Brev 47
De seer jeg iler – jeg tænker nemlig som saa: jeg vædder paa, at jeg ellers glemmer det.
Samme brevveksling
Spang
- Brev 45 · 18. november 1841
Hjemme i byen turde ingen i fjorten dage sige ham et ord; han rejste, og »Konversationens Sluser« åbnede sig. I Berlin er Schelling begyndt under så megen larm og piben, at Kierkegaard vil vove livet på at høre ham igen.
- Brev 46 · 8. januar 1842
Nytårshilsen fra Berlin: hans breve ligner uvisse indtægter, er altid frankerede og kræver aldrig svar, og forandringen ved rejsen er den, at han »uforandret bliver den samme«. Schelling kom for sent, og det gik ud over Berlins manglende offentlige ure.
- Brev 47 · 1846 ← dette brev
Et par linjer skrevet i hast, for ellers glemmer han det. Han skammer sig næsten over ikke at kunne skaffe en smukkere »Seddel« – men det er jo Bankens sag; en stakkels forfatter skriver sine ubetydeligheder på godt papir.
- Brev 48 · 1846–47
Ja, han er »uberegnelig«, og nu er han endda blevet det for sig selv: i går aftes havde han faktisk beregnet at komme, men blev ikke lukket ind ad gadedøren, skønt han både ringede og ventede. Næste gang med forenede kræfter.
- Brev 49 · 1846–47
Næsten hver aften klokken halv ti banker tanken på: husk nu fru Spang – og næsten hver aften klokken halv ti står han på Frederiksberg Bakke. Brevet skal gøre fyldest for udeblivelsen; en »virkelig Enke« har lov at kræve mere.
- Brev 50 · 1846
Christiane Spang har grundet en hel uge og studeret aviserne, så hun ved, at han ikke er meldt død – er han da syg, eller forsager han? Hun vil hellere tro det første og forlanger vished: »Enten – Eller!«
- Brev 51 · 1846–47
Hvorfor en donkraft til at løfte en fjeder? Kierkegaard afværger fru Spangs enten–eller med tanken om, hvad der ville ske, hvis han virkelig kom styrtende ind ad døren, og lover, at han altid er »en Kommende« i forhold til hendes hus.
- Brev 52 · 1851
Christiane Spang spørger ligefrem, om magisteren har Øehlenschlægers erindringer og vil låne hende dem – men kun med god vilje og uden hastværk. At hun, at de, savner ham, vil hun ikke fortælle ham, »thi det veed De godt«.