Brev 165
Der er i Rom for endeel Aar siden anlagt en skandinavisk Bogsamling, hvor dog den svenske Litteratur, ifølge betydelige Gaver, hidtil er langt overveiende. Bøgerne benyttes meget stærkt, og det Ønske opstod hos mig, under mit Ophold der, at bidrage til at ophjælpe den danske Samling. Jeg haaber endnu i dette Efteraar at kunne afsende et Antal Bøger, og jeg tillader mig i samme Anledning at spørge, om De ikke kunde føle Tilskyndelse til at berige Samlingen med et Exemplar af Deres Skrifter; – jeg tænker hermed vistnok ogsaa paa »Enten – Eller« og dets Sødskende, efter det Forhold, hvori De antages at staae til sammes Fader.
Samme brevveksling
H.N. Clausen
- Brev 165 · 25. september 1847 ← dette brev
Clausen samler danske bøger til den skandinaviske bogsamling i Rom og spørger, om Kierkegaard vil bidrage med sine skrifter – også Enten–Eller »og dets Sødskende«, i betragtning af det forhold, han antages at stå i til deres far.
- Brev 166 · september 1847
Et vanskeligt spørgsmål, svarer Kierkegaard: føler man tilskyndelsen så stærkt, at spørgsmålet ikke længere er et spørgsmål, kan man jo ikke svare. Skrifterne følger med; Enten–Eller er udsolgt, men et eksemplar er i sin tid sendt til Rom.
- Brev 167 · 8. november 1851
Clausen sender sit nye historisk-dogmatiske arbejde med en undskyldning på forhånd: han tør næppe vente »nogen synderlig Interesse« hos modtageren, men vil gerne vise sin taknemmelighed for de bøger, han har fået.
- Brev 168 · november 1851
Den samme hånd »saarer og læger«, skriver Kierkegaard: hvor sårende, at universitetets fremmeste teolog ikke venter interesse hos ham, der dog er teologisk kandidat med bedste karakter. Takken kommer sent, fordi han først ville læse bogen.