Brev 269

De erindrer sagtens det Sted i Don Ranudo, hvor han, da Gusman gjør ham opmærksom paa, at han, der skal modtage det fornemme Besøg, har Huller paa Støvlerne, svarer, at det gjør ikke Noget, men kan forklare det af at han har Ligtorne og saa er det netop fornemt; De erindrer nok, at Gusman saa spørger ham, om da ogsaa det, at han kun har eet Skjød paa Kjolen, er fordi han har Ligtorne. Saaledes med mig, dersom jeg vilde gjøre et Forsøg paa at forklare eller undskylde, hvorfor jeg saa længe ikke har været ude at spadsere med Dem, saa vilde jeg vel indvikle mig i Modsigelser. Jeg lader det derfor hellere staae hen som noget uforklarligt Noget. Desuden nu kommer jo snart, ja om nogle faa Dage, den Tid, da De vender tilbage til Byen, den Tid, hvor jeg vil have den Glæde i bogstaveligere Forstand at spadsere med Dem. Betragt derfor dette Brev som et lille Løb ud til Dem, en Afskeds-Visit derude paa Landet, ved hvilken jeg takker Dem for Sommeren og for Sommerens Spadseretoure. Jeg var, som det sømmer sig, Den, der be[411]gyndte, Den, der spurgte mig for, om De havde Lyst til at gaae, lad mig nu ogsaa være Den, der ender, Den der takker Dem, for hver Gang De havde Lyst.

Igaar kom jeg saa levende til at tænke paa Dem [1v] fordi jeg igaar var kommet ud at spadsere med Excellencen Ørsted. Forunderligt med den Mand! Det forekommer mig, at Catastrophen her hjemme har paa ham virket som et oplivende og forfriskende Styrtebad. De skal see han vil blive ubetalelig i Rigsforsamlingen. I denne omvendte Verden, hvor Candidater blive Ministre, er han dog endnu Manden, der kan gjøre Kunststykket (og det Andet er da meget langt fra at være et Kunststykke): at Ministeren Ørsted bliver Candidatus juris A. S. Ørsted. Jeg er saa overbeviist om, at han vil frappere Forsamlingen, at jeg ordentlig gjør mig en Samvittighed af at tale til noget Menneske derom forud. Lad dem kun leve hen i den Indbildning, at han er blevet gammel, og nu da, efter at være Fastelavns-Mandag vippet ud af Ministeriet, en aflægs Olding; men lad dem tage dem iagt, Candidat Ørsted vil blive dem langt farligere end nogensinde Ministeren kunde blive det. Der maatte vistnok en saadan og netop en saadan Catastrophe til for at tvinge den beskedne, borgerlige Excellence til engang i Stolthed at blive sig bevidst hvad han elskeligt ligesom havde glemt: sin Betydning, sin Overlegenhed. Men De skal see det vil klæde ham uforligneligt. Hans Stemning er formodentligen ikke uden Indignation men forøvrigt den gamle Alvor – med en ny lille Tilsætning: en vis Art Spøg eller Humor. Ministerskiftet var ved hvad der kom i hans Sted [2r] for ravgal og »fandenivoldsk« en Farce til, at den ikke skulde bringe ham til at smile. I denne Stemning vil han nu, sit Fødeland og dets Sag tro som altid, (dette er det Pathetiske) have sin Tilfredsstillelse, næsten sin Morskab af at benytte sin Fyraften til ret con amore at tractere sine Politica; sorgløs i een Forstand, næsten som et ungt Menneske, Hr Ørsted hverken mere eller mindre; fritagen, derhos paa en saa utaknemlig og latterlig Maade fritagen for Byrden, som han har baaret, hvis Tyngde han bedst har kjendt; fritagen for Ansvaret (og det turde da nok være muligt, at det Ansvar, han paalagde sig selv, altsaa det Ansvar, under hvilket han har arbeidet sit Liv igjennem, har havt noget Andet at betyde end Dhrr ansvarlige Ministeres); fritagen for Dag ud og Dag ind at skulle leve i denne uhyre Krydsen af Hensyn og styre derimellem. Det Ædle i ham [412]tilfredsstilles derved, at han dog kommer til at tjene sit Fødeland; men hvor skjøn er ikke denne Oprømthed, denne Hilaritet, der kommer til at hvile over Situationen. Han stiller sig som Candidat til Valg. Dette er jo en Slags Examen. Han kunde nu, som ellers en flink Candidat gjør det for at anbefale sig, han kunde give lidt op uden om: saadan [2v] Dit og Dat hvad han veed fra den Tid han var Generalprocureur, Commissarius, Minister. Dog han resignerer, han er slet og ret Candidat. Mystificationen er superb, og selv om han var 10 Aar ældre troer jeg, han næsten maatte blive overgiven. Thi see, den Gang i sin Tid den ulykkelige Pengeforandring indtraadte, da var der mangen Mand, der virkelig havde eiet en meget stor Formue, der virkelig blev forarmet – og hvorfor, fordi Penge ingen Virkelighed er. Men i Aandens Verden er der Gud være lovet en evig Eiendoms-Sikkerhed. Om der ogsaa i den udvortes Verden indtræder en Forandring, en Pengeforandring, der vender op og ned paa Begreber, Sprog, Fortjenestero: s: v: – Den, der eier Aandens Rigdom taber ikke en Hviid af hvad han eiede: nei i al Evighed ikke. Deri ligger det Humoristiske; thi ved en sadaan Forandring foranlediges en Aand kun til forhøiet Selvfølelse.

Saa bliver han da valgt for 3^die District; og saa meget er vist (ja, her kommer det Latterlige igjen; men det er da umuligt i disse Tider at stikke Næsen ud af Vinduet uden at støde paa det Comiske, eller at sige to Ord uden at det ene berører det Latterlige) han vil altid kunne tage det op med den Modcandidat, der har stillet sig: Urtekræmmer Melbye, og altid være bedre orienteret i Tiden end han. Jeg veed ikke om De har bemærket, at han i sit Program erklærer, at han blandt Andet især vil virke for Negerslaveriets Afskaffelse – fortræffeligt, det er som om En i sit Program vilde erklære, at han især vilde virke for at der blev anlagt en Jernbane mellem Kiøbenhavn og Roeskilde, eller at Vesterbroe blev gjort istand.

Dog jeg standser; men om en føie Tid saa gaaer jeg videre, længselsfuldt iler jeg hen i Kannikestræde, utaalmodigt ringer jeg paa Porten: Conferentsraaden er hjemme – og saa spadsere vi.