Brev 49
Formodentligen troer De..... ja lad os nu ikke dvæle derved; Alt hvad De saaledes kan troe befæster ingenlunde Troen, alt nærer kun Tvivlen om min Troskab. Sagen er i en vis Forstand ganske simpel og dog i en anden Forstand besynderlig nok; det falder mig nemlig hyppigt paa Sinde: Gud veed hvorledes Fru Spang har det, men det falder mig altid ind paa en forkeert Tid. Næsten hver Aften præcise Kl. 9½ banker der en mindende Tanke paa hos mig og siger: husk dog paa at gaae op til Fru Spang; men næsten hver Aften præcise Kl. 9½ staaer jeg paa Frederiksberg-Bakke. Selv om jeg da vilde ile til Kjøbenhavn, det blev dog for sildigt. Imidlertid foresætter jeg mig den næste Dag paa en Tid, hvor jeg er Deres Bolig noget nærmere, at indhente det Forsømte; men see, saa gaaer det mig af Glemme, indtil Aftenen kommer og Klokken bliver 9½, – og jeg staaer angrende paa Frederiksberg-Bakke. Min Omvendelse fører heller ikke til Noget, uagtet jeg som sagt ved det Klokkeslet vender mig om og gaaer til Byen. Igaaraftes indtraadte ganske rigtigt det sædvanlige Phænomen; men da jeg nu er bleven mistroisk mod mig selv, skriver jeg Dem herved til, af Frygt for at iaften den gamle Historie skal begynde forfra.
Nu Eet Spøg, et Andet Alvor, det vilde sandeligen gjøre mig ondt, om De paa nogen Maade lagde mig min Skjødesløshed til Last. De kan let forstaae, at det vilde gjøre mig meget mere ondt, end om noget saadant var hændt mig med Deres Mand; thi han kunde jo have fanget mig op paa Gaden. Men en »virkelig Enke«, som Skriften siger (og dertil fordres, at det virkelig var en Mand der døde, og at den Efterladte har en sand Forestilling om sit virkelige Tab; ellers følger det ingenlunde af sig selv, at enhver Kone, hvis Mand er død, er en virkelig Enke), der sidder hjemme med Savnet og Sorgen i sit Huus: hun er naturligvis berettiget til at gjøre ganske andre Fordringer. Jeg indrømmer det; og visseligen, det var neppe faldet mig ind at skrive saa langt et Brev til Deres Mand for at gjøre Undskyldning. Men De maa jo kjende min Indolents fra tidligere Tid, og i Varme kan den især udvikle sig til en høi Grad.
Altsaa, lad dette Brev gjøre Fyldest for min Udebliven; og naar De har læst det, lad det saa være Dem, som havde jeg idag været hos Dem; – [88]maaskee kan saa Brevets Størrelse faae Magt over mig, saa jeg kommer en af Dagene, skjøndt jeg Intet lover. Men i min Faveur maa jeg dog erindre om, at jeg ellers saa godt som aldrig skriver til Nogen, saa man kan slutte sikkert, at De maa ligge mig meget paa Sinde, siden De nu modtager dette Brev fra
Samme brevveksling
Spang
- Brev 45 · 18. november 1841
Hjemme i byen turde ingen i fjorten dage sige ham et ord; han rejste, og »Konversationens Sluser« åbnede sig. I Berlin er Schelling begyndt under så megen larm og piben, at Kierkegaard vil vove livet på at høre ham igen.
- Brev 46 · 8. januar 1842
Nytårshilsen fra Berlin: hans breve ligner uvisse indtægter, er altid frankerede og kræver aldrig svar, og forandringen ved rejsen er den, at han »uforandret bliver den samme«. Schelling kom for sent, og det gik ud over Berlins manglende offentlige ure.
- Brev 47 · 1846
Et par linjer skrevet i hast, for ellers glemmer han det. Han skammer sig næsten over ikke at kunne skaffe en smukkere »Seddel« – men det er jo Bankens sag; en stakkels forfatter skriver sine ubetydeligheder på godt papir.
- Brev 48 · 1846–47
Ja, han er »uberegnelig«, og nu er han endda blevet det for sig selv: i går aftes havde han faktisk beregnet at komme, men blev ikke lukket ind ad gadedøren, skønt han både ringede og ventede. Næste gang med forenede kræfter.
- Brev 49 · 1846–47 ← dette brev
Næsten hver aften klokken halv ti banker tanken på: husk nu fru Spang – og næsten hver aften klokken halv ti står han på Frederiksberg Bakke. Brevet skal gøre fyldest for udeblivelsen; en »virkelig Enke« har lov at kræve mere.
- Brev 50 · 1846
Christiane Spang har grundet en hel uge og studeret aviserne, så hun ved, at han ikke er meldt død – er han da syg, eller forsager han? Hun vil hellere tro det første og forlanger vished: »Enten – Eller!«
- Brev 51 · 1846–47
Hvorfor en donkraft til at løfte en fjeder? Kierkegaard afværger fru Spangs enten–eller med tanken om, hvad der ville ske, hvis han virkelig kom styrtende ind ad døren, og lover, at han altid er »en Kommende« i forhold til hendes hus.
- Brev 52 · 1851
Christiane Spang spørger ligefrem, om magisteren har Øehlenschlægers erindringer og vil låne hende dem – men kun med god vilje og uden hastværk. At hun, at de, savner ham, vil hun ikke fortælle ham, »thi det veed De godt«.