Brev 129
Det er Knippelsbro. Den Person med Kikkerten det er mig. Du veed, at de Personer, der forekomme paa Landskaber i Almdl: see Noget curieuse ud; Du kan derfor trøste Dig med, at jeg ikke seer slet saa grim ud, og at enhver kunstnerisk Opfattelse altid har noget Idealt endog i at karrikere. Flere Kunstkjendere have været uenige om, hvorfor Maleren slet ikke har anbragt nogen som helst Omgivelse; nogle have troet, at det var en Allusion til et Folkesagn om et Msk, der i den Grad havde fortabt sig i Nydelse af Udsigt fra Knippelsbro, at han tilsidst slet Intet saae, uden det Billede, som Sjælen selv frembragte, og som han ligesaa godt kunde have seet i et mørkt Værelse; andre have formeent, at det havde sin Grund deri, at han ikke var stærk i det Perspektiv, der er nødvendigt for at tegne – Huse. Kikkerten selv har imidlertid en egen Beskaffenhed, hvorom Traditionen fortæller Følgende. Det yderste Glas er nemlig Speilglas, saaledes, at man, naar man retter den mod Trekroner og stiller sig selv paa venstre Side af Broen, under Vinkel af 35o mod Kbhv:, [1v] seer Noget ganske Andet end alle de andre Msker, der om[216]give Een; saa at man, midt under en gemütlig Passiar om Udsigten over Skibene, seer ell. troer at see ell. haaber at see, ell. ønsker at see; ell fortvivler over ikke at see det som Kikkertens hemmelighedsfulde Aand viser den, der forstaaer at give den sin rigtige Retning. Kun i de rette Hænder, og for det rette Øie er den en guddommelig Telegraph, for enhver Anden et unyttigt Møbel. –
Din Broder bebreidede mig igaar, at jeg bestandig talte om: min Skomager, min Frugthandler, min Kræmer, min Hyrekudsk, etc etc etc; han synes derved at sigte mig for en fremherskende Brug af den første Persons Eiendoms-Pronomen. At jeg er vel ikke extensivt men intensivt langt stærkere i Brugen af den anden Persons Eiendoms-Pronomen, det veed kun Du om Din trofaste Ven, og hvorledes skulde han ogsaa kunde vide det, hvorledes overhovedet noget Msk, – da jeg kun er Din
Tegnforklaring
- udfyldt af udgiverne, hvor kilden mangler
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
Samme brevveksling
Regine Olsen
- Brev 127 · 1840
En typografisk kærlighedserklæring: stregen under »Vor egen lille Regine« er en besked til sætteren om at spatiere ordene, og Kierkegaard vil trække dem så langt ud, at sætteren formodentlig aldrig kommer til at sætte mere i sit liv.
- Brev 128 · 1840
Om øjet, der læser, hvad øjenlåget skriver – men kun på nær afstand; tanken derimod er »en Piil fra den spændte Bue«. Med følger en hieroglyf, som nogen vil kalde en rosenkrans, der føres led for led gennem hånden, mens navnet nævnes.
- Brev 129 · 1840 ← dette brev
Til en tegning af Knippelsbro: manden med kikkerten er ham selv, og det yderste glas er spejlglas, så kikkerten i de rette hænder bliver »en guddommelig Telegraph« og i alle andres et unyttigt møbel.
- Brev 130 · 1840
Regine har fortalt om flasken liljekonval, hun fik af sin far til konfirmationen. Han hørte det godt, men lod planen ligge skjult, til flasken kunne komme netop som hun skal ud ad døren: »stands et Øieblik blot et Øieblik«.
- Brev 131 · 1840
For tre uger siden ventede hun et brev og fik ingen; i dag venter hun besøg og ikke brev – så gør han begge dele. Hver gang hun gentager, at hun elsker ham mest, når han er bedrøvet, hører han »ikke længere Lænkernes Raslen«.
- Brev 132 · 28. oktober 1840
Nogle få linjer om vinteren, der kom: han knuger blomsterne fast for at redde dem, og de dør, men en dråbe bliver tilbage. Nedenunder en besked til »Ringens Aand« om at bringe brevet hurtigt den lange vej.
- Brev 133 · 1840
Kierkegaard har læst Platon om kærligheden, men vil holde sin egen lovtale: kærligheden er »hurtigere end sig selv«. Efterskriften beder hende glemme alt det mellemliggende og blot læse overskriften og underskriften – de kan både dysse og vække.
- Brev 134 · 1840
Det er vinter, og derfor netop tid til at tænke på sommer: en køretur gennem skoven, og bagefter en løvhytte, som erindringen helliger, for naturen selv er »uden Fortid«. Tegningen af hytten følger med – man bruger unge, friske skud, ikke tørre pinde.
- Brev 135 · 1840
Brevet har med vilje ingen dato – følelsen hører ikke til nogen bestemt time, og det kan derfor læses når som helst, »endog om Natten«. Før var sorgen og vemodet hans rejsefæller til Fredensborg; nu er selskabet mindre: erindringen derud, længslen hjem.
- Brev 136 · 1840
Det er lørdag, og han kommer ikke. I stedet et lille billede af en gammel kone, der læser højt – og en tilståelse: han har beholdt hendes strikketøj, det ligger ved siden af ham i sofaen, mens han selv læser højt.
- Brev 137 · 1840
En kort seddel midt på dagen: når det stundom ser ud, som om han unddrager sig, er det ikke, fordi han elsker mindre, men fordi han i visse øjeblikke må være alene. Horisonten udvider sig uendeligt og har »en eneste Begrændsning«.
- Brev 138 · 9. december 1840
Kierkegaard sammenligner sig med en havmand, fordi hans egentlige liv ligger dybt nede i »Sjælens Hemmelighedsfuldhed«. Dernede er mange små, hyggelige værelser, hvor man sidder trygt, mens havet stormer udenom; ét af dem følger med som tegning.
- Brev 139 · 1840
Et billede, hun ejer, er havnet hos ham og længes hjem igen: kvinden på det holder en blomst – rækker hun den, eller har hun fået den? »Det veed ingen Trediemand« – og med brevet følger et halstørklæde, som kun hun skal vide, hun ejer.
- Brev 140 · 1840
Otte tyske verselinjer om, at det, der passer sammen, må finde sammen – og så en kort bemærkning: det er tirsdag, men julen kommer før nytår, og på samme måde kommer det poetiske før det virkelige.
- Brev 141 · 30. december 1840
Til bevis for, at æsken ikke bruges til tobak, men som »et slags Tempel-Archiv«, følger et manuskript med en krans og et øje. Erindringen om den ene onsdag gjorde hende ked af det, så han fortæller om en anden.
- Brev 142 · 1840–41
Et nytårsønske om »Mange Smiil og faae Taarer« – og et lommetørklæde, han har lagt under hendes hovedpude. Som Veronicas linklæde bar Kristi billede, skal hun selv kunne kalde hans frem i dette.
- Brev 143 · 1841
Han forsvarer sin uregelmæssige brevskrivning: friheden er kærlighedens element, og han er ingen »fungerende Kammerjunker«, der fører kærlighedens protokol. Nedenunder står en aftale: går han forbi hendes vindue og ser på sit ur, har han set hende.
- Brev 144 · 1841
Hun har opgivet de højere musikalske studier og får til gengæld en understøttelse til »Musikens Udbredelse i Dagligstuen«. David fordrev Sauls onde lune uden at være stor kunstner – hendes spil skal klare hans mørke sind.
- Brev 145 · 1841
Han læser en vise, hvor kong Wolmer holder op med at friste pigen, og flytter pointen: kongen og »en vis anden Person« er i grunden den samme. Belønningen udebliver, men han var og var dog ikke i stormvejret; han er i den sagte luftning.
- Brev 146 · 1841
Et billede følger med; han ønsker ikke, det skal hænge upåagtet på et ubeboet værelse. Under hilsenen står et lille tysk vers: »Ich dein Du mein«.
- Brev 147 · 23. januar 1841
Fødselsdagsbrev: manuskriptet, der tvang ham til at gå så præcist, følger med – sammen med et malerapparat og et par stager. Ønsket er, at ingen må »tage Din Glæde fra Dig«, heller ikke han selv.
- Brev 148 · 1841
Han er netop blevet færdig med en anmeldelse til hofprædikant Münter – kragetæer under et sjusket omslag – mens hånden tegner hvert bogstav til hende med omhu. Hun må ikke tro, han skriver, blot fordi pennen er i hånden.
- Brev 149 · 1841
Hele sedlen er en aftale: »Wir haben uns bedacht« – hun skal komme forbi Store Købmagergade nr. 7, når hun går fra musik, så møder han op der.
- Brev 150 · 1841
Efter en formiddag, hvor han har talt alvorligt med hende, sender han et eksemplar af Det Nye Testamente – ikke for at stille sig over hende: han tugter, skriver han, sig selv på samme måde.
- Brev 151 · 1841
Øjeblikket vil ikke begunstige dem, og så vil de erindre i stedet. »Erindringen er mit Element«, og allerede mens han skriver, husker han dagen som noget længst forbigangent – uden smertens brod.
- Brev 152 · 1841
En lang række tak for brevtasken, hun har broderet med perler: »Tak fordi Du kom alene«. Tilbage følger rosen, der visnede under hans hænder, forseglet med hans læber mod papiret – seglet er hendes, men han bevarer det.
- Brev 153 · 11. september 1841
Et spørgsmål og ikke mere: tager hun til Ordrup i dag? Han vil kun vide, om han kan træffe hende hjemme.
- Brev 154 · 1841
For et år siden sendte han hende en flaske af den samme essens; nu kommer en ny, svøbt i lag på lag af omslag, som ikke skal rives af i hast – de er selve glæden.
- Brev 155 · 1841
En seddel med et afbud, der ikke er helt et afbud: hun skal ikke vente ham i eftermiddag, for han er forhindret og kommer først til aften.
- Brev 156 · 1841
Hele brevet er et afbud: hun skal ikke vente ham i aften, da han ser sig forhindret i at komme. Hvad der forhindrer ham, står der ikke.
- Brev 157 · 1841
Han ville gerne have lagt noget vellugtende i æsken, men har ikke andet ved hånden end brevet selv – og håber, hun vil være tilfreds med det.
- Brev 158 · 1841
Han er gået forbi teatret og har taget to billetter, den ene til hende. Hvem den anden er til, får hun at vide kl. 6 præcis, når han kommer ned med hendes – svar bedes med buddet.