Brev 310

[1r]Mit Haab er, at jeg ikke vil blive misforstaaet; det vilde smerte mig meget, om jeg blev misforstaaet: men om og saa var, jeg kan ikke modtage denne Indbydelse. Ikke forvænt med at blive forstaaet, er jeg desto mere vant til at bære Misforstaaelse; Forskjellen er kun den, at jeg stundom let bærer at blive misforstaaet, stundom bærer det tungt – som jeg vilde gjøre det i dette Tilfælde, hvis jeg blev misforstaaet.

Tillad mig et ligefremt og aabent Ord. Jeg føler det virkeligen som en Straf over min sære Levemaade, at en Dame, ved min Skyld, saa uretfærdigt bringes i den Forlegenhed,

af Sverrigs over hele Europa navnkundige Forfatterinde, som vidste jeg ikke at vurdere og paaskjønne en saa distinguert Dames velvillige Opmærksomhed.

Blot eet Ord endnu. De taler om Deres Indbydelse som var næsten dumdristigt vovet. I Sandhed, det er næsten at drive Spøg med mig. [469]Nei, da forstaaer jeg mig bedre paa det Dumdristige – og jeg appellerer dristigst til Deres egen Dom –; jeg vover det yderste i Dumdristighed, jeg, som siger Nei til Indbydelsen, jeg Uværdige, jeg vover at bede Dem som fuldgyldig og ganske som saadan forstaaet, modtage min oprigtigste Tak for Indbydelsen. Ja, jeg vover det Alleryderste i Dumdristighed,1 jeg vover at troe, at De vil gjøre det, nu jeg nemlig ret indstændigt beder Dem derom; og det gjør jeg, jeg der ikke kommer, med Hengivenhed [1v] forbliver i Taknemligheds Gjeld.