Brev 316

[1r]Dersom ikke den blinde Tillid, hvormed jeg henvender mig til Dem, for at bede Dem gjøre mig en Tjeneste, kan undskylde mig, ved jeg ikke, hvor jeg skal finde nogen Undskyldning. Jeg kjender Dem ikke, hverken af Person eller som Skribent, thi mit Hoved var altid for svagt til at følge Dem; men saa meget følte jeg dog, naar jeg lagde Bogen ulæst bort igjen, at De maatte have ligesaa let ved at forstaae andre, som andre kunde have svært ved at forstaae Dem. Det er til Forstaaelse jeg trænger og jeg henvender mig til Dem uden anden Ret, end at jeg ved De kan, og haaber De vil give mig hvad jeg trænger til.

Det er jo rigtignok at gjøre Fordring paa noget af Deres Tid. Jeg vilde bede Dem læse medfølgende Stykker igjennem og meddele mig De[483]res Mening derom. Det første Stykke, M. S. blev ifjor ved denne Tid anonymt ind[1v]sendt og i Sommer fik jeg et Svar, som jeg troer jeg kan kalde temmelig gunstigt, skjønt Stykket foreløbig blev sendt tilbage, paa Grund af at Stoffet var saa nylig benyttet. Der blev ogsaa talt om nogle smaa Modificationer, dog ikke som nogen bestemt Fordring. Saa blev det andet, Æventyret, indsendt, men forkastet. Det undrede mig, sandt at sige, naar jeg seer hen til hvad der iaar er antaget. Men jeg ved saa godt hvor ukyndig jeg er i det Praktiske, og jeg har saa gode Grunde til at tvivle paa mine egne Evner, at jeg vilde stolet paa Heibergs Dom, dersom den ikke havde været motiveret. Men hans Hovedindvending traf netop et Punkt, hvor jeg sikkert troer at vide mere, end han. H. og S. har ikke været indsendt.

Verden er jo saa underlig at jeg vel maa forsikkre Dem om at jeg ikke tænker at benytte mig af Deres Dom, om den blev gunstigere end Etatsraadens. Det er ikke en Autoritet at støtte mig til, jeg søger, men den indre Beroligelse, der ligger i en upartisk og forstandig Bedømmelse. Jeg er saa uforvarende kommen til at skrive. Jeg havde i min Ungdom poetiske Venner, men jeg begreb ikke, hvor de kunne have saa stor Lyst til at digte; jeg havde Lyst til at leve. Pludselig, just paa den Tid, da den sidste Rest [2r] af den poetiske Glans pleier at svinde for andre, gik den op for mig – saa syntes mig – og jeg skrev, som noget, der fulgte af sig selv. Og underligt er det: naar noget er skrevet, er det ligesom det maa videre. Da jeg ikke kunne faae Stykkerne opførte, tænkte jeg paa at faae dem trykte. Men jeg er kun lidt skikket til Kamp; jeg har intet Forsøg gjort endnu, og er alt træt. Min Tro til mit eget Kald har været blind, netop fordi det aldrig var mit Ønske at gaae den Vei, saa jeg selv nu, da den begynder at forstyrres, ikke anseer det for nogen Ulykke – kun at jeg gjerne vilde vide Besked. Nu er jeg træt; kanske forbigaaende, kanske fordi jeg er færdig med mit Arbeid. Om jeg kan faae det udgivet, ved jeg ikke, ja, jeg ved neppe, om jeg for Øieblikket ønsker det. Men det føler jeg, at jeg trænger til at høre Ens Mening derom, hvis Dom jeg blindt tør stole paa. Jeg ved Ingen bedre, end Dem, og ligesom jeg frit benytter mig af den Svageres Ret, haaber jeg, De vil finde Dem i at overtage den Stærkeres Forpligtelse, læse disse tre Stykker, den stør[2v]ste og vigtigste Del af hvad jeg har skrevet, igjennem, og sige mig Deres Mening.

[485]Ind i næste Maaned vil jeg da sende Bud paa Fodpostkontoret, hvor jeg beder Dem at lade Deres Svar indlægge under Mærket S. S. M. N^o 54. Jeg skammer mig ved at tilføie at jeg beder Dem, ikke at omtale Sagen til nogen; men jeg frygter, at Skik og Brug kunde have stemplet det, ikke at bede om Tavshed, som et Ønske, at Sagen just skulde blive bekjendt.