Brev 234

Det var at fornærme mig selv, hvis jeg vilde forsikkre Dem, at en saa sørgelig Begivenhed, som den, der har truffet Deres Huus og især Dem selv har gjort et Indtryk paa mig, som gjør mig det til en Nødvendighed paa en ell. anden Maade ikke – at bevidne Dem min Deeltagelse, men at give min Deeltagelse et Udtryk; thi i en vis Forstand gjør jeg det for min egen Skyld. Der gives ogsaa i mine Tanker intet Daarligere end den travle Deeltagelse, der i almdl. Udtryk og Talemaader søger, ja man kunde vel bedst sige saaledes, søger at falde den bekymrede til Besvær. Det er i Almd. meget langt fra, at det ene Msk. ganske forstaaer det Andet, og især gjelder dette om Sorg; thi i Grunden har ethvert Msk. i sin Sorg netop Noget han isærdeleshed kalder Sorgens Gjenstand, og som en Bedemand ell. en Grædekone vanskeligt opdager. End sige da hvor Døden afbryder et Samliv mell. Tvende, der allerede var besværet. Hvilken Taabelighed her, at komme [1v] nu med aldl. Talemaader, som var summa summarum af alt det Oplevede og Samlevede, et indholdsløst Spatium af 29 ell 30 Aar i hvilket man havde spist og drukket og sovet sammen, som var Summa summarum af Sorgens Residuum og Erindringens Besiddelser, et abstrakt tomt Faktum, hvormed Trøsteren snart er færdig, medens den Sørgende først lidt efter lidt tiltræder den Smertens Opdagelsesreise, hvis Vidtløftighed den Sørgende kun selv kjender, og fra hvilken han træt vender tilbage den ene Dag, men dog længselsfuld tiltræder den den næste Dag, men ogsaa formildet i Veemod, indtil den Vandring bliver ham kjærere og kjærere.

[356]See derfor afholder jeg mig fra al Snak, fordi jeg ved, at jeg har, selv om jeg ell. havde Held til stundom at sige noget fornuftigt, maatte snakke, saasnart jeg begyndte at tale, da jeg ikke kunde vide, hvad jeg skulde tale om, og derfor maatte fægte i Luften ell. i den Digter-Indbildning, at man saaledes udenvidere kunne drømme sig til hvad et andet Msk. oplever i det inderligste Forhold. Dog ved jeg hvad jeg kan tale om; thi Tanken om Deres Kone er blevet levende for mig og jeg har jo ogsaa kjendt hende, i [2r] kort Tid, men jeg har dog kjendt hende i Deres Huus. Og i Deres Huus har jeg tilbragt mange behagelige Timer, og i Deres Huus har jeg altid fundet en velvillig Modtagelse, en Gjestfrihed, hvormed Deres Kone modtog Alle, en Forekommenhed, en Eftergivenhed for mine sære Ønsker og mine sære Manerer. Deres Huus har været eet af de faa hvor jeg har regnet derpaa og regner endnu derpaa.

Lad mig tale om den sidste Begivenhed. Maaskee vil en Dosmer sige, at man ikke skal erindre den Sørgende om hans Sorg, ret ligesom han allerede skulde selv have glemt den, at man Dagen efter skulde være bange for at nævne den.