← Alle breve

Brev 135

Fra
Søren Kierkegaard
Til
Regine Olsen
Datering
[redaktionelt dateret]
Brevveksling
Regine Olsen
Gruppe
B127 – Regine Olsen, gift Schlegel
SKS
Brevet hos tekster.kb.dk
[1r]Min Regine!

Dette Brev har ingen Datum og skal hell. ingen have, da dets væsentlige Indhold er en Bevidsthed om en Følelse, som vel er tilstæde hos mig i ethvert Øieblik om end i alle Kjærlighedens forskjellige Tonearter, men som netop derfor hell. ikke er tilstæde i noget enkelt Øieblik i Modsætning til andre (ikke Kl. 10 præcise, ell. Kl. 11 slet. ikke d. 11 Nov: i Modsætning til den 10d ell. d. 12de). Denne Følelse forynger sig nemlig bestandig, den er evig ung ligesom de Bøger, Middelalderen har overleveret os, der, skjøndt flere hundrede Aar gamle, bestandig ere: trykte i dette Aar. – Jeg var idag paa Knippelsbro, denne Dag har hell. ingen Datum, som der ingen Dag er, uden jeg jo foretager mig denne Expedition.

Den Mortensdags-Aften, da jeg udeblev til Kl. 8 var jeg paa Fredensborg, jeg kan ikke sige igaar ell. iforgaars da jeg intet: idag har til Udgangspunkt. Man undrede sig over, at jeg kjørte alene. Før veed Du, at jeg aldrig kjørte ene, men Sorg og Bekymring og Veemod vare mine trofaste Ledsagere, nu er Reiseselskabet mindre talrigt. Naar jeg kjører ud er det Mindet, Erindringen om Dig, naar jeg kjører hjem Længselen efter Dig. Og i Fredensborg mødes disse mine Ledsagere falde hinanden om Halsen, og kysses. Det er dette Øieblik jeg holder saa meget af, thi Du veed jeg elsker Fredensborg for et Øieblik ubeskriveligt, et Øieblik men kun et Øieblik der er mig [1v] ubetaleligt.

[223]Som nu dette Brev er uden Datum og følgelig kan være skreven til hvilkensomhelst Tid, saa følger deraf ogsaa, at det kan læses til enhver Tid, og naar nogen natlig Tvivl skulde overfalde Dig, da kan Du læse det endog om Natten; thi i Sandhed, har jeg noget Øieblik tvivlet om, at jeg turde kalde Dig »min« (Du veed, hvor meget jeg forbinder med dette Udtryk, Du veed det, Du som selv har skrevet, at Dit Liv var afsluttet med mig, hvis jeg skulde skilles fra Dig, o saa lad det da være indesluttet i mig saa længe vi ere forenede, thi først da ere vi egl. forenede) da er der intet Øieblik, jeg har tvivlet om, nei jeg skriver det af min Sjæls inderste Overbeviisning, ja end ikke i den mørkeste Afkrog af Verden skal jeg tvivle om, at jeg er Din

Din for evig S. K.
Tegnforklaring
  • tilføjet i kilden, typisk over linjen

Samme brevveksling

Regine Olsen