Brev 312
De kalder Dem i Deres Skrivelse et »Skriftebarn«; men det Indlagte er jo et Slags Forfatterskab, et lille videnskabeligt Forsøg. Dette er en Selvmodsigelse, der tyder paa, at det enten ikke er Dem ganske klart hvad det er at skrifte eller hvad det er at tænke.
[474]Ikke tilbøielig just til at beskjæftige mig med den vistnok stundom saare vanskelige Opgave: at ville forstaae Andre, bestræber jeg mig desto mere for at forstaae mig selv.
Og har jeg da allerede for længere Tid siden forstaaet: jeg er ingen Skriftefader; jeg er det i den Grad ikke, at jeg endog strengt afholder mig fra at forklare, hvorfor jeg ikke er det.
Dog sæt jeg var det eller kunde være det, det vilde dog være mig en Umulighed at være det i Forhold til Dem. De har nemlig bragt det aldeles Ueensartede sammen i en Convolut, og forvandlet det Hele til en Selvmodsigelse. De kalder Dem i Brevet »et Skriftebarn«; det Indlagte derimod, er et Slags Forfatterskab, et lille videnskabeligt Forsøg i den emanciperede Tænkning, et philosophisk specimen o: D: Dette tyder paa at det enten ikke er Dem ganske klart hvad det er at skrifte eller hvad det er at tænke, Noget jeg qua Tænker kan sige Dem.
Deres Skrivelser modtager De tilbage; det kunde ikke falde mig ind at brænde dem, mindst af den Grund De tænker paa, fordi jeg ikke havde Tid til at læse Sligt. O, nei, saa travlt har jeg ikke. Men jeg seer ikke, hvad det skulde gavne; var det Det, der skulde gjøres, maatte De gjøre det selv. Og desuden kunde maaskee en saadan Handling af mig synes at være i Retning af at være Skriftefader, hvad jeg ikke er. verte
[1v] Blot Eet. Det er qvindeligt: naar man har vovet sig længere ud i Selv-Reflexion, da pludseligt at raabe til et andet Msk. »giv mig mig selv igjen«; men dette lader sig ikke gjøre, og at forlange det er en Selvmodsigelse. Dog, det er ogsaa qvindeligt, i en øieblikkeligere Stemning at ansee Faren for langt større end den virkelig er. Skulde dette paa nogen Maade være Deres Tilfælde, da vil De vistnok selv i et senere Øieblik erkjende, at det var en Lykke, at jeg er ingen Skriftefader.
[475]De skriver, at De med Tillid henvender Dem til mig. Dette betvivler jeg ikke; Deres Brev synes virkelig at bære et Præg deraf. Men spørg Dem selv, om De dog ikke har ventet eller om De ikke kunde have ventet, at der vilde skee, hvad der nu er skeet. I ethvert Tilfælde, jeg kan ikke handle – Thi at jeg skulde, som De mener, brænde Deres Skrivelser, fordi jeg ikke har Tid til at læse Sligt: nei, saa travlt har jeg da ikke. Men jeg seer ikke hvad det skulde gavne; var det dette, der skulde gjøres, maatte De gjøre det selv. Desuden kunde maaskee ogsaa en saadan Handling af mig synes at være i Retning af at være Skriftefader, hvad jeg ikke er.
Tegnforklaring
- tilføjet i kilden, typisk over linjen
- skrevet med latinsk hånd, hvor brevet ellers er gotisk
Samme brevveksling
F. Lodovica de Bretteville
- Brev 311 · 10. december 1850
Hun kalder sig et skriftebarn og har ingen at betro sig til; spurgte hun om noget, ville man le og sige »saadant passer sig ei for Damer«. Med brevet følger hendes egne indvendinger mod Mynsters gensvar om Aanden i Naturen.
- Brev 312 · december 1850 ← dette brev
Kierkegaard svarer, at man ikke kan kalde sig skriftebarn og vedlægge et lille videnskabeligt forsøg; han er ingen skriftefader. Papirerne gik retur – brænde dem ville han ikke – med kun disse ord uden på konvolutten: »Herpaa kan jeg ikke indlade mig.«