Brev 267

Jeg vilde næsten have forsvoret at spadsere idag: jeg sidder for aabne Døre og seer paa Regnen, og ikke en eneste fornuftig Tanke vil regne ned; inat har jeg sovet slet, er forpiint af et Trækplaster og mere end sædvanlig gnaven og knarvorren. I tre Dage har jeg, rigtig nok ikke løbet – men kjørt April til Byen efter mine Tilhørere, der endnu behage at holde Ferie; i Grunden burde jeg være glad derved, da jeg i disse Dage hverken duer til at skrive eller holde Forelæsning – knap til at læse indeni en Bog, i det mindste ikke uden at ærgre mig. Jeg lagde netop en saadan ærgerlig Lecture fra mig i dette Øjeblik og jeg maa da bede Dem om Tilgivelse for om De paa Spadseretouren bliver overstænket af mit ærgerlige Lune. Jeg læste eller rettere gjennemløb en Afhandling med Overskrift »De fem Verdensaldre i 6^te Bd^s 2 H. af »for Literatur og Kritik« af Cand theol Christensen, en ravgal Grundtvigianer, der fortolker Hesiod af Daniel og Daniel af Hesiod, og taler meget opbyggeligt om den Fugl Phœnix og de fire Floder i Paradis, om Grækerne, som forestille Sølvet og ere den anden Flod i Paradis, og, kort at fortælle, mere qualificerer sig til Bidstrup end for en Prædikestol – men ikke destomindre faaer sit Vrøvl optaget i en Journal, som har til Dørskildt [403]»For Kritik!« Ja, naar de Gale og de Blinde saaledes skulle vedblive at være Vejvisere for Folket, for at dette paa den folkeligste Maade kan løbe gal, er jeg nær ved at gaae over til Deres og Jeronymi Mening, at Verden neppe staaer til Paaske, om man endogsaa sætter nok saa mange Bremser paa Galskabens Dampvogn! Den gaaer virkelig i fuld Fart. Jeg havde stolet noget paa Bremsen Cavaignac, men see! nu gaaer han hen og gifter sig – og man er, som bekjendt, »som uden Sandser, naar man gifter sig og naar man hænger sig, desværre«! Hvorledes jeg havde stolet paa Cavaignac, kan De bedst forklare Dem af et lille Digt, skrevet paa tydsk af en Greve, som døde i 1847; da jeg for nogle Uger siden fik det i Hænderne fik jeg det Indfald at oversætte det og her har De denne noget fri Oversættelse, som jeg naturligviis hellere meddeler end Originalen, da man holder meest af sit Eget.[·]

[1v] Den Gordiske Knude.

╫

Med Furiers Lyst og Kannibalers Mod

I styrte Kongeborgens stolte Mure,

Og bygge i Hast og kitte med Blod

En Modens Fjællebod i gamle Fure;

Og faae I saa færdigt det herlige Huus,

Er strax en Bonaparte ved Haanden,

Som med et eneste Slag styrter i Gruus

Det Værk, som I saae knejse i Aanden.

╫

Med korslagte Arme, mægtig og stum

Vil Helten for Eder sig vise;

Men I gjøre Ryggen ynkelig krum,

Med Aaget paa Nakken Ham prise,

Og lade Jer slagte saa glade og fro.

Man læser præget klart i hver Mine:

»Langt bedre at falde ved Vaterlo

»End række Hals for en Guillotine«

[404]╫

Saa altid det gaaer, I Mænd med det evige Nej,

I Pennefolk, som vil Tyranner fordrive!

I bane for Krigsdespoten en magelig Vej,

Han afløser Jer, som skrige og skrive.

Til den Tid I stræbe kun alt hvad I kan!

Hvor fiffigt og falsk I end Kortene blander,

Først naar den Gordiske Knude er rigtig istand,

Da sender Vor Herre i Hast Alexander.

Jeg veed forresten ikke, om De er nogen Elsker af Poesie, især af den politiske og jeg burde egentlig have spurgt mig for førend jeg sendte Dem denne poetiske Ladning paa Halsen, men det staaer da i al Fald til Dem at kaste den overbord d. e. at lade den ulæst, da De strax kan see paa Ordenes Taille og hele Habitus, at de har Been eller Fødder, om det saa end kun er Skrædderbeen eller Klumpfødder.[·]

[2r]21. Brev 267, bl. [2r] Da jeg af det tomme Rum paa Papiret kan see, at vi endnu have et Stykke Vej tilbage inden vi komme til Nørreport og dog ikke kan være bekjendt paa dette Stykke reent at holde Munden »ligesom en Fæhund, der hverken har Maal eller Mæle« skal jeg til mit apropos om Cavaignac tilføje et apropos om det franske Folk, dette nemlig at LiviusV. 37 giver det følgende træffende Skudsmaal, som jeg i denne Tid ved at beskjæftige mig noget med den ældste franske Ret (den nyeste Ret eller Uret gider jeg ikke seet) tilfældigviis stødte paa – han kalder det franske Folk: nata in vanos tumultus gens. Er det ikke fortræffeligt? man skulde troe, at de Franske uagtet al deres Bevægelse ikke vare komne meget videre end den Gang, naar man undtager, at de have faaet andre Folk til at løbe med eller efter dem. Jeg kan endog ved at fortsætte mit apropos om Franskmændene bevise, at de ere gaaede tilbage istedetfor frem; thi Pomponius Mela fortæller om dem, de gamle Galler scilic., at de vare saa overbeviste om Sjælens Udødelighed, at de ofte contraherede Pengelaan paa den Betingelse, at det skulde betales i den anden Verden. Det kunde man kalde Credit for en anden Verden – men hvor findes den nu i Frankrig? See, der var »det faste Punkt bagved« som de skulde have holdt fast ved, men de har slaaet Gjækken løs saa længe, at det faste Punkt er blevet ligesaa løst som alt det øvrige. – Nu [406]seer jeg Kannikestrædet og takker Dem meget for Touren – dog endnu eet: har De seet Gjengangeren af den politiske Kandestøber? Det er en politisk Jernstøber, som hedder Lunde cfr. Hexeri og blind Allarm 4^de Act. 4 Scene. – Spørgsmaal, hvorledes forholder Jern sig til Kobber og især i Politiken? ønskes besvaret paa næste Spadseretour. God Morgen!