Brev 69
[1r] [119]Kiøbenhavn d: 17' Aug 1851
Forleden Dag jeg ved min Hiemkomst fandtPaa Skriverbordet tvende smukke SkaalerAf ravnsort Marmor med en gylden Kant,»Hvo« – tænkte jeg mon disse mig tilmaaler«?Jeg aabned Laaget, saae paa hver en RetIndpræget »Kirkegaard«; blev dog ei bangeFor at Udtydningen var den, som letEn Overtroisk kunde strax undfange.Der var ei Død imellem Laag og Bund,Men der var Liv, saavel i Fredags Kosten,Som i den anden, der ei uden GrundAntages kan for Smørret og for Osten,Som ved saa mangt et Bord anrettes sidst.Jeg nød af begge og endnu jeg smagerDen Søren-Sauce, der her gandske vistHver Lækkermund trods nogen Ting behager.Lad kun den simple Mand, som elsker Grødog Flesk og Kaal og Ærter og, hvad mereAf den Slags man hans fine Gane bød,Ei finde Lyst dertil; sin Krop at nære,Sin Vom at fylde er jo kun hans Sag;Den Spiritus, han ønsker, er den lette,Den flygtige, hvis Ruus er kun en Dag;Det nytter ei for ham Liqveur at sætte.[1v] Altsaa jeg modtog Retterne, men demJeg smagte paa ikkun en lille Smule,Thi jeg med Flora strax fløi fra mit Hiem,For mig paa Laaland i en Borg at skiule;Naturligviis det var de Syge, somJeg nødig vilde mig opdage skulde,[120]Og lykkelig jeg til de Kyster kom,Hvor Østersaltets blanke Bølger rulle.Hvor den Sophie, som Dig er bekiendtFra Eva Homo og fra Blancogade,Fem Ugers Ophold netop havde endtOg vilde Slottet endnu ei forlade.Det Slot er Aalholm, viden om berømt,Hvis alentykke, stærke røde MureEndnu ei blev til Undergang fordømt,Men staaer urokket, dog med Aldrens Fure.Der boede nu min Hustrue, mine Børn;Did ilte jeg med de mig sendte Retter,Og over dem, ja, som en hungrig Ørn,Faldt Moer og Datter; og jeg forudsætter,At dermed færdige blev begge to;Jeg veed det ei, thi selv jeg Dagen efterTil Hiemmet vendte, for igien min KloAt slaae i vildledt Blod, i tabte Kræfter.Med andre Ord: for hos mit syge FolkAt være, hvad jeg altid gierne vilde:Naturens Tiener og dens sandrue Tolk,Og lade Kunsten smukt sig holde stille.Det kan den Læge, som med Kroppen kunBefatter sig, men det kan ei, desværre!Den, som i Cuur fik Siælen; allenstundNaturen der er en uvorren Herre.[2r] Jeg skammer mig, naar gaae jeg laer mit BlikPaa hvad Du gav mig og paa, hvad jeg sendte,Den Søbemad, som fra mit Kiøkken gik,Og hvor du vist en Kogekunst gienkiendteSom den, der tidt i Feldten giør til KokEn Piber-Dreng, en Officeers Opvarter;[121]Du ved den første Skee fik sikkert nokOg udholdt ei en fortsat Spisnings Marter.Ja, Søbemad, tynd Suppe med et ParRosiner i, paa en Leerskaal serveret,Det selv jeg indseer grant, den Eva var,Som dristig jeg til Dig har expederet,Imedens Du mig kraftigt Vildt har bragt,Velstegt i Sørens Ovn og dertil BlommerOg anden Frugt i Spiritus nedlagt,Hvorpaa Din Forraadskielder aldrig tom er.Jeg tilstaaer ærligt, snart det mig fortrød,At Eva af min Streng blev kaldt tillive,Og ikke mindre, at jeg hende bødDet Tilnavn, som jeg aldrig burde give;Vist Ingen kan indsee saa godt, som jeg,Hvor ringe Eva staar ved Adams Side,Men klog bagefter være, nytter ei,Nu har jeg syndet, og nu maa jeg lide.Dog hvad er det? – jeg seer den tredie SideAlt opfyldt af min skrivelystne Pen,Og hvis jeg nu, som Alle, maatte vide,At Du har hiemme een, som ligner denUndskyldninger jeg lod derfra udstrømme,At Du tilgiver, jeg jo forud veed,Og at Du naadig vil min Synd bedømme,Derfor mig Borgen er – Din Kiærlighed.[2v] Den Kiærlighed, der fylder alle Blade,Hvor Du din rige Tanke lod udgaae,Den er saa skiøn, saa hellig, kan ei skade,Som den, min stakkels Eva stødte paa;Ja det er den, jeg stoler paa, naar roligJeg sender Brevet til den Kirkegaard,[122]Som ei er Dødens, men kun Livets Bolig,Hvor dette daglig af hver Grav opstaaer.Men nu, Lev vel til muligt i et Stræde,Paa Torv og Gade eller i en PortVed et tilfældigt Møde vi os glæde,Hvad i det mindste jeg saa tidt har giort;Lev vel! og rymp formeget ikke NæsenAf, hvad jeg skrev; dog, nok for denne Gang!Hygæa nu begynder paa sit Væsenog bort fra Musen river Oluf Bang.Hr. Magister Søren Kierkegaard.
Tegnforklaring
- rettet af udgiverne
Samme brevveksling
O.L. Bang
- Brev 67 · 28. december 1849
Oluf Bang inviterer til middag i morgen klokken halv fem – fruen, datteren, en fætterske og hendes fætter. Indledningen er en af de utallige beundrerinder, teksten er invitationen, og som læge kan han forsikre, at den er »aldeles uskadelig«.
- Brev 68 · 25. september 1850
Oluf Bang takker på vers. Lægen tør ikke gå ind i filosofiens allerhelligste, men vil tage »den sorte Guldsnits Bog« frem, når koleraen giver ham ro – og den stilles i fruens bogskab, ikke hos doktorbøgerne.
- Brev 69 · 17. august 1851 ← dette brev
To skåle af ravnsort marmor med gylden kant står på skrivebordet, og hver ret er præget »Kirkegaard«. Oluf Bang takker på vers for vildtet og frugten i spiritus og skammer sig over den tynde suppe med rosiner, han selv havde sendt.