Brev 49

Formodentligen troer De..... ja lad os nu ikke dvæle derved; Alt hvad De saaledes kan troe befæster ingenlunde Troen, alt nærer kun Tvivlen om min Troskab. Sagen er i en vis Forstand ganske simpel og dog i en anden Forstand besynderlig nok; det falder mig nemlig hyppigt paa Sinde: Gud veed hvorledes Fru Spang har det, men det falder mig altid ind paa en forkeert Tid. Næsten hver Aften præcise Kl. 9½ banker der en mindende Tanke paa hos mig og siger: husk dog paa at gaae op til Fru Spang; men næsten hver Aften præcise Kl. 9½ staaer jeg paa Frederiksberg-Bakke. Selv om jeg da vilde ile til Kjøbenhavn, det blev dog for sildigt. Imidlertid foresætter jeg mig den næste Dag paa en Tid, hvor jeg er Deres Bolig noget nærmere, at indhente det Forsømte; men see, saa gaaer det mig af Glemme, indtil Aftenen kommer og Klokken bliver 9½, – og jeg staaer angrende paa Frederiksberg-Bakke. Min Omvendelse fører heller ikke til Noget, uagtet jeg som sagt ved det Klokkeslet vender mig om og gaaer til Byen. Igaaraftes indtraadte ganske rigtigt det sædvanlige Phænomen; men da jeg nu er bleven mistroisk mod mig selv, skriver jeg Dem herved til, af Frygt for at iaften den gamle Historie skal begynde forfra.

Nu Eet Spøg, et Andet Alvor, det vilde sandeligen gjøre mig ondt, om De paa nogen Maade lagde mig min Skjødesløshed til Last. De kan let forstaae, at det vilde gjøre mig meget mere ondt, end om noget saadant var hændt mig med Deres Mand; thi han kunde jo have fanget mig op paa Gaden. Men en »virkelig Enke«, som Skriften siger (og dertil fordres, at det virkelig var en Mand der døde, og at den Efterladte har en sand Forestilling om sit virkelige Tab; ellers følger det ingenlunde af sig selv, at enhver Kone, hvis Mand er død, er en virkelig Enke), der sidder hjemme med Savnet og Sorgen i sit Huus: hun er naturligvis berettiget til at gjøre ganske andre Fordringer. Jeg indrømmer det; og visseligen, det var neppe faldet mig ind at skrive saa langt et Brev til Deres Mand for at gjøre Undskyldning. Men De maa jo kjende min Indolents fra tidligere Tid, og i Varme kan den især udvikle sig til en høi Grad.

Altsaa, lad dette Brev gjøre Fyldest for min Udebliven; og naar De har læst det, lad det saa være Dem, som havde jeg idag været hos Dem; – [88]maaskee kan saa Brevets Størrelse faae Magt over mig, saa jeg kommer en af Dagene, skjøndt jeg Intet lover. Men i min Faveur maa jeg dog erindre om, at jeg ellers saa godt som aldrig skriver til Nogen, saa man kan slutte sikkert, at De maa ligge mig meget paa Sinde, siden De nu modtager dette Brev fra