Brev 66

[1r]Lad mig dog takke Dem for det modtagne Exemplar af Deres lille Bog. Vi sees saa sjeldent, at det næsten er som levede vi ikke i Bye sammen. Naar da engang et Tilfælde, en Styrelse eller hvad det nu er, lykkeligt fører vore Veie sammen, skal jeg, hvis De ønsker det, gjøre mig en Fornøielse af at udtale mig om, hvad der i Bogen er præsteret.

Befind Dem vel; vær stærk, naar Smerte vil gjøre Dem svag; kæmp, naar Oprør raser derinde; tie, naar det er paa det Heftigste, og naar der [112]saa er blevet lidt Stilhed, da tael med Dem selv, for at erhverve Hukommelse til næste Gang; opbyg Dem ved den skjønne Dobbelthed i Sproget: at slaae sig til Ro; betænk, at den første Betingelse for Forvandling er at spindes ind, den første Betingelse for uendelig at faae Fart er Standsning.

»Denne glade Juletid« vil vistnok for Dem være en Sorgens Tid. Det forstaaer jeg. Just derfor mener jeg, at denne lille Billet fra mig vil være Dem kjerkommen. Thi, ikke sandt, hvis jeg foruden Dem selv skulde takke Nogen, at jeg i Dem har faaet en omhyggelig Læser, hvem Læsningen frigjørende fængsler, maatte det vel nærmest være Deres afdøde Hustrue. Som De da henfører Alt til hende, saaledes henfører jeg igjen Dem til hende, og saaledes har ogsaa jeg, den hende ganske Fremmede, en Anledning til at mindes hende.

Og det gjør jeg med Glæde; med Glæde seer jeg i Dem [1v] en erklæret Tilhænger af en Forklaret. Saaledes forstaaet – lad mig sige Dem det – er Deres Liv. De er Mulighed; det veed jeg at vurdere, ingen Kjender af Ædelstene har et skarpere Blik for Straalebrydningerne end jeg for den existentielle Muligheds ædle Kostbarhed. Ved i from Indvielse ganske at tilhøre en Afdød er man temmelig sikkret mod at spilde sin Tid paa Ubetydeligheder eller at narre Livet hen i »alvorlig« Forfængelighed. Ens Kraft – og man vil faae Kræfter, flere og flere Kræfter, ædlere og ædlere Kræfter – Ens Kraft vil i Hjertets Oprigtighed rette sig mod Eet. Ens Liv vil blive betydningsfuldt for En selv, vil faae dybere og dybere Betydning for Andre. Og naar saa dette Liv er fuldendt, der inderligt tilfredsstillede En – thi det var jo dog et Samliv med den Afdøde – saa hedder det i Afskedens Øieblik fra dette Liv »jeg ønsker ikke at erindres; dette Livs Betydning er et Minde om den Afdøde, hvem Eftertiden taknemlig skal mindes for hvad jeg har udrettet«. Saaledes hedder det i Afskedens Øieblik fra dette Liv; og der er neppe Tid til at faae det sagt, thi Afskedens Øieblik er jo ogsaa Mødets Øieblik med Den, fra hvem man væsentligen aldrig var skilt eller aldrig var væsentligen skilt.