Brev 252

I Almindelighed er vistnok en Forfatter meget let og meget hurtigt enig med sig selv om, hvilken af de Tvende det er han kunde ønske at sende Høiagtelsens, Beundringens, Hengivenhedens, Taknemlighedens, Venskabets Mæcenat-Exemplar, om det er Manden eller Hustruen; eller dersom han strax er enig med sig selv om, at det er dem begge, da har dette i Almindelighed sin Grund i, at de Tvende egentligen have deres Betydning for ham ved det ægteskabelige Forhold til hinanden. Her derimod er det vanskeligere, det sjeldnere, det i sin Art eneste Tilfælde og med det Beundringens Raadvildhed i Forfatteren: de Tvende have hver især Udmærkelsens Fortrin og da igjen Foreningens fordoblede Styrke. Hvad er der under saadanne Omstændigheder at gjøre? Jeg kunde sende et Exemplar til Dem, Hr Instructeur, og et til Deres Kone. Men dermed var jo kun udtrykt noget Almindeligere, at der var, i numerisk Forstand, Tvende, for hvilke jeg nærede Høiagtelse og Hengivenhed; derimod var det Sjeldnes anden Potens ikke udtrykt: at disse igjen danne et Par, et Ægte-Par. See, derfor har jeg valgt at sende et Exemplar »til de Tvende«. Det er saa vist ikke af Oeconomie, der kunde godt blive Raad om det saa var til flere Exemplarer; nei, det har en anden Grund, det er af æsthetisk Samvittighedsfuldhed. Skjøndt lidet deeltagende mod Menneskene, uselskabelig, eensom, har jeg dog just i min Eensomhed en stor Glæde af, efter Evne, at opfatte det Eien[378]dommelige ved de enkelte Mennesker, der beskæftige mine Tanker, det Eiendommelige ved dem og ved deres Livsforhold. Der ere vistnok Mange, som med lykkelig Begavethed ere langt promptere end jeg i at afbetale Høflighedens Gjeld, langt flinkere end jeg i Opmærksomhedens og Opmærksomhedernes Tjeneste; men hvad Skjønsomhed angaaer, turde det være muligt, at jeg i dens Tjeneste er om ikke travl og ferm saa dog aarvaagen trods Nogen – skjøndt jeg staaer »langt borte for mig selv«. At sende Dem et Exemplar af en lille Bog, som De dog formodentligen ikke læser, og som jeg sandeligen heller ikke vil forpligte Dem til at læse, vilde i mine Tanker være underligt. Dersom det derimod kunde lykkes mig at gjøre Maaden, paa hvilken den sendes, til den egentlige Gjenstand; dersom et vist, om jeg saa tør sige, Skjønsomhedens Snit paa Gaven (hvilket dog er meget forskjelligt fra det Guldsnit, enhver Bogbinder kan sætte paa Bogen) skulde kunne vinde nogen Behagelighed i Deres og Deres Kones Øine: da vilde dette netop være mig det Glædelige, mit Ønskes Opfyldelse, mig en indre Trangs Tilfredsstillelse.

Hvad jeg tilføier, skriver jeg saaledes, at det er mig som hørte Deres Kone derpaa, eller som læste hun det, medens jeg skrev. De har saa ofte indbudet mig at besøge Dem, De har med sjelden Troskab holdt ud og med lige saa sjelden Eftergivenhed udholdt min Selvraadighed. Nu, er denne min Selvraadighed end stundom sær, saa var det dog ogsaa sært, om jeg ikke selv blev mig dette bevidst, om jeg ikke mangen Gang beklagede, hvor megen Uret jeg gjør – mod mig selv. Der har i Deres Indbydelse bestandigt været Noget, som [1v] betydede mig, at det ikke blot var en Høflighed, men at det dog virkeligen var Dem kjært, om jeg engang gjorde Alvor af at besøge Dem i Deres Huus. Maaskee tager jeg feil, maaskee er det Deres overlegne Dannelse, Deres Virtuositet i Optræden, der har fortryllet en stakkels Magister, som kun kjender Lidet til Verden, og bildt hans forfængelige, ubefæstede Hjerte Noget ind. I ethvert Tilfælde lad nu dette lille Brev være som et Besøg. Det vil let kunne erstatte min Udebliven, medens jeg til Erstatning for hvad jeg atter taber ved at udeblive, kun beholder den Bevidsthed, dog at have, i Mangel af at gjøre det Rette, gjort Noget for at afdrage paa en Gjeld, i hvilken jeg i en anden Forstand hellere end gjerne bliver. Thi komme [379]gjør jeg dog neppe, og altsaa kan jeg, kun naar jeg bliver i Gjelden, forblive