lærere, og en professor med dårligt ben, der møder op til time »med een Tøffel og een Støvle«.
- Brev 2 · 25. marts 1829
Søren har ikke læst et eneste af Ciceros breve, som Peter ellers tror. Til gengæld frygter han en mand ved navn Asp, der vil skærpe studentereksamen – og at skulle »tage fat paa det engelske Sprog« i sit sidste skoleår.
- Brev 3 · 15. juli 1829
Faderen sender Peter et kreditiv på 60 Fr. d'or til Göttingen og en nøje anvisning på det høflige følgebrev, der skal med. Han kan ikke få Søren til at skrive – og nederst lover Søren at gøre det snart, »for tillige at gjendrive Fader«.
- Brev 4 · 27. februar 1842
Kierkegaard har hørt nok Schelling i Berlin – læren om potenser »røber den høieste Impotens« – og rejser hjem. Til gengæld har han opdaget, at det har sin betydning at rejse; det skylder han Schelling.
- Brev 5 · 18.–19. januar 1843
Forretningerne har aldeles forstyrret Kierkegaards tankerækker, så han har fået Chr. Lund til at overtage bestyrelsen af stedet og sælge det. Lettelsen er så stor, at han kunne have kastet sig på knæ »som Robinson da han saae Fredag«.
- Brev 6 · 5.–6. februar 1843
Kierkegaard beder Peter brænde hans forrige brev – det gør han selv ved alle breve, han modtager. Ellers har han det godt efter omstændighederne: benene vakler af og til, men løbe kan han »ret ligerviis som Strudsen«.
- Brev 7 · 18. februar 1843
Kierkegaard har hørt, at Peter er kommet i uenighed med biskop Mynster, og skriver for at vise sin deltagelse; rygtet tør han af »criteria interna« antage for sandt. Så følger tre punkter fra en mand, der ellers sjældent giver råd uopfordret.
- Brev 8 · 6. maj 1843
Regnskabet er gjort op: kassen viser 335 rigsdaler, og Peter bliver 82 rigsdaler og 3 mark skyldig. Det haster ikke – på mandag rejser Kierkegaard til Tyskland og skriver igen, når han er hjemme.
- Brev 9 · 29. juni 1843
Kierkegaard er kommet hjem fra Berlin uden at høre fra Peter, og så går profeten til bjerget. Han spørger til Jettes helbred og tilbyder at komme ud, men bliver helst i byen og udholder varmen: »Mit Værelse er mit Rhodus«.
- Brev 10 · 2.–3. juli 1843
Kierkegaard minder Peter om de 80 rigsdaler, han har til gode: »jeg havde tilintetgjort Dit Beviis«, for det var nok, at broderen selv vidste det. Han skynder ikke på sagen – men kan godt bruge pengene.
- Brev 11 · 16.–17. maj 1844
Søren takker for indbydelsen og forklarer, hvorfor han nok ikke kommer: han nåede til Roskilde med billet videre til Sorø, blev træt, kørte hjem og gik i seng. Nevøen Poul vil han dog gerne se; onkelrollen kalder han »en kjær Ansættelse«.
- Brev 12 · 17. januar 1845
På Athenæum ligger et lånebevis underskrevet Kierkegaard på en bog, der aldrig kom tilbage: Greverne af Mansfeldt. Underskriften er ikke hans, og han sender bibliotekarens forespørgsel videre til Peter – helst så han alt sådant vrøvleri blive »paa Bloksbjerget«.
- Brev 13 · 10.–11. februar 1845
Rygtet siger, at biskoppen vil stille Peter over for valget: enten døbe eller forsage embedet. Kierkegaard tror ikke, det kommer så vidt, men minder om »en Masse Sluddermadser«, der vil kunne leve længe af sagen, hvis broderen vover det yderste.
- Brev 14 · 18. februar 1845
»Dit Brev modtaget – brændt.« Kierkegaard fastholder, at sagen langtfra er afgjort, og beder Peter lade være med at udvikle resignationens højeste for Jette for tidligt – hun skal ikke være udmattet, hvis faren udebliver.
- Brev 15 · 10. marts 1845
Kierkegaard gør rede for sin kildekritik: rygtet hørte han først på anden hånd, dagen efter af manden selv, tredje dag af en pålidelig kilde – fjerde dag skrev han. Og Povel skal lære »Velvillie og Ærbødighed« for den onkel, han så godt som aldrig har set.
- Brev 16 · 19. marts 1846
Om den store afsluttende bog er Kierkegaard ligeglad: læs den eller lad være, »Du vil fortryde begge Dele«. Indbydelsen til præstegården svarer han ved at sende ønsket og lysten af sted straks; sig selv in corpore lover han ikke.
- Brev 17 · 19. maj 1847 ← dette brev
Kierkegaard er fyldt 34, og det havde han ikke ventet: både han og faderen mente, at ingen i familien blev ældre end 34 år, og at faderen skulle overleve dem alle. Men nej: »jeg gaaer i mit 35te Aar«.
- Brev 18 · 22. december 1847
Nu er huset solgt, til madam Bützov, enke efter en mægler. Peter beholder sin første prioritet på 7000 rigsdaler, Kierkegaard tager selv en anden på 5000 – og er så »fortumlet i Hovedet« af forretningerne, at han beder om svar med omgående post.
- Brev 19 · december 1848
Søren har med glæde læst en ytring af broderen i konventet og ville glæde sig endnu mere over at høre, at han havde meldt sig ud: alt, hvad der vil virke »ved Hjælp af Tallet«, er af det onde. Til sidst beder han Peter tilintetgøre brevet, når han har læst det.
- Brev 20 · november 1849
Brevet skal åbnes efter hans død: fru Regine Schlegel arver ubetinget »al den Smule«, han kan efterlade sig, og vil hun ikke modtage det, kan hun give det til de fattige. En forlovelse var ham lige så forpligtende som et ægteskab.
- Brev 21 · december 1849
Kierkegaard takker for artiklen i Kirketidenden og siger i samme åndedrag, at den har »berørt mig smerteligt«. Sammenstillingen med Martensen mangler efter hans mening det væsentlige: at han selv har bragt ofre, hvor Martensen har haft profit.
- Brev 22 · august 1851
Et par linjer i en konvolut med påskriften »At aabne efter min Død«. Indeni siger Kierkegaard rent ud, hvem den unævnte er, som hele forfattervirksomheden er tilegnet: hans forlovede engang, fru Regine Schlegel.